Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Frederiksen og Ellemann har sat Pape skakmat i udlignings­kampen

KOMMENTAR: Socialdemokratiet og Venstre har som hovedarkitekter bag udligningaftalen sikret, at Konservative er taberen på lang sigt. Aftalen udstiller partiets politiske impotens, skriver Jarl Cordua.

Spørgsmålet er, om partiformand Søren Pape Poulsen (K) besidder de rette evner ledelsesmæssigt til at søsætte og lede et projekt, der udfordrer Venstre, skriver Jarl Cordua.
Spørgsmålet er, om partiformand Søren Pape Poulsen (K) besidder de rette evner ledelsesmæssigt til at søsætte og lede et projekt, der udfordrer Venstre, skriver Jarl Cordua.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Efter års diskussioner faldt en aftale om udligningsreformen tirsdag på plads.

Hovedarkitekterne i planen er de to store borgmesterpartier, Socialdemokratiet og Venstre, der dog med enkelte indrømmelser til De Radikale også fik tilslutning fra SF og resterne af Alternativet.

Overordnet er der tale om en justering af regeringens oprindelige udspil fra februar. Dengang var der tale om en ideologisk markering, der flyttede yderligere milliarder af kroner fra borgerligt ledede, ofte velhavende kommuner omkring hovedstaden til stort set resten af landet, men som især tilgodeså de københavnske og ofte socialdemokratisk ledede vestegnskommuner. 

Det sidste var en ikke uvæsentlig faktor, da det sønderrev den alliance, som hovedstadskommunerne havde med hinanden om at bevare hovedstadsudligningen, hvor de fattigere hovedstadskommuner tidligere blev kompenseret af de rigere kommuner samme sted. Den alliance er med den nye aftale formentlig brudt ned for altid.

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Regeringen valgte i februar altså entydigt side for de fattigste udkantskommuner i hele landet, men også for mange af deres egne kommuner med mange indvandrere i storbyerne, heriblandt Vestegnen. Det passede perfekt til regeringens egen selvforståelse og profil. 

Dermed overlod regeringen det til Venstre at indtage positionen som dem, der skulle kæmpe for resten. Det vil sige de borgerlige, ofte velhavende hovedstadskommuner, der dog er vigtige, hvis Venstre fortsat skal være relevant som et parti også for hovedstaden og dermed vælgere i Østdanmark, hvor man ikke altid står stærkt.

Paradoksalt nok har Socialdemokratiet og Venstre sikret sig, at de konservative står som sikre langsigtede tabere.

Jarl Cordua

Det var ikke en nem position, men Venstre kunne gå ind i forhandlingerne med to hovedkrav.

Man ville ikke være med til at "forgylde" vestegnskommunerne med de mange indvandrere, og man ville ikke tage ansvaret for enorme skattestigninger i de borgerlige kommuner omkring hovedstaden som følge af Socialdemokratiets omfordelingsbehov.

Regningen skulle ikke bare lægges i Rudersdal og Gentofte, men finansieres med flere penge fra den store fælles statskasse, der kunne afbøde virkningen for de rige kommuner. Ud fra disse positioner kom der – af brydsomme veje – et kompromis. 

Lækagen fra Finansministeriet fra forhandlingerne til Jyllands-Posten i februar og det deraf følgende kortvarige forhandlingssammenbrud forbedrede Venstres forhandlingsposition og skaffede endnu flere penge fra statskassen til forhandlingsbordet.

Det har sikkert også hjulpet på finansminister Nicolai Wammens (S) velvilje, at han gerne ville nå at blive færdig, så en aftale kunne være i hus, inden han skal forhandle den årlige økonomiske rammeaftale med kommunerne i juni. Venstre har selv følt presset fra egne borgmestre, hvilket også har medvirket til forhandlingsviljen.

For den socialdemokratiske regering er der – trods de mærkværdige, pinlige fejltrin og en spindoktormaskine helt ude af kontrol – ganske meget at fejre.

