Jarl Cordua: Ellemann skal træde i karakter som partiegoistisk Gammelsmølf

KOMMENTAR: Jakob Ellemann-Jensen bør opgive tanken om at få de blå "smølfepartier" til at gå i takt og i stedet forklare de borgerlige vælgere, at de kan glemme alt om en blå regering, så længe de spilder deres stemmer på småpartierne, skriver Jarl Cordua.

Tirsdag stod oppositionslederen for første gang over for statsministeren i Folketingets spørgetid, og det blev ikke just en mindeværdig premiere for Jakob Ellemann-Jensen.

Sjældent har man set en så usikker og tam præstation. Ellemann forsøgte efter et meget langt tilløb at forhøre Mette Frederiksen i, hvad der blev af den bebudede fyring af alle konsulenterne og den efterfølgende besparelse? Tre milliarder var det vist? Jo, tjoh.

Frederiksen stod fast på, at hun skam stadig mente det, og så skete der faktisk ikke rigtig mere. Det er ikke godt nok.

Mest mærkværdigt er det, at Ellemann forinden friskt og frejdigt havde efterlyst friske idéer til spørgetiden på sin Instagram-profil (er det ikke primært et sted for ret unge mennesker?).

Her væltede det ind med blandt andet forslag om at udspørge Frederiksen om, hvad der kommer til at ske med Socialdemokratiets tilbagetrækningsydelse til "Arne"? Hvorfor tog han ikke fat i det?

Han kunne måske have spurgt ind til, om det er sandt, at regeringen planlægger at tilbyde vennerne i Dansk Folkeparti en de facto genindførsel af efterlønnen til særlige grupper på arbejdsmarkedet, dog med en lidt lavere ydelse? Hvem skal have ydelsen? Hvor meget skal de have? Hvad koster det? Den slags.

I stedet kunne Frederiksen trække sig ud af dysten som suveræn vinder, og det blev nærmest en opvisning i, hvor lidt erfaren Ellemann er i disciplinen spørgetid.

Mandagstrænerens råd er, at Ellemann til næste gang afsøger mulighederne for at finde et emne, som statsministeren ikke kan svare alt for konkret på.

Han bør også skrue en del ned for den indledende floromvundne snak. Det vil også være nyttigt at kunne substansen på fingrene, så man undervejs kan skifte gear og har mulighed for at bore ned i detaljer med potentiale til at få statsministeren på glatis.

Det er i sig selv en stor præstation, for Frederiksen er langtfra en nybegynder. I det hele taget burde han bruge tid på at forberede sig langt bedre trods et heftigt program med at genrejse sit parti. Måske bør Ellemann også spørge sig selv, om han er tilstrækkeligt godt klædt på med hensyn til rådgivning.

Når alt det er sagt, så kan Venstres leder trøste sig med, at de færreste vælgere har set holmgangen, og at der er mere end tre år til næste valg og dermed god tid til at få nogle kilometer i benene.

Stort set alle partiledere har i øvrigt underpræsteret de første gange i rollen under spørgetiden. Det, som falder i øjnene, er dog også, at forventningerne og forhåbningerne til Ellemann især knytter sig til hans talekunster.

Det er hans succes som politisk ordfører og kommunikator, der gør, at han er formand for Venstre i dag. Derfor skal Ellemann inden længe bevise, at tirsdagens usikre præstation på det meget jævne var en enestående svale, der kan tilskrives premiere-nerver og måske manglende forberedelse.

Heldigvis for Ellemann får han allerede lørdag på Venstres ordinære landsmøde i Herning mulighed for at vaske tavlen ren ved at holde en tale til partimedlemmerne, der sætter en retning for partiet, som alle i mødesalen kan se sig selv i.

Det mest oplagte er at tage udgangspunkt i den ro, der er skabt i partiet, efter at man er blevet formandsskiftet kvit. Venstrefolkene elsker at fejre sig selv.

Dernæst ligger det på den flade hånd at angribe S-regeringen for at sælge ud til venstrefløjen. Nu har V og de borgerlige i så mange år samlet til bunke. Nu kommer sprederne og sælger ud med skattestigninger til følge. Den slags. Én fælles modstander vil samle partiet. Det vil være en klassisk strategi i projekt "Samling af Venstre".

