Jarl Cordua: DF's EU-førstemand er ude af kontrol

Kalenderen viser, at sommeren går på hæld, og at en helt enestående spændende politisk sæson står for døren. Den blæses i gang med de forestående sommergruppemøder, der bliver indledt med Dansk Folkepartis sommergruppemøde i næste uge. 

Inden for de næste 10-11 måneder har vælgerne været ved stemmeurnerne til både folketingsvalg og EU-parlamentsvalg.

Især Dansk Folkeparti må have noget at tale om på deres sommergruppemøde. I al fald har offentligheden været vidne til et noget sælsomt kamikaze-stunt fra DF's Europa-parlamentsmedlem Anders Vistisen, som forleden satte kniven for struben på sin egen ledelse: Enten udpeger de ham til EU-spidskandidat snarest muligt, eller også forlader han politik.

En tommelfingerregel i al magtpolitik er, at man aldrig skal true med at gå, men snarere true med at blive. Så hvis valget for DF's formand, Kristian Thulesen Dahl, står mellem at lade sig presse af Vistisen og få udstillet, at man kan true sig til indrømmelser i Danmarks mest topstyrede parti, eller lade Vistisen gå planken ud, så er det ikke svært at gætte på udfaldet.

Ingen kan huske, at nogen nogensinde er sluppet af sted med trusler mod Thulesen Dahl. Det plejer at være omvendt – at DF rimelig konsekvent trækker støtten til politiske projekter, hvis nogen tager hans støtte og stemmer for givet. Det er nemlig en ret effektiv måde at demonstrere sin magt på. Bare spørg hos LA.

Det siger derfor ikke så lidt om det politiske boldøje hos DF's gruppeformand i Europa-Parlamentet, at han mener, at trusler er vejen frem for at opnå politiske resultater.

En tommelfingerregel i al magtpolitik er, at man aldrig skal true med at gå, men snarere true med at blive.

Jarl Cordua

Det vidner om en ikke ringe umodenhed, som man nok anede efter Vistisens noget besynderlige frontalangreb på DF's egen statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som han i juni beskyldte for at være mere interesseret i at få et nyt job end at lede landet, fordi statsministeren rejste rundt til Europas hovedstæder. Det plejer statsministre at gøre forud for topmøder med videre, men den forklaring gjorde ikke noget indtryk på Vistisen.

Det er heller ikke så tit, man ser, at politikere på det niveau fra støttepartier retter så hårde personangreb mod deres egen statsminister uden nogen synderlig årsag. Det er også lidt svært at se, hvad hensigten mon kan være, ud over måske at tale sig ind i det segment af vælgere, der har det svært med Løkke. Men så var der måske andre, mere oplagte lejligheder for at kritisere statsministeren, end når han rejser rundt for at passe sit arbejde? Allerede her blinker alarmklokkerne. DF's førstemand i parlamentet er ude af kontrol.

Set i lyset af, at Vistisen længe og ved flere lejligheder har opført sig som en løs kanon på dækket, så virker det ikke helt uforståeligt, at Thulesen Dahl og hans lille hird, der udgør topledelsen i DF, holder hestene med hensyn til at finde en mere egnet spidskandidat, der ikke begår karakterselvmord, inden valgkampen er fløjtet i gang.

Nu bliver det først til januar, at DF's hovedbestyrelse træffer en beslutning, og det giver ikke meget tid for en kandidat til at blive kendt eller føre kampagne. Medmindre DF selvfølgelig rekrutterer en allerede kendt skikkelse eventuelt fra deres folketingsgruppe. Der tales på rygteplan om, at partiets unge retsordfører – som fremstår nærmest som en klon af Thulesen Dahl og Peter Skaarup –  Peter Kofod Poulsen – kunne være en mulighed.

Hvis man skulle komme Vistisen lidt i møde, så er der vel kun én situation, hvor hans trusler kunne være virksom. For eksempel, hvis Vistisen er i besiddelse af oplysninger eller andet, der vil kunne skade Thulesen Dahl.