Helt konkret har man fået en holdbar aftale efter en opgave, som så svær ud i udgangspunktet, og som det ikke lykkedes for Løkke-regeringen at komme i mål med.

Et årtis slagsmål er nu lagt i graven, og der er skabt ro om kommunernes økonomi. Finansministeren personligt kan tage sin store del af æren, mens de færreste er imponeret af indenrigs-og socialminister Astrid Krag (S), der talte sort på pressemøderne og undervejs demonstrerede sit manglende overblik over stoffet.

Til gengæld lykkedes strategien med at fremstille sig selv som de fattiges værner og de riges ris, mens Venstre til dels blev overladt pladsen som de rige kommuners forkæmper.

Wammen kunne på pressemødet fremhæve ikke uden triumf i stemmen, at både Gentofte og Rudersdal kommuner fortsat får lov at betale mere ved kasse et. 

For Venstre er det også en god aftale. Forhandlingerne viste, at det store oppositionsparti stadig har kræfter, der kan matche regeringen i forhandlingsspillet.

Venstres forhandlere, finansordfører Troels Lund Poulsen og politisk ordfører Sophie Løhde, gav en opvisning i, at mange års erfaring omkring et forhandlingsbord kan omsættes til konkret politisk indflydelse.

Partiet kom således igennem med begge hovedkrav med flere milliarder til bordet, mens udlændingeudligningen blev halveret. 

Aftalen ser også ud til at glide ned de fleste steder i Venstres bagland, selvom ikke alle Venstre-kommuner står som vindere, efter at Venstre har påvirket aftalen.

Det gælder vestegnskommuner som Greve og Glostrup. Andre kommuner som Rudersdal får regningen barberet væsentligt ned, og det samme gælder for en række andre konservativt ledede kommuner i hovedstadsområdet.

Rudersdals Venstre-borgmester, Jens Ive, der er den uofficielle leder af Venstres kommunale netværk i hovedstaden, var tilfreds, selvom at hans kommune fraregnet København og Gentofte står til at aflevere flest penge til udligningen.

Læs også

For den for tiden noget pressede Venstre-leder, Jakob Ellemann-Jensen, er det også hjælpsomt, at han nu til sit kommunale bagland kan levere den vare, som har været efterspurgt i lang tid.

For første gang i årevis er der skabt ro om kommunernes økonomi, og de kan nu begynde at planlægge efter det. En tung byrde er dermed løftet af den nye formands skuldre.

Man kan dog undre sig over, hvorfor Venstre-formanden ikke benyttede lejligheden til sammen med politisk leder Morten Østergaard (R) og partiformand Pia Olsen Dyhr (SF) at tage æren for resultatet, da aftalen blev præsenteret.

Den manglende tilstedeværelse på pressemødet tirsdag lægger til i vurderingen hos de skeptikere, som i stigende grad bekymrer sig over, at Venstres formand har det med at undvige opmærksomheden, når det ikke bare handler om de store paroler, men hvor der skal præsenteres substans.

Forklaringerne kan være mange, men det er mærkværdigt, at Ellemann bare overlader det til en løjtnant at præsentere måske dette års største politiske aftale. 

Set med hovedstadens briller overordnet er det endnu en skidt aftale, der flytter endnu flere penge ud af hovedstadskommunerne over ét.

Værst er det imidlertid, at den gamle alliance mellem kommunerne omkring hovedstaden nu er nedbrudt for altid, og hvor der med hovedstadsudligningens fald ikke længere er incitamenter, der kan genskabe dette sammenhold, når hundeslagsmålet begynder igen om fem, ti eller 15 år.

Samtidig er modparten – udkantskommunerne – professionelt organiseret i flere lobbyorganisationer, og blandt medlemmerne tælles også kommuner, der grænser op til hovedstadens omegnskommuner.

Deres stormløb mod skiftende regeringer for at kræve yderligere udligning og udflytning kan og vil fortsætte trods denne aftale, som også må ses som en kæmpesejr til udkantslobbyen.

