Jarl Cordua: Ellemann vælger den totale kapitulation til Støjbergs udlændingepolitiske linje

Både De Konservative og Nye Borgerlige gør til stadighed en del ud af profilere sig som liggende til højre for Venstre i udlændingepolitikken, og der har Ellemann med sin fortid som en liberal, der ser med skepsis på presset mod stadigt mere hård udlændingepolitik, været en gefundenes fressen.

Da Ellemanns mangeårige ven, Marcus Knuth, i november i fjor skulle finde døren ud af Venstre til De Konservative, skete det netop med henvisning til, at De Konservative havde en langt hårdere flygtningepolitik end Venstre.

Ingen i Venstre kunne dog huske, at De Konservative, mens man sad i regering, havde krævet en hårdere udlændingepolitik, men det var en detalje, der druknede i Knuths underliggende budskab om, at hans foretrukne formand og ven, som han havde bakket op til at blive ny Venstre-formand, var en slags radikal flygtningeven, som der ikke var noget perspektiv i at støtte.

Det er i øvrigt et billede, som fortsat tegnes af ganske mange af de borgerlige vælgere, der er meget optagede af en udlændingepolitik hinsides Grundlovens og konventionernes begrænsninger.

De sociale medier bugner derfor af indlæg, der repeterer synspunktet om, at Ellemann – ligesom sit fædrene ophav – er et flygtningepolitisk bløddyr, hvorfor det giver mere mening for partier med en udtalt stemmemaksimeringsstrategi som de hårdt rivaliserende Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti at bekræfte højrefløjsvælgeres billede af Ellemann fremfor alternativt at tage ham i forsvar og gøre ham til deres egen statsministerkandidat.

Partiformændene Pernille Vermunds (NB) og Kristian Thulesen Dahls (DF) symboltunge cafémøder og sommerbesøg hos Inger Støjberg foreviget på de sociale medier handler selvfølgelig ikke kun om opbakning til Venstres næstformand i den sag, der verserer i Instrukskommissionen.

Det handler naturligvis også om at udstille Venstre som et ustabilt parti med på dette tidspunkt to forskellige udlændingepolitikker: Næstformandens stramme og formandens "radikale" politik.

Politisk kan det for Støjberg kun være tilfredsstillende, at hendes egen formands afklaring af sine holdninger på sommergruppemøde kun kan opfattes som den totale kapitulation til hendes udlændingepolitiske linje.

Spørgsmålet er, om Ellemanns seneste forsikringer om, at han i hvert fald siden flygtningekrisen i 2015 har ændret holdning til flygtningeproblematikken med pludselig lovprisning af Pia Kjærsgaard, der ophøjes til den hellige madonna indenfor dansk udlændingepolitik, gør noget indtryk på vælgerne eller opleves som troværdig.

For hvor har han været henne i den debat, siden han blev formand sidste år? Spørger man i Venstre, får man en forklaring om, at Ellemann har brugt tiden på at rydde op i organisationen og fået et nyt rådgiverhold sat på skinner.

Han har gennemført ordførerkabale uden de store dikkedarer og fået sat skik på partiet efter det kaotiske ledelsesopgør sidste år.

Coronaforåret får selvfølgelig sin del af skylden. Nu forsikrer man i Venstre, at formanden er klar til at kaste sig ind i debatterne, hvilket må betyde, at Venstre også vil deltage i de udlændingepolitiske overbud, som har præget dansk udlændingepolitik i de senere år.

Det er eksempelvis det område, hvor politikerne forsikrer vælgerne om, at det sagtens kan lade sig gøre ved hjælp af nogle håndfaste politiske beslutninger at sende afviste flygtninge afsted til lande, der ellers på forhånd har gjort det krystalklart, at de ikke vil tage imod dem eller opbevare dem.

Eller forestillingen om, at man kan sende kriminelle "udlændinge" ud af landet, selv hvis de har dansk statsborgerskab.