Politisk er der enighed i partiet om, at Ellemann ikke skal justere for meget på kursen. Man er blevet lidt mere grøn og har afsat en halv milliard kroner til det grønne på Venstres finanslovsforslag. Så er der da lidt grønt på hylderne, mens det stærke landbrugs-Venstre jamrer over udsigten til, at de bliver ramt af afgifter og yderligere krav fra S-regeringen.

Formentlig vil Venstre også skulle beslutte sig for, om man stadig vil nedlægge regionerne. Det oplagte vil være at droppe den idé. Der vil Ellemann allerede vinde nogle point. Hele ansvaret med sundhedsstrukturen ligger alligevel ovre hos Socialdemokratiet, så hvorfor stå på mål på for synspunkter, der splitter partiet?

Iagttagere peger på Ellemanns dobbelte udfordring med at skulle samle partiet, men også oppositionen. Her går det tydeligvis bedst med at samle partiet, der ligger omkring valgresultatet i meningsmålingerne.

Der er dog dem, der bemærker, at Inger Støjberg med sine skriverier i BT, hvor hun lufter meget generaliserende synspunkter om danske muslimer, udfordrer enigheden i partiet og dermed også formandens autoritet. Det er en helt oplagt idé for journalister at bore i det.

Skriverierne med deres indhold vil sikkert fortsætte, lige indtil Støjberg eller andre i partiet indser, at hun derved udstiller sin formand – altså medmindre han er enig i hendes skriverier? Politikens Kristian Madsen skrev forleden både skarpt og giftigt, at noget tyder på, at Venstre igen har fået et formandskab, og at det er næstformanden Støjberg, der slår taktstokken.

Hvis det bliver billedet i offentligheden fremover, så bør Ellemann overveje, om han ikke bør tage opgøret med hende allerede nu, før det er for sent. Det er før set, at manglende konsekvent ledelse kan ødelægge et partis muligheder på sigt.

Hvis Ellemann vil søge inspiration, så kan han studere, hvordan Anders Fogh Rasmussen blev af med rivalen Peter Brixtofte i folketingsgruppen. Det var ikke elegant, men det skabte fuldkommen ro i partiet.

Problemet for Ellemann er, at Støjbergs autoritet er langt større i partiet, end Brixtoftes var, men hun har i modsætning til den daværende Farum-borgmester alt at miste. Omvendt har Ellemann formentlig en helt anderledes opbakning i sit parti til at opføre sig brutalt mod enhver, der forbryder sig mod hans autoritet.

Ellemann har valgt en blød tilgang til at samle oppositionen med kaffeslabberas blandt alle "smølfepartierne" i blå blok. Det er sikkert klogt. På den anden side bør han overveje at agere mere brutalt partiegoistisk. I al fald på det mellemlange sigt.

En kold kalkyle er, at udsigten til at få en chance som statsminister om fire år er minimale, medmindre han slider hele flokken af "små blå smølfer" op, der fjerner sandsynligheden for stemmespild og skaber samling om Venstre. En kold analyse er, at i al fald både K og DF stadig er i live efter næste valg. Alt andet er p.t. usikkert.

Hvis man kan overtale de to seniorpartnere til at forfægte en strategi, hvor man deles om vælgerne, så vil det være det optimale. Problemet bliver næppe K, der har slået ind på en klassisk ren borgerlig linje tilsat noget grønt, der fungerer nogenlunde for dem.

DF derimod fremstår fortsat groggy efter valgnederlaget og har svært ved at finde sine egne ben. Det gælder især partiformanden, hvis personlige troværdighed blandt vælgerne er et veritabelt styrt fra tinderne. Samtidig roder Thulesen Dahl rundt i sin egen fejlslagne strategi med at gøre sig til over for socialdemokraterne, der indtil videre som de eneste i det makkerskab har fået fuld valuta for pengene.

Thulesen Dahls stædighed er legendarisk, og den har vist sig at være en kæmpe klods om benet for hans parti. Indtil videre ser formanden og hans rådgivere ud til mentalt og strategisk at være frosset fast i år 2016-2017. Det kan Ellemann intet gøre ved andet end at håbe på, at nogle i DF's ledelse en dag vågner op.

Indtil videre bør Ellemann bruge de kommende år på at forklare de borgerlige vælgere, at de kan glemme alt om en ny borgerlig regering, så længe de smider deres stemmer til alle mulige småpartier.

Nogle af dem, som Pernille Vermund fra Nye Borgerlige, bruger endda mere tid på at sige pæne ting om landets statsminister frem for Ellemann, som hun nærmest kun skælder ud på.

Det siger lidt om de nye tider i blå blok, når man formår at slippe af sted med det, uden at nogen i Venstre spørger til, hvem Nye Borgerliges leder egentlig støtter som statsminister?

Ellemann bør derfor allerede på landsmødet i weekenden træde i karakter som analyserende Gammelsmølf, der angriber hele forestillingen om en atomiseret blå blok. Fra nu af og frem bør Ellemanns budskab til blå vælgere være: Kun et stærkt Venstre og samling af blå blok gør det muligt at få en anden statsminister.

Måske ikke alle er enige i budskabet, første gang de hører det, men det bliver de nok, i takt med at de igen ønsker sig en ny borgerlig regering. Målet er naturligvis, at de borgerlige vælgere helt dropper idéen med at stemme på de små partier, så de bliver så små som muligt, og at nogle af dem enten opgiver ævred inden valget, sådan at stemmespildet bliver minimalt.

Når det kommer til politik, så bør Ellemann lægge en politisk linje, som han selv og de fleste borgerlige kan se sig selv i, som er nogenlunde konsistent, og som er klart markeret klassisk borgerlig-liberal. Det vil sige fokus på mindre stat og mere marked, mere personlig frihed og ansvar, skattestop/lavere skatter, fokus på effektivisering og reform af det offentlige. Dertil sikring af velfærdstaten i fremtiden og især fokus på sundhed.

Ellemanns personlige aftryk kan være forsvar for retsstaten og fuld dansk deltagelse i internationalt samarbejde, Nato og EU, fødevaresikkerhed, energisikkerhed, klima, samling af land og by, samling af forskellige dele af befolkningen om et nyt "vi" med samme demokratiske værdier. 

Erosion af retssikkerhed, isolationisme, udbygning af velfærdsordninger, spekulation i splittelse af land og by, dyrkelse af splittelsen mellem "os" og "de fremmede" og den slags populistisk tankegods bør Ellemann helt overlade til DF. Det er muligt, at der er flere stemmer i det på kort sigt, men Ellemann bør tænke langsigtet.

Han skal troværdigt kunne forsvare sin politik i meget lang tid frem, og han har fået en chance for at præge sit parti, som giver ham flere frihedsgrader, hvor de, der ikke er enige hele vejen, alligevel loyalt vil følge ham. I sidste ende er det alligevel til sin tid Ellemanns personlige troværdighed og popularitet mere end måske hans politik, der vil gøre ham til statsminister.

Derfor bør Ellemann i spidsen for Venstre glemme småpartierne og køre selv. Han har alt at vinde.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Benny Damsgaard: Politikernes løn er en møgsag, som bare ikke vil gå væk Benny Damsgaard: Politikernes løn er en møgsag, som bare ikke vil gå væk Næste artikel Mattias Söderberg: Klimaloven skal spises en bid ad gangen Mattias Söderberg: Klimaloven skal spises en bid ad gangen
Uffe Elbæk: Jeg er ikke sikker på, at Alternativet overlever

Uffe Elbæk: Jeg er ikke sikker på, at Alternativet overlever

INTERVIEW: Alle kan se, at Alternativet står på sammenbruddets rand. Men hvordan havnede partiet der så få år efter, det stormede ind i Folketinget? Uffe Elbæk fortæller her om partiets fløje, om den skæbnesvangre beslutning om at melde sig som statsministerkandidat, og hvorfor partiet kan ødelægge det hele for sig selv.