Det er i øvrigt ikke kun udkantskommuner, der bliver kompenseret med denne aftale. Det er ikke længere de sædvanlige fattige fætre omkring Lolland-Falster og Vestsjælland, som er på støtten.

Det gælder hele Nordjylland, hele Fyn, hele Vestjylland og hele Sønderjylland. Selv relativt store byer som Aalborg, Odense, Vejle og Venstres mønsterkommune, Herning, er nettomodtagere af udligningen.

Der er nærmest ingen landsdel eller kommune udenfor Aarhus-området, hovedstaden og Fanø, der efter denne udligningsaftale kan klare sig selv.

Balancen mellem storbyerne og resten af Danmark er tippet for længst, nu hvor stort set alle kommuner får del i udligningen.

Med hovedstaden splittet er det derfor nu kun politikerne på Christiansborg, herunder de folkevalgte fra hovedstadsområderne eller Aarhus-området, der kan stå imod et pres om mere udligning i fremtiden.

Der er selvfølgelig den mulighed, at et parti kunne lukrere politisk på denne sag, nemlig Konservative, som kunne sætte sig igennem som "hovedstadens parti".

Men paradoksalt nok har Socialdemokratiet og Venstre sikret sig, at de konservative står som sikre langsigtede tabere.

Det er sket ved, at Socialdemokratiet og Venstre har forpligtet sig til i fremtiden aldrig at indgå en aftale uden modparten. Altså en slags eksklusivaftale, der forhindrer et flertal i rød blok eller blå blok at gå solo, og dermed også forhindrer Konservative i at kunne presse Venstre til ændringer den dag, der måtte opstå et blåt flertal igen.

Eksklusivaftalen er selvfølgelig blevet til i erkendelse af, at de to partier har et skæbnefælleskab, men også en anerkendelse af hinanden som modpart, og at de to partier er dem, der i al fald lige nu er de mandatmæssigt magtfulde i de to blokke, men også i kommunerne.

Aftalen udstiller dermed Konservatives politiske impotens i denne sag, men den er også et klart og fjendtligt signal fra Venstre om, at man har luret Konservatives slet skjulte ambitioner om igen at blive det dominerende parti i blå blok på Venstres bekostning.

Måske var det i kådhed over det for Venstre gode resultat, at Sophie Løhde på pressemødet tirsdag fik sagt, at Konservative selv havde forladt forhandlingerne.

Måske mente hun det. I al fald gik en række konservative folketingsmedlemmer amok på Twitter over udtalelsen, hvor Sophie Løhdes kommentar blev besvaret med skarpe gloser som "meget illoyalt" og "løgn", da De Konservative mener, at de blev smidt ud af forhandlingerne af regeringen.

Konservative har i al fald ret i, at regeringen fra begyndelsen gik efter en aftale med Venstre. En analyse, som den konservative partiformand, Søren Pape Poulsen, i februar nærmest anerkendte rimeligheden af – velsagtens i lettelse over ikke at skulle tage del i ansvaret for en reform, der ville gå ud over hans partis borgmestre. 

Hvor nogle konservative har været meget kritiske overfor aftalen, er Pape selv tilbageholden med at træde op på den høje klinge. Det er blevet til kritik af timingen.

Skulle man ikke afvente coronakrisens konsekvenser? Jo, tjo. Kunne man ikke lave beregninger af epidemiens økonomiske følger for kommunernes økonomi? Sikkert, men det er meget usikkert, og reformen er mest af alt en omfordelingsøvelse på det lange sigt. Økonomien her og nu som følge af krisen må man tage med Finansministeriet om en måned.

Imidlertid ønsker kommunerne en afklaring nu, så de kan planlægge deres langsigtede økonomi. Ventede Christiansborg-politikerne med at forhandle til efteråret, ville det næppe ændre meget, og man er kommet tættere på kommunalvalget, hvilket kommunalpolitikerne ville undgå. 

