Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Løkke har fået passiviseret sin næstformand

KOMMENTAR: Fem år efter det berømte V-hovedbestyrelsesmøde i Odense med efterfølgende tete-a-tete i kælderen mellem Lars Løkke og Kristian Jensen er stridsøksen nu gravet op igen, og magtkampen står i fuldt flor, skriver Jarl Cordua.

Jensens muligheder herfra er ikke just lyse. Som dagene går, falder støtterne fra, skriver Jarl Cordua.
Jensens muligheder herfra er ikke just lyse. Som dagene går, falder støtterne fra, skriver Jarl Cordua.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sent vil man glemme Venstres sommergruppemøde 2019 på den vestsjællandske herregård Kragerup Gods, hvor sidstnævnte har fået fin reklame for sine golfbiler, som Venstre-toppen er blevet set køre rundt i, på forsiden af landets aviser.

Mødet får næppe helt samme plads i partihistorien som hovedbestyrelsesmødet 3. juni 2014 på Odense Congress Center og den efterfølgende mytiske tete-a-tete i kælderen ved midnatstide, hvor formandskabet i Venstre bilagde stridighederne for de følgende fem år.

Selv de blinde kan se, at stridsøksen nu er gravet op, og at en magtkamp mellem Lars Løkke Rasmussen og hans næstformand Kristian Jensen om partiet står i fuldt flor. Det trækker op til den allersidste dyst og afgørelse om, hvilken eller om nogen af de to kamphaner fortsat har eller får en fremtid som Venstres leder.

Hvordan ser de stridende parter på situationen, og hvad er deres muligheder?

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Et gæt er, at Kristian Jensen føler, at den aftale, han havde med Lars Løkke efter kældermødet 3. juni 2014, og som udløste en i detaljen ukendt magtdeling med et "formandskab", som i Claus Hjorts fortolkning kaldes for "det delte formandskab", er mere eller mindre annulleret af Løkke.

Hvor Løkke i årene fra 2014 og frem har måttet tage skyldige hensyn til Kristian Jensens støtter i fordelingen af ministerposter og ordførerposter, så viste han lige før valget, at han ikke behøvede at inddrage Jensen i sit strategiske herresving, der flyttede Venstre væk fra blå blok og ind mod midten i sin appel – mest til ære for vælgerne – om en SV-regering.

Løkke selv fastholder med stålsat mine, at han bliver i politik de næste fire år. Er det så alvorligt ment eller rent bluff for at fortælle Jensen, at han kan glemme alt om at blive formand, så længe Løkke sidder på posten?

Jarl Cordua

Jensen fik den strategiplan til orientering, selv om den igennem nogen tid endog var formuleret i en bog. I sig selv var det en ren udstilling og en hån af Kristian Jensen fra Lars Løkkes side. Undervejs – allerede inden valglokalerne lukkede – blev næstformanden set som meget proaktiv i at fordele rovet efter det V-nederlag, der aldrig kom. Jensen-lejren benægter dog, at det nogensinde er sket.

De fleste kan se, at Kristian Jensen med sit ikke særligt gennemtænkte interview, hvor han tiltager sig rollen som kritiker af formandens politiske strategi, åbnede en flanke, hvor han blev sårbar for angreb fra sine ikke så få interne kritikere.

Jensen-forsvarere hæfter sig ved, at han jo bare siger det åbenlyse: At SV-regeringen er et fatamorgana designet af formanden til at holde på skræmte midtervælgere på vild flugt fra den stadigt mere skøre højrefløj, der nu hjemsøger blå blok, og som alene ved sin tilstedeværelse formentlig vil holde Mette Frederiksen ved magten det næste årti.

Kristian Jensen glemte dog, at han ikke er politisk kommentator, men skulle forestille at være loyal næstformand, hvor én af de faste opgaver er konsekvent at gentage og forsvare formandens luftkasteller, lige indtil at formanden finder, at tiden er moden til igen at skifte kurs.

