Jarl Cordua: Ellemann skal træde i karakter som partiegoistisk Gammelsmølf

Tirsdag stod oppositionslederen for første gang over for statsministeren i Folketingets spørgetid, og det blev ikke just en mindeværdig premiere for Jakob Ellemann-Jensen.

Sjældent har man set en så usikker og tam præstation. Ellemann forsøgte efter et meget langt tilløb at forhøre Mette Frederiksen i, hvad der blev af den bebudede fyring af alle konsulenterne og den efterfølgende besparelse? Tre milliarder var det vist? Jo, tjoh.

Frederiksen stod fast på, at hun skam stadig mente det, og så skete der faktisk ikke rigtig mere. Det er ikke godt nok.

Mest mærkværdigt er det, at Ellemann forinden friskt og frejdigt havde efterlyst friske idéer til spørgetiden på sin Instagram-profil (er det ikke primært et sted for ret unge mennesker?).

Her væltede det ind med blandt andet forslag om at udspørge Frederiksen om, hvad der kommer til at ske med Socialdemokratiets tilbagetrækningsydelse til "Arne"? Hvorfor tog han ikke fat i det?

Han kunne måske have spurgt ind til, om det er sandt, at regeringen planlægger at tilbyde vennerne i Dansk Folkeparti en de facto genindførsel af efterlønnen til særlige grupper på arbejdsmarkedet, dog med en lidt lavere ydelse? Hvem skal have ydelsen? Hvor meget skal de have? Hvad koster det? Den slags.

Fra nu af og frem bør Ellemanns budskab til blå vælgere være: Kun et stærkt Venstre og samling af blå blok gør det muligt at få en anden statsminister.

Jarl Cordua

I stedet kunne Frederiksen trække sig ud af dysten som suveræn vinder, og det blev nærmest en opvisning i, hvor lidt erfaren Ellemann er i disciplinen spørgetid.

Mandagstrænerens råd er, at Ellemann til næste gang afsøger mulighederne for at finde et emne, som statsministeren ikke kan svare alt for konkret på.

Han bør også skrue en del ned for den indledende floromvundne snak. Det vil også være nyttigt at kunne substansen på fingrene, så man undervejs kan skifte gear og har mulighed for at bore ned i detaljer med potentiale til at få statsministeren på glatis.

Det er i sig selv en stor præstation, for Frederiksen er langtfra en nybegynder. I det hele taget burde han bruge tid på at forberede sig langt bedre trods et heftigt program med at genrejse sit parti. Måske bør Ellemann også spørge sig selv, om han er tilstrækkeligt godt klædt på med hensyn til rådgivning.

Når alt det er sagt, så kan Venstres leder trøste sig med, at de færreste vælgere har set holmgangen, og at der er mere end tre år til næste valg og dermed god tid til at få nogle kilometer i benene.

Stort set alle partiledere har i øvrigt underpræsteret de første gange i rollen under spørgetiden. Det, som falder i øjnene, er dog også, at forventningerne og forhåbningerne til Ellemann især knytter sig til hans talekunster.

Det er hans succes som politisk ordfører og kommunikator, der gør, at han er formand for Venstre i dag. Derfor skal Ellemann inden længe bevise, at tirsdagens usikre præstation på det meget jævne var en enestående svale, der kan tilskrives premiere-nerver og måske manglende forberedelse.

Heldigvis for Ellemann får han allerede lørdag på Venstres ordinære landsmøde i Herning mulighed for at vaske tavlen ren ved at holde en tale til partimedlemmerne, der sætter en retning for partiet, som alle i mødesalen kan se sig selv i.

Det mest oplagte er at tage udgangspunkt i den ro, der er skabt i partiet, efter at man er blevet formandsskiftet kvit. Venstrefolkene elsker at fejre sig selv.

Dernæst ligger det på den flade hånd at angribe S-regeringen for at sælge ud til venstrefløjen. Nu har V og de borgerlige i så mange år samlet til bunke. Nu kommer sprederne og sælger ud med skattestigninger til følge. Den slags. Én fælles modstander vil samle partiet. Det vil være en klassisk strategi i projekt "Samling af Venstre".

Politisk er der enighed i partiet om, at Ellemann ikke skal justere for meget på kursen. Man er blevet lidt mere grøn og har afsat en halv milliard kroner til det grønne på Venstres finanslovsforslag. Så er der da lidt grønt på hylderne, mens det stærke landbrugs-Venstre jamrer over udsigten til, at de bliver ramt af afgifter og yderligere krav fra S-regeringen.

Formentlig vil Venstre også skulle beslutte sig for, om man stadig vil nedlægge regionerne. Det oplagte vil være at droppe den idé. Der vil Ellemann allerede vinde nogle point. Hele ansvaret med sundhedsstrukturen ligger alligevel ovre hos Socialdemokratiet, så hvorfor stå på mål på for synspunkter, der splitter partiet?

Iagttagere peger på Ellemanns dobbelte udfordring med at skulle samle partiet, men også oppositionen. Her går det tydeligvis bedst med at samle partiet, der ligger omkring valgresultatet i meningsmålingerne.

Der er dog dem, der bemærker, at Inger Støjberg med sine skriverier i BT, hvor hun lufter meget generaliserende synspunkter om danske muslimer, udfordrer enigheden i partiet og dermed også formandens autoritet. Det er en helt oplagt idé for journalister at bore i det.

Skriverierne med deres indhold vil sikkert fortsætte, lige indtil Støjberg eller andre i partiet indser, at hun derved udstiller sin formand – altså medmindre han er enig i hendes skriverier? Politikens Kristian Madsen skrev forleden både skarpt og giftigt, at noget tyder på, at Venstre igen har fået et formandskab, og at det er næstformanden Støjberg, der slår taktstokken.

Hvis det bliver billedet i offentligheden fremover, så bør Ellemann overveje, om han ikke bør tage opgøret med hende allerede nu, før det er for sent. Det er før set, at manglende konsekvent ledelse kan ødelægge et partis muligheder på sigt.

Hvis Ellemann vil søge inspiration, så kan han studere, hvordan Anders Fogh Rasmussen blev af med rivalen Peter Brixtofte i folketingsgruppen. Det var ikke elegant, men det skabte fuldkommen ro i partiet.

Problemet for Ellemann er, at Støjbergs autoritet er langt større i partiet, end Brixtoftes var, men hun har i modsætning til den daværende Farum-borgmester alt at miste. Omvendt har Ellemann formentlig en helt anderledes opbakning i sit parti til at opføre sig brutalt mod enhver, der forbryder sig mod hans autoritet.