Jarl Cordua: LA-topfigurers exit er et længe ventet befrielsens øjeblik

Ikke uventet kom meddelelsen tirsdag aften om, at Liberal Alliances mangeårige frontfigur og tidligere politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, forlod partiet.

Det sker blot en uge efter, at en anden markant skikkelse – og tæt allieret med Ammitzbøll-Bille – Christina Egelund sagde farvel, i øvrigt med omtrent den samme begrundelse.

Der er ikke enighed om begrundelsen for, at de to markante folk nu er fortid i partiet. Ammitzbøll-Bille betoner årsagen som et politisk skisma mellem forskellige fløje. "Pro-verden-liberale versus nationalkonservative".

Det er især synet på EU og udlændinge/flygtninge/truslen fra Islam, som skiller vandene i partiet, mener de nu partipolitisk hjemløse liberale. Sådan ser man slet ikke på tingene hos de tilbageblevne kræfter i partiet.

Her ser man på Ammitzbøll-Billes og konsorters afsked som resultatet af en for længst tabt magtkamp, der dybest set ikke har rod i nogen større politisk uenighed, men alene handler om Ammitzbøll-Billes uindfriede ambitioner om at blive leder af partiet.

Man fremhæver ved den lejlighed, at partiet heller ikke har ændret politik siden valget, og i de få tilfælde, hvor det er sket, så er man faktisk gået i en mere liberal retning mere end noget, som kunne udlægges som "nationalkonservativt".  

Spørger man i lejren blandt de tilbageblevne, så brugte partiet længe alt for mange kræfter på at nurse Ammitzbøll-Bille, som, de mener, var ved at tiltage sig en "Svend Auken-rolle" i partiet med vetoret i alle beslutninger.

Jarl Cordua

Historien om skismaet i LA er vigtig for begge parter. For LA's ledelse med Alex Vanopslagh gælder det om at bevare fortællingen om et parti, der kørte frontalt ind i muren med den tidligere ledelse, men nu med en ny chauffør, der er på vej frem med omtrent det samme på hylderne i varebilen ligesom i velmagtsdagene omkring 2015, hvor partiets vælgeropbakning stod i zenit.

Anders Samuelsen, som der stadig er stor veneration for i partiet, har vælgerne dømt ude. Ammitzbøll-Bille, som nu er gået selv, var den anden lederskikkelse, som man heller ikke længere skal tage hensyn til. 

Spørger man i lejren blandt de tilbageblevne, så brugte partiet længe alt for mange kræfter på at nurse Ammitzbøll-Bille, som, de mener, var ved at tiltage sig en "Svend Auken-rolle" i partiet med vetoret i alle beslutninger om, hvad partiet skulle mene i fremtiden.

Især sommergruppemødet handlede om, hvordan man fik sikret sig, at Ammitzbøll-Bille fortsat kunne føle sig godt tilpas i partiet. 

Det lyder umiddelbart heller ikke som opskriften på en stærk ledelse omkring den nyslåede partileder på kun 27 somre, Alex Vanopslagh, der pludselig skulle forholde sig Ammitzbøll-Billes og Egelunds fælles debatindlæg i Berlingske lige efter sommerpausen, hvor de blæste til angreb på det, som de så som en nationalkonservativ fælde, som partiet havnede i, da LA kom i regering:

"Vi kom med over i den gamle borgerlige cigarkasse, hvor det var de lidt for småsure løsninger, som blev svarene på tingene. Vi røg for ofte i den nationalkonservative fælde," sagde Ammitzbølle-Bille til Berlingske og fremhævede partiets støtte til burkaforbuddet som eksempel.

Her peger interne kritikere på, at netop Ammitzbøll-Bille ellers selv var tidligt ude i partiets historie med at foreslå, at partiet rykkede til højre i udlændingepolitikken med blandt andet et flygtningestop.

Deres analyse er, at Ammitzbøll-Bille og Egelund siden sommerferien har ledt efter en udgang, og da ingen af parterne fremhæver særlige personlige uoverensstemmelser, så må afgangen nødvendigvis skulle begrundes med politisk uenighed om kursen, selvom man blandt de tilbageblevne bedyrer, at uenigheden er på skrømt, at der højst er tale om nuanceforskelle.

Ammitzbøll-Bille har derudover også haft det kort at spille, og som nok hele tiden har ligget i baghovedet hos alle partier undervejs, at partiet ved at blive reduceret fra fire mand til tre dermed mister 3,2 millioner kroner i sekretariatsstøtte fra Folketinget, hvilket svarer til 265.000 kroner per måned.

Det er en anseelig sum, som man nu siger farvel til, og som det bliver svært at undvære i hverdagen og til driften af et lukningstruet småparti.

Spørgsmålet er, om man nu går til partiets tidligere mæcen Lars Seier Christensen og får held med at få hans økonomiske støtte som kompensation for de tabte skattefinansierede tilskud, som de liberale i øvrigt selv mener, at der er alt for meget af.