Det plejer de fleste næstformænd, der kender deres plads, at forstå og acceptere som et vilkår i jobbet. Problemet for Kristian Jensen er, at han formentlig er ude af stand til begge dele.

Det er der dog intet problem i, så længe man er stærk nok til at sætte sig igennem med sine synspunkter i folketingsgruppen. Desværre for Jensen viste sommergruppemødet med klar tydelighed, at det er han ikke. Det endte med en grim ydmygelse og en pinlig bodsgang foran rullende kameraer, hvor hans rival fra 2014, der sad ved siden af under pressemødet, gjorde alt, hvad han kunne, for at undertrykke en liflig skadefryd.

Jensens muligheder herfra er ikke just lyse. Som dagene går, falder støtterne fra. Finansordfører Troels Lund Poulsen, der ellers sidste år offentlig meddelte sin politiske "forlovelse" med Kristian Jensen, hørte til kritikerne af næstformanden på sommergruppemødet. Nu svarer Kristian Jensens støtter igen ved at anklage Lund Poulsen i Ekstra Bladet for at være "spion" for Lars Løkke og spille med fordækte kort hele vejen.

Den, der skriver disse linjer, har deltaget i et par ubehagelige magtkampe i tidens løb og kan derfor med sikkerhed fastslå, at paranoia-barometeret nu slår helt ud i Venstres folketingsgruppe. Det er endnu et sikkert tegn på, at en borgerkrig er brudt ud i lys lue i det gamle statsministerparti.

En anden støtte, Karsten Lauritzen, som var udset til at være Jensens gruppeformand, forsvarede Jensen på mødet, men er ellers ikke aktiv i forsvaret af ham. Han anses ligesom Sophie Løhde for at være endnu en frafalden Jensen-støtte. Hvem bliver den næste?

Jensens tilbageblevne støtter er i øvrigt gået over til at måle næstformandens støtte på en noget kreativ skala. Den skala handler ikke om begejstringen for udsigten til Jensens formandskab.

I stedet henviser man til, at Claus Hjorts meget hårde udfald på Jensen, hvor den gamle nestor krævede Jensens afgang som næstformand og gruppeformand, trods alt fik så lidt opbakning i gruppen og organisationen, som det blev tilfældet. Ræsonnementet lyder: Hvis ikke man støtter Hjorts krav, så må man på en eller anden måde jo støtte, at Jensen forbliver på posten? Ergo står Løkke-fløjen svækket tilbage!

Denne defensive strategi er måske Jensens bedste mulighed. For hvor øjner man det store krav i gruppen om, at Jensen skal forlade sine poster? Hvor er hans modkandidat i øvrigt henne? Alle, der kigger i retning af Jakob Ellemann-Jensen, ser indtil videre kun en mand, der bakker loyalt op om formandskabet. Ellemann-Jensen har formentlig regnet ud, at jo mere han selv begynder at rokke båden, jo mere stiger risikoen for, at han selv bliver mål for kritik og angreb.

Den kyniske analyse, som han sikkert selv abonnerer på, er, at tiden arbejder for Ellemann-Jensen. Hvis eller når Kristian Jensens kandidatur ikke længere kan flyve, så vil hans tilhængere, når de indser det, spejde efter alternativer til Løkke.

Og der findes p.t. ikke andre realistiske muligheder end Ellemann-Jensen. Støjberg er ikke stærk nok til at samle partiet, og forestillingerne om at lade europaparlamentariker Søren Gade blive formand lever ikke mange andre steder end hos Gade selv, visse flyvske spinatfugle og de øvrige støtter i Støjberg-segmentet.

Det bedste råd til Ellemann-Jensen er at tage et kursus i pælesidning eller henvise til den gamle kineser, der gav det råd, at man under en borgerkrig skulle sætte sig ned ved floden med en god pibe tobak og betragte ligene, der langsomt drev ned ad floden. Først når den ubehagelige trