Jarl Cordua: Ellemann udnyttede Støjbergs stædighed imod hende selv

Venstre ligger i ruiner, efter partiets næstformand Inger Støjberg tirsdag aften efter hårdt pres fra formanden, Jakob Ellemann-Jensen, og med opbakning fra et næsten enigt forretningsudvalg, en række borgmestre og formentlig størstedelen af folketingsgruppen krævede hendes afgang på endnu et historisk og dramatisk forretningsudvalgsmøde i det hårdt prøvede parti.

Det gennem et par årtier helt dominerende borgerlige parti og engang med førstefødselsret til statsministerposten er nu reduceret til en skygge af sig selv. Slidt op af intern magtkamp og elendig ledelse, hvor skiftende formandskaber siden valget har udkæmpet frugtesløse positionskampe, risikerer Venstre nu yderligere at erodere vælgertilliden til partiet.

Halvandet år efter ”Braget i Brejning”, der fjernede den tidligere ledelse, står man så igen efter tirsdagens forretningsudvalgsmøde med et dybt splittet parti og en afsat næstformand, hvis fremtid i partiet er uvis, men hvor hendes mange støtter allerede maser sig frem for at finde døren ud af partiet. De kommende dage vil vise, hvor slem åreladningen bliver, men Venstre bør frygte det værste.

Det står nu mere klart end længe, at partiet befinder sig i en alvorlig krise, hvor hårdtarbejdende folketingsmedlemmer og byrådsmedlemmer frustrerede må se på, hvordan deres bedste år i politik nu risikerer at blive ødet væk på grund af permanente magtkampe i ledelsen, der helt skygger for partiets politiske kommunikation, og i øvrigt får vælgerne til at gå i en stor bue uden om Venstre.

Venstre ligger dog helt, som man har redt. For det er Venstres landsmødedelegerede, der bærer hovedansvaret, da de i efteråret 2019, i hvad man kunne kalde enestående kollektiv naivitet, fik bildt sig selv ind, at det var en fordel for partiet, hvis man sammensatte en ledelse, hvor en selvbevidst næstformand skulle fylde ganske meget i forhold til en meget uerfaren ny formand.

I øvrigt en næstformand som gjorde en dyd ud af at ville sidde på bagsmækken og korrigere den lagte linje – ikke mindst på udlændingepolitikken - uden dog selv tidligere at have vist, at hun kunne byde ind med noget med hensyn til strategi, politikudvikling mv. 

Ellemanns statsministerkandidatur ligner mest et træ, som Nye Borgerlige og DF ved enhver given lejlighed kan tisse op af.

Jarl Cordua

Alle betænkeligheder og kritik af beslutningen blev fejet bort af de selvsikre venstrefolk, der stædigt forsvarede Støjbergs ret til at gå formanden i bedene med korrigerende særmeldinger, hvilket naturligvis udstillede ham gang på gang.

Ellemanns store fejl, som han også blev advaret imod at begå, var, at han i det hele taget accepterede, at landsmødet udstyrede ham med en næstformand, som han ikke selv havde valgt. Han skulle naturligvis have betinget sig, at han selv valgte en næstformand, der aldrig kunne puste ham i nakken, kendte sin plads og i øvrigt evnede at tøjle et ego, der var svulmet op af tilbedende tilhængere, som ser hende som en slags politisk halvgud.

Valget af Støjberg til næstformand blev et dårligt kompromis, der også bundede i, at Støjbergs støtter i virkeligheden ikke havde den store tillid til Jakob Ellemann-Jensen som formand og i realiteten havde foretrukket Støjberg, der dog selv var helt uspiselig for en anden stor del af partiet.

Næstformandsposten blev en slags trøstepræmie til alle dem, der delte hendes udlændingepolitiske synspunkter, og som værdsatte hendes provokerende, men stålsatte retorik, der er ganske velegnet i agitations-øjemed, men som også støder andre vælgere fra sig.

Det er også en form, der støder på visse vanskeligheder, når hun som minister samtidig skal administrere efter lovens bogstav og de tiltrådte flygtningekonventioner. Det ser vi nu, hvor selv Venstre melder sig klar til at støtte en rigsretssag mod hende.

