Jarl Cordua: Kan Mette Frederiksen samle DF og Enhedslisten bag sig?

Endnu et alvorligt tilfælde af valgkuller brød ud på Christiansborg først på ugen. Det var mest oppositionen, som var ramt, men det bredte sig åbenbart siden til dele af blå blok.

Måske var det affødt af spekulation om, at Løkkes sidste chance for valgudskrivelse var midt på ugen, for at valget kan afholdes inden påske. Man forstår godt oppositionens manglende tålmodighed, da målingerne fortsat viser, at det bliver en overkommelig omgang, i al fald når det drejer sig om at udradere et blåt flertal på valgdagen.

Måske de mange håbefulde socialdemokrater, der allerede har taget mål til gardinerne i ministerkontorerne, i stedet skulle væbne sig med tålmod. Og lidt ydmyghed.

Indtil videre står det nemlig ikke helt klart, hvilke partier der efter valget skal gøre Mette Frederiksen til statsminister. Vi ved, at et flertal af partier omkring midten og mod venstre – som ikke nødvendigvis er det samme som rød blok – agter at gøre Frederiksen til kongelig undersøger efter et valg, hvis blå blok ikke længere kan samle flertal.

Hun vil så gå i gang med at tale med alle røde partier og formentlig også de relativt nye venner i Dansk Folkeparti. Hendes opgave bliver naturligvis at danne en ny socialdemokratisk mindretalsregering.

Vi ved, at især Alternativet og De Radikale har stillet krav om ændringer af udlændingepolitikken, for at de kan støtte en ny S-regering. Krav, som S blankt har afvist på forhånd.

I en situation, hvor "rød blok" får måske 8-10 mandaters forspring til de blå, ville man kunne se bort fra enten Alternativet eller Radikale, men næppe begge partiers mandater på én gang.

Jarl Cordua

I dag i Berlingske kritiserer Radikales gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen, Socialdemokratiets endnu meget løse pensionsudspil og siger til avisen:

"Vi ønsker ikke bare en ny statsminister, men også en ny retning. Og det er ikke den her retning, vi ønsker. Det her er mere Anker Jørgensen end Poul Nyrup, og det er ikke noget, vi kan støtte."

Baggrunden for De Radikales udmelding er en Berlingske-historie, hvor den liberale tænketank Cepos på baggrund af tal fra Finansministeriet – hvad man sådan kan rekonstruere af Socialdemokratiets ikke særlig konkrete økonomiske politik – konkluderer, at det vil reducere arbejdsudbuddet med cirka 10.000 personer og beskære BNP med 8,4 milliarder kroner. Og det får Radikale til at slå syv kors for sig.

I historiebøgerne kan man læse, at den radikale leder Niels Helveg omkring 1982 tabte tilliden til Anker Jørgensen, og især de stadigt stærkere kræfter i Socialdemokratiet omkring Anker, som arbejdede imod de økonomiske reformer, som De Radikale fandt nødvendige.

Resultatet blev, at De Radikale skiftede side og støttede Poul Schlüters regeringer de næste ti år. Først med økonomen Poul Nyrup Rasmussen ved roret, der videreførte store dele af Schlüter-regeringernes økonomiske politik, kom De Radikale i 1993 tilbage som støtteparti for S, hvor man stort set har været siden.

I 2019 er De Radikales mandater imidlertid ikke nødvendigvis lige så afgørende som i forne tider. Så indtil videre kan S ignorere, at De Radikale fører valgkamp ved at puste sig op over for vælgerne.

Måske i håb om, at De Radikales mandater ikke bliver nødvendige for at kunne danne en S-regering, og hvor man kan føre økonomisk politik med DF, SF og Enhedslisten.

Hos Alternativet fastholder partileder Uffe Elbæk, at hans parti ikke kommer til at stemme for Frederiksen, hvis hun har tænkt sig at videreføre udlændingepolitikken.

Her går buddene på, at Elbæk dog til sidst falder til patten, hvis vælgerne flygter i skræk, og Alternativets stemmetal rasler ned frem mod valgdagen. Altså omtrent som det skete for Naser Khaders Nye Alliance forud for valget i 2007, hvor man ikke var sikker på, om man ville støtte Anders Fogh Rasmussen (V) som statsminister.

Men hvis nu Elbæk faktisk holder, hvad han lover, og gør det sammen med De Radikale. Hvad så?

I en situation, hvor "rød blok" får måske 8-10 mandaters forspring til de blå, ville man kunne se bort fra enten Alternativet eller Radikale, men næppe begge partiers mandater på én gang.

Derfor må Frederiksen i stedet satse på, at Kristian Thulesen Dahl giver en hånd med, så hun kan danne en socialdemokratisk mindretalsregering, der formentlig må love DF-formanden at videreføre en stram udlændingepolitik med paradigmeskifte, Ø-lejr på Lindholm og udvise et åbent sind over for, hvad Dansk Folkeparti ellers har af idéer om yderligere stramninger.

Ellers er det svært at se, hvorfor Kristian Thulesen Dahl ellers skulle støtte Frederiksen som statsminister.

Frederiksens regering hviler også på, at hendes tro støtter i SF og Enhedslisten samtidig accepterer, at S-regeringen også sidder på Dansk Folkepartis mandater.

Frederiksens parlamentariske grundlag består derved af S, SF, EL og DF. Sidstnævnte vil trods mulig stor tilbagegang stadig få mange mandater, måske mellem 25 og 30.

Så Dansk Folkeparti vil rigeligt kunne neutralisere både De Radikales og Alternativets mandater, som så kan glæde sig over at få en ny statsminister i stedet for Lars Løkke Rasmussen, men dog befriet for at skulle tage ansvar for socialdemokraternes udlændingepolitik.