Det er også på højrefløjen, at man drømmer om at nægte muslimer at bygge bedesteder, selvom det er sikret i Grundloven.

Det er utvivlsomt også en idé, der har udbredt appel blandt de mange Venstre-vælgere, der i øvrigt ikke holder sig tilbage på de sociale medier med kravet om, at Støjberg bør være Venstre-formand i stedet for Ellemann. 

Ellemanns fald i meningsmålingerne og den yderste højrefløjs hidtidige afvisning af Venstre-formanden som deres statsministerkandidat har fået kommentatorer til at flokkes om partiformand Søren Pape Poulsen (K), som de pludselig ser som en mulighed, der kan gøre Ellemann rangen stridig som blå bloks leder.

Indtil videre bakker Pape dog Ellemann op også som de konservatives statsministerkandidat. Det står han sig godt ved.

De Konservative ligger stadig med de aktuelt pæne meningsmålinger under valgresultatet i 1998, der for de næste i al fald 22 år afgjorde, hvem der er storebror og lillebror i blå blok.

Det er dog forståeligt, at det noget medieskabte illusionsnummer om, at De Konservative med de nuværende målinger skulle være rival til Venstre, skaber håb for Søren Pape, der kan tilskrives hele æren for, at partiet ikke blev udraderet, som der i en periode var fare for.

Papes held er, at der fortsat ikke er nogen udbredt forventning om, at han en dag ender som blå leder, og han ligner heller ikke en, der selv tror på det.

Det kræver i øvrigt også, at Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige pludselig ser en idé i at pege på ham. Pape har ikke selv deltaget med markante udtalelser i den udlændingepolitiske debat, der afskiller sig væsentligt fra, hvad offentligheden nu hører fra Venstres leder.

De stramme meldinger har han hidtil overladt til folk som Marcus Knuth, Rasmus Jarlov og Naser Khader, som på forskellig vis giver den i rollen som de konservatives udlændingepolitiske tæskehold. 

I Venstre regner man ikke med, at Ellemanns omvendelse til – eller i al fald nye betoning af – "stram udlændingepolitik" og forsagelse af de radikale kan give noget større vælgermæssigt henfald på midten, for eksempel hvis Venstre-vælgere i stedet vælger Radikale Venstre eller sofaen i foragt.

Få radikale har Venstre som deres "andetvalg" i vælgerundersøgelserne. Det efterlader derfor Venstre tilbage med det valg at gå mod højre og slå ind på en vælgermaksimeringsstrategi, hvor det i mindre grad handler om at fortælle vælgerne, hvad man mener som parti, men mere om at adoptere vælgernes synspunkter i håb om at vokse sig større.

Man må derfor regne med, at Venstre nu vil deltage på fuld skrue i den udlændingepolitiske råbekonkurrence, hvor Venstre-formanden hele tiden vil blive testet på, hvor langt han vil gå.

Spørgsmålet om denne nylige afklaring af Venstre-formandens udlændingepolitiske position og hans behov for at frasige sig et fiktivt regeringssamarbejde med Radikale Venstre, som ingen nogensinde har troet på, har torpederet mulighederne for et samarbejde mellem Venstre og Radikale Venstre om at presse regeringen i den økonomiske politik.

Med Dansk Folkepartis angreb på Ellemanns alliance med Østergaard blev Venstre-formanden nærmest banket på plads, og det passer helt sikkert statsminister Mette Frederiksen (S) godt, at Thulesen Dahl og hans avisannoncer i juli tilsyneladende har spoleret eller har kølnet den alliance, der ellers kunne have vist sig irriterende under forhandlinger om blandt andet CO2-afgift.

Så er der samtidig pludselig også skabt frirum til, at Thulesen Dahl og Frederiksen kan fortsætte deres treårige forståelse eller alliance med at lave forlig om Arne-pension og andre ting.

Men den alliance skal Venstrefolkene omvendt ikke nyde noget af at angribe.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.