Jarl Cordua: Højere politikerløn kan udløse et tabloidt ramaskrig

"Det, som ikke kan forklares, kan ikke forsvares."

Sådan lyder det gamle mundheld i kommunikation, der navnlig gælder, når det drejer sig om politisk kommunikation. Gyldigheden viser sig også i en moderne verden styret af hurtige medier, der udkommer 24 timer i døgnet, og ikke mindst på de sociale medier, hvis emnet har potentiale til at sætte ild i vælgerindignationen.

En sådan sag, der er svær at forklare, er naturligvis folkevalgte politikeres løn- og pensionsforhold, som nu igen er kommet på dagsordenen – naturligvis godt hjulpet på vej af tabloidpressens latente interesse for dette stofområde og medfølgende skarpe vinkling af historierne, så forargelseslamperne hos læserne lyser maksimalt rødt.

Det er især politikernes pensionsvilkår og især ordningen med livstidspension, der står for skud, og som mange mener er rigeligt pæne. Især når det ligger ligefor at sammenligne med forholdene for almindelige danskere, der som bekendt de seneste 20 år har oplevet reformer, der har forringet muligheder, forhold og løbetid for blandt andet efterløn og folkepension.

I al fald tegner der sig nu et pænt flertal i Folketinget for at tage et opgør med de nugældende løn- og pensionsvilkår for folketingsmedlemmerne. Der er nu udsigt til, at diskussionen skydes til hjørne og dermed i første omgang havner i et længerevarende udvalg, der skal pudse et gammelt forslag af, som tilbage i 2016 blev præsenteret af en gruppe embedsmænd, der havde arbejdet på det i to år.

Forslaget fra denne Vederlagskommission med tidligere DR-bestyrelsesformand og departementschef i Forsvarsministeriet Michael Christiansen i spidsen går i meget korte træk ud på at forringe de kritiserede – og svært forklarlige – lukrative pensionsforhold, men i stedet lade selve lønnen – eller vederlaget, som det hedder – stige med 15 procent på én gang.

Ellemann-Jensen beskrives som nærmest "lidenskabelig", når det kommer til at tage et opgør med alle tendenser, hvor Venstrefolk fanges i situationer, hvor de ser lige vel bjergsomme ud.

Jarl Cordua

Dengang strandede forslaget efter at være blevet lækket til pressen, hvorefter de enkelte partier faldt fra ét for ét. For nylig udtalte Christiansen til programmet "P1 Bagklog" om oplevelsen: "Hvis jeg skal se tilbage på 50 år i det offentlige, er det nok det mest beskæmmende, jeg har været ude for."

Med forslaget i skraldespanden endte sagen med, at de to store partier S og V gik sammen og lavede en aftale, der dog ikke gjorde op med de kritiserede pensionsforhold. Det fik dog ikke diskussionen til at gå i stå.

Aflønning af politikerne er et lige så gammelt diskussionsemne som demokratiet. I det gamle Athen, hvor demokratiet blev opfundet som styreform, drøftede man også, om det nu var nødvendigt at aflønne politikerne. Kunne de dog ikke nøjes med æren ved at tjene folket?

Ingen – eller symbolsk lav løn – favoriserede de formuende, der som de eneste dermed havde mulighed for at gå ind i politik, mens de fattige på anden vis måtte arbejde for føden og måske var nødsaget til at droppe politik.

Der var så også den mulighed, at man som politiker kunne skaffe sig indtægter på anden vis, hvorved svage sjæle kunne forfalde til korruption. Var det så ikke bedre, at alle samfundsforhold kunne opretholde en nogenlunde levefod og dermed fik mulighed for at yde en politisk indsats for fællesskabet uden at have et behov for at lade sig købe?

Et argument for pæn aflønning er også, at talentfulde ambitiøse mennesker ellers holder sig væk, fordi erhvervslivets aflønningsvilkår er mange gange større end det, man kan få for politisk arbejde, til trods for at aflønningen ligger pænt over gennemsnitsvilkårene for menigmand.

I gennemsnit tjener en dansker 320.000 kroner om året før skat, altså cirka 26.700 kroner om måneden.

Lige nu får et medlem af Folketinget et grundvederlag på 51.358 kroner om måneden. Oveni kommer et skattefrit omkostningstillæg på op til 5.047,25 kroner om måneden, som man groft sagt kan gange med to og lægge oven i det første beløb.

Det svarer til en årsindtægt på knap 740.000 kroner eller små 62.000 om måneden før skat. Det er mange penge sammenlignet med gennemsnitsdanskeren, men niveauet får svært ved at konkurrere med cheflønninger, både i det offentlige og private.

Mest radikalt går Enhedslisten til værks, der har en regel om, at vederlaget for folketingsmedlemmerne reguleres ned, så det passer til gennemsnittet for en Metal-arbejder. Det skattefrie tillæg får man lov at beholde. Resten af indtægterne ryger i partikassen.

Vederlagskommissionens forslag, som nu er kommet til ære og værdighed igen, får umiddelbart opbakning fra stort set alle partier. Der er dog nuancer.

Der er bred enighed om at tage opgøret med selve pensionsdelingen, som flere partier mener skal ligge på niveau med de pensioner, der gælder på det øvrige arbejdsmarked. Det mener for eksempel SF. Så det må det ende med til sin tid, når politikerne endelig skal tage stilling.

Men hvad så med selve vederlaget, det vil sige lønnen? Skal den tilsvarende hæves, som Vederlagskommissionen i sin tid foreslog, og som var grunden til, at politikerne fik kolde fødder?

Her er holdningen mere splittet. DF siger blankt nej. Det samme ventes Enhedslisten at gøre. Nye Borgerlige vil ikke bruge flere penge samlet set. Alternativet, Radikale, Konservative og LA bakker op om Vederlagskommissionens fulde forslag.

Venstre vil ikke forringe vilkårene samlet set for politikerne og ender dermed omtrent på samme holdning. Det ventes S også at være. Og hvad med SF, der dengang var blandt de første partier til at stikke af?