Hvor utilfreds kan Pape i øvrigt tillade sig at være? Han er valgt i Vestjyllands Storkreds, hvor samtlige kommuner nyder godt af aftalen. Vil man se Pape i kampagne for at få den aftale omstødt? Helt sikkert ikke.

Der er selvfølgelig den mulighed, at Konservative benytter muligheden for at fiske i rørt vande, så længe det er en sag, som optager folk. For eksempel frem til kommunalvalget.

Men her støder man også ind i problemer. På Frederiksberg, hvor Konservative sidst var faretruende nær ved at miste magten, måtte den nye borgmester Simon Aggesen udfolde stor kreativitet i at lyde utilfreds og bekymret, da den nye aftale pludselig fik vendt et pænt smæk til sølle 27 kroner ekstra årligt per borger i merudligning.

Jo, nu skulle borgmesteren lige læse det med småt, og man ved aldrig, hvad der kunne være af ekstraomkostninger. I Høje Taastrup kunne den konservative næsten-og-lige-ved-formand Michael Ziegler erklære sin tilfredshed og takke Venstre, da et minus i millioner med partiets mellemkomst var vendt til et plus.

Det bliver næppe Høje Taastrup-borgmesteren, der går ud og fører kampagne mod aftalen. Også selvom Venstres formand forbløffende urutineret på Twitter forsøgte at indforskrive Michael Ziegler i Venstres kampagne for aftalen, hvad borgmesteren trods alt – og egentlig ganske forståeligt – gerne ville have sig frabedt. 

Så kunne Konservative sætte deres lid til Gentoftes borgmester, Hans Toft – eller som han hedder i Ekstra Bladets jargon – "rigmandsborgmesteren", der stadigvæk er vred over, at regeringen "hugger" pengene fra kommune, hvorfor der ingen vej er uden om end at sætte kommuneskatten op.

Ifølge reformen har forhandlingerne dog fået nedsat regningen til Gentofte med lidt mere end det halve beløb fra 343 millioner årligt til 164 millioner kroner årligt.

Henset til, at Hans Toft er berømt eller berygtet i de konservative kredse for at holde sig på miles afstand og helt ude af samtlige af partiets valgkampagner, er det næppe Gentoftes borgmester, som man skal regne med i en central valgkampagne vendt mod udligningsreformen.

Med Hans Toft, Simon Aggesen og Michael Ziegler ude, og en partiformand, der også får svært ved at tale reformen ned i Vestjyllands valgkreds, er det et på forhånd helt tabt slag.

Hvis Konservative omvendt fremturer med at grave grøfterne dybere til Venstre, hvad man allerede er i gang med Marcus Knuths faneflugt til Konservative og det "medlemsfiskeri," som alle vedgik forud, vil det naturligvis erodere det i forvejen ganske ramponerede blå samarbejde, hvor også Venstre og især formanden bærer et tungt ansvar for, at tingene ikke eskalerer yderligere.

Det duer simpelthen ikke, at Sophie Løhde eller Jakob Ellemann-Jensen provokerer de konservative unødigt. 

Man kan vel sige, at den opblussende rivalisering mellem Venstre og Konservative er en slags ekstra bonus for Socialdemokratiet.

Dermed minder de tidlige 2020'ere om sidste halvdel af 1970'erne, hvor Konservative med held forsøgte at erobre den borgerlige førertrøje fra Venstre.

Få er efterhånden i tvivl om, at ambitionerne hos Konservative er tilstede. Og de er næret af åbenlyse svagheder i Ellemanns lederskab.

Spørgsmålet er imidlertid også, om Søren Pape Poulsen besidder de rette evner ledelsesmæssigt med at søsætte og lede et projekt, der udfordrer Venstre, som hans nære rådgivere og ambitiøse løjtnanter tydeligvis utålmodigt presser på for.

Hvilken sag skulle det i givet fald være, og har Pape i det hele taget mave og råstyrken til det? Hos Venstre er man i al fald opmærksomme på sagen, mens man afventer Papes næste træk.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00