For halvandet år siden så Venstre – og også nogle af hendes kritikere – hende udelukkende som et vælgermobiliserende aktiv og lullede sig derfor gerne ind i hendes senere advokats forsikringer om, at Støjberg aldrig ville komme for en rigsret. Mængden af fejlvurderinger i Venstre er så enorm, at der bør kalde på en grundig selvransagelse i hele partiet. Hvordan kunne man tage så meget fejl?

På den anden side endte de meget klare, men for Venstre overraskende, konklusioner i Instrukskommissionens delrapport samtidig med at være de helt afgørende byggesten, som Ellemann kunne bruge til at bygge en endelig sag mod Støjberg.

Nu kunne han skille sig af med en næstformand, som han i øvrigt på intet tidspunkt i deres halvandet år i ledelsen af partiet evnede at få et samarbejde med, og hvor en stribe sager om illoyalitet gennem tiden viste sig nyttige til at overbevise forretningsudvalg og en stribe borgmestre om, at Støjbergs tid som næstformand nu måtte have en ende.

Ellemann viste sig også at kunne udnytte Støjbergs berømte stædighed og skråsikkerhed mod hende. En skarp konklusion i et avisinterview til Jyllands- Posten mandag om Venstres position med hensyn til at stemme for en rigsretssag fik Støjberg til at undsige ham på Facebook og udfordrede dermed hans autoritet.

Det gjorde det herefter relativt nemt at udstille over for parti, folketingsgruppe og senest forretningsudvalg, at de nu måtte vælge mellem ham som formand eller følge den vingeskudte næstformand med det ene ben i en rigsretssag.

Det bidrog sikkert til at overbevise tvivlere, at man i medierne samtidig kunne se næstformanden føre en regulær spinkrig mod formanden per stedfortræder. Det sås blandt andet ved, at en gammel allieret i skikkelse af politisk kommentator, optrådte i medierne med en udlægning af sagen, der angreb Ellemanns troværdighed og håndtering med afsæt i detaljer fra møder, der kun kunne stamme fra Støjberg selv.

Det kunne nok gå, hvis Støjberg havde nøjedes med at lufte en vis uenighed, men i øvrigt lod det blive ved det. Men uforsonligheden og hårdheden i angrebene på formanden med påstande, som i al fald forretningsudvalget opfattede som usande, har bare underbygget Ellemanns sag om, at Støjberg måtte gå som næstformand.

Måske Støjberg med fordel kunne have søgt inspiration i salig Erling Olsens (S) ord om, at det er bedre at tabe ansigt end at miste hovedet. I stedet førte stædigheden til hendes fald.

Det mærkelige er i grunden, at Støjberg med sine tyve år i politik – heraf flere på ledende poster i partiet – åbenbart aldrig selv indså, at hun havde direkte kurs mod afgrunden med sin hang til hele tiden at korrigere formandens positioner. Hvad drev hende til det?

Politisk har Venstre ikke flyttet sig udlændingepolitisk, som alle ved ligger Støjberg på sinde. Tværtimod har Ellemann selv taget et herresving til højre i spørgsmålet for at sikre sig, at han ikke kan skydes i skoene, at han skulle være radikal, som han får skyld for af Støjbergs tilhængere på de sociale medier. Hendes trofaste forbundsfælle Mads Fuglede er endda partiets udlændinge- og integrationsordfører.

Rummer Støjbergs egen forfængelighed svaret på spørgsmålet? Blev hun så beruset af opbakningen fra sine mange følgere, der konstant skrev hyldester til hende med krav og håb om, at hun da ikke snart overtog rorpinden fra denne håbløse umulius Ellemann? Eller handlede det om en vrede over, at Ellemann ikke fortsat satsede hele partiets fremtid ved at stille sig bag hende i en rigsretssag, som hele tiden rykkede tættere på?

I al fald valgte hun at løbe linen ud og overspille sine sidste kort på hånden, der i sidste ende gav Ellemann mulighed for at stække hende, og dermed sikre ham fuld kontrol over partiet uden at skulle tage hensyn til næstformandens eventuelle positioner. Flere vil i dag nok mene, at det burde være sket sidste år, ved at man havde valgt en anden næstformand end Støjberg.