Anmeldelse af 

Jarl Cordua: Kaare R. Skous mislykkede bog om VLAK-regeringen er en gedigen skuffelse

ANMELDELSE: Som journalistisk værk er Kaare R. Skous bog om VLAK-regeringen og blå bloks kollaps en gedigen skuffelse. Men som debatbog har bogen bestemt sine kvaliteter, især hvis man deler forfatterens politiske syn på verden, skriver Jarl Cordua.

Kaare R. Skou er i sin nye bog ikke bare kritisk, men forarget – ja vred over den førte politik under Lars Løkkes VLAK-regering, skriver Jarl Cordua.
Kaare R. Skou er i sin nye bog ikke bare kritisk, men forarget – ja vred over den førte politik under Lars Løkkes VLAK-regering, skriver Jarl Cordua.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Jarl CorduaAf Jarl Cordua
Politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno

Det blå Danmark ligger for tiden totalt i ruiner, og derfor er det ikke utidigt, at TV 2's mangeårige tidligere redaktør og Christiansborg-journalist, Kaare R. Skou har givet sig i kast med at beskrive hele baggrunden for, hvorfor det kom så vidt. Det sker med udgivelsen ”Blå Vinter” med den sigende og retvisende titel ”Det borgerlige Danmarks kollaps – Lars Løkke Rasmussens VLAK-regering 2016-2019”. 

Snyder ved første øjekast
Der er tale om et værk, der umiddelbart snyder ved første øjekast. Desværre i negativ betydning. Den forudsætningsløse læser forestiller sig nok et neutralt journalistisk værk, hvor der er brugt tid på at endevende politiske dramatiske situationer og tiltag af betydning i disse skæbnesvangre år.

Denne bog ikke er noget klassisk journalistisk værk, men en bog om Kaare R. Skous personlige syn på en regering og en politisk udvikling, der byder ham uendelig meget imod.

Jarl Cordua
Politisk kommentator

Det plejer for den slags historiske bøger at være en præmis, at forfatterens egne politiske synspunkter er trængt helt i baggrunden og måske blot anes undervejs. Og hvor fokus er på at forklare læseren, hvad der skete uden, at man skal købe ind på forfatterens verdensbillede. Det er ikke tilfældet hos Kaare R. Skou, der fuldstændig har kappet tovene til den tilstræbte objektivitet og i stedet har skrevet 500 sider, der fremstår som én lang politisk kommentar til den nyere politiske Danmarkshistorie.

Denne anmelder skal være den sidste til at beklage, at Skou giver sit besyv med, og på bogens bagomslag beskrives ”Blå Vinter” korrekt som ”en personligt ført politisk journal over to og et halvt års politisk lovgivning dikteret af islamofobisk nationalkonservatisme og twitterpolitik”. Særligt sidste del af sætningen viser med klar tydelighed, at denne bog ikke er noget klassisk journalistisk værk, men en bog om Kaare R. Skous personlige syn på en regering og en politisk udvikling, der byder ham uendelig meget imod. Forfatteren er ikke bare kritisk, men forarget – ja vred over den førte politik, og derfor giver det mere mening at beskrive værket som en slags politisk debatbog.

Kritik af navngivne politikere og politik
Skou skriver ligeud, hvad han mener om navngivne politikere, politiske partier og den førte politik. Blandt de mange aversioner er Liberal Alliance, som beskrives som et aktieselskab af uduelige sjælløse kapitalister, der intet hjerte har for de svageste og i stedet udelukkende fører politik for deres rige vælgere i Nordsjælland.

Venstrefolkene er kvindeforagtende, idéløse og smålige og som altid optaget af at berige sig personligt på bekostning af det offentlige. De konservative – og især deres justitsminister Søren Pape - er en katastrofe, der spiller hasard med landets retssikkerhed. Dansk Folkeparti er nok ledet af nogle driftsikre folk, men især deres islamofobiske udlændingepolitik er total uantagelig for Skou, der lader skinne igennem, at han helst havde set, at Danmark fulgte den svenske model på området.

Forfatteren er også en skarp kritiker af periodens førte økonomiske politik, som han mener er ”neoliberalistisk” og har ført til en flosset velfærdsstat og et mere ulige Danmark. Især burde politikerne forstå, at skattelettelser under en højkonjunktur ikke bare er en skidt idé, men ”logik for burhøns” og at de har glemt økonomen John Maynard Keynes idéer, som Skou har mere sympati for.

Hvor mange andre politiske bøger er optaget af det politiske spil og forsøger at have en nerve, der kan skærpe dramaerne, så er Skous fokus et andet. Han vil hellere fortælle om de enkelte politiske forlig og tiltag, der blev taget i perioden. Hvorfor opstod de? Hvem gjorde hvad – og hvad endte det med konkret politisk? Som regel i noget værre juks, må man forstå på Skou, der i det hele taget klandrer VLAK-regeringen for hovsa-politik og lovsjusk, fordi man var under konstant påvirkning af populister især hos LA og DF. Det er ganske sagligt, men det bliver i længden lidt kedeligt, når hovedkilderne i beskrivelserne hovedsageligt er noget, der er hentet ved flittig avislæsning. Når bogen emmer af så megen forargelse, så bliver det også småt med forløsende humor.

For mange svinkeærinder
Til gengæld brillerer Skou med sin ubestrideligt store viden om den politiske Danmarkshistorie, men når forfatteren selv ved små begivenheder har behov for at fremdrage en parallel til det 19. århundredes parlamentariske historie, så antager det komikkens skær. Det er formentlig også blandt forklaringerne på, at dette værk er svulmet op til 500 sider. En lidt mere håndfast redaktion kunne have luget ud i Skous mange svinkeærinder og enkelte besynderlige indforståetheder, der gør hele fortællingen ujævn.

Forfatterens behov for at fremstå saglig er tydeligt, men alligevel forfalder han undervejs til de mest forsimplede stereotyper i sine beskrivelser, som ligeså godt kunne være formuleret i de politiske bodega-miljøer, som han paradoksalt selv så eksplicit foragter. 

Det er i øvrigt tvivlsomt, om Skou har brugt tid på at indhente vidnesbyrd fra centrale kilder, når han skriver, at da Venstre-regeringen i 2016 besluttede at lægge den nye politiskole i Herning, da skete det som Lars Løkkes ”betaling” til Herning-borgmester Lars Krarup for i forbindelse med formandsopgøret i 2014 at have støttet Løkke og garanteret aftalen med næstformand Kristian Jensen om magtdelingen i partiet. Det er en teori, der ikke underbygges af nogle nævnte kilder og er efter min opfattelse en hjemmebrygget og forkert teori, der står helt for Skous egen regning. Man kan herefter kun gisne om, hvordan det forholder sig med øvrige friske påstande i bogen?

Som journalistisk værk om perioden er bogen en gedigen skuffelse og totalt mislykket, men som debatbog har bogen bestemt sine kvaliteter, især hvis man deler Kaare R. Skous politiske syn på verden.

Kaare R. Skou: "Blå vinter. Det borgerlige Danmarks kollpas. Lars Løkke Rasmussens VLAK-regering 2016-2019", 515 sider, udkommer 3. juni på Momenta

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

Kaare R. Skou

Forfatter, foredragsholder, fhv. politisk redaktør, TV 2 1989-2011
journalist (DJH 1975)

0:000:00