Her er det nærliggende at tænke på den skandale, som DF i Europa-Parlamentet og Vistisen selv er involveret i med hensyn til rodebutikken Meld og dets fond Feld, hvor der blev brugt 20 millioner kroner, og hvor EU's svindelenhed Olaf har udbedt sig en forklaring på DF's mindre andel i foretagendet uden endnu at få konkrete svar. DF, der ellers gerne kræver åbenhed af alt og alle, dækker sig i denne sag bag en advokat og vil kun svare på konkrete spørgsmål.

Hvis Vistisen kan presse Thulesen Dahl til indrømmelser, så er det vel det eneste punkt, hvor det kan lade sig gøre. Men det forudsætter selvfølgelig, at Thulesen Dahl eller andre i DF-toppen i det hele taget er involveret, og at Vistisen kan sandsynliggøre det for offentligheden.

Reaktioner fra DF-toppen har vi kun set fra Søren Espersen, der – for ham – er meget neddæmpet. Til Berlingske sagde han: "Det er aldrig en klog idé i politik at stille et ultimatum, men jeg ser dette ultimatum fra Anders Vistisen som et tegn på hans engagement i parlamentet. Det er ikke noget, jeg kan forestille mig vil gøre nogen i partiet fornærmet".

Første del af sætningen er selvindlysende, men Espersen er nærmest kattevenlig, når han beskriver Vistisens oprør mod sin egen ledelse i form af et ultimatum, som "engagement". Tænk engang, hvad andre nu for længst ekskluderede medlemmer af DF gennem tiden må føle ved det udsagn? Når de har kritiseret noget ved partiets ledelse og har sat ledelsen under pres i offentligheden, er de blevet mødt med et spark bagi ret ud af partiet, og ikke med forsonende ord om "engagement". Det kunne antyde, at Vistisen sidder oven på et eller andet, som får DF's ledelse til at fare med lempe.

Indtil videre har vi dog ikke andet konkret at lægge til grund, end at Vistisens trussel består i hans afgang, og det er nærliggende at tro, at DF-toppen i stigende grad mere ser det som en lettelse at slippe af med ham. Men når det sker, så er det ikke sikkert, at det sker i stilhed. Det ville i al fald bryde med Vistisens hidtidige stil.

Under alle omstændigheder må mange af den lille halve million vælgere, der ved sidste EU-parlamentsvalg stemte på DF, føle sig til grin. Fire DF'ere blev valgt til Europa-Parlamentet i slipstrømmen på Messerschmidts kampagne, der – og hold nu fast – fokuserede på et opgør med svindel og frås med EU's og EU-Parlamentets penge ...

Og hvordan gik det så? Messerschmidt selv gerådede ud i skandalen med Meld/Feld. Rikke Karlsson forlod partiet i konsekvens af dette og lever en hensygnende tilværelse, hvor hun åbenbart selv rodede sig ud i bilagsrod, og hvor sønnen pludselig stod på lønningslisten. Jørn Dohrmann røg i klammeri med et TV-hold, der forsøgte at får svar på spørgsmål i Meld/Feld-sagen, og Vistisen selv er også involveret. 

Ingen ved, hvad DF i Europa-Parlamentet egentlig har fået udrettet i de fem år, og nu hvor briterne har meldt sig ud af EU, er DF også husvild, fordi de britiske konservative, som man i dag sidder i gruppe med, naturligvis heller ikke længere har sæde i parlamentet. Derfor skal DF finde sig en ny parlamentsgruppe. Det bliver nok svært, medmindre man vil til at gnubbe skuldre med de mere tvivlsomme eller obskure højreorienterede nationalister i parlamentet. Det har DF høstet dårlige erfaringer med.

Efter fem år er der derfor kun én konklusion på DF's politiske arbejde i Europa-Parlamentet efter Messerschmidts kæmpe valgsejr i 2014, og det er: eklatant fiasko.

Og nu vil han i Folketinget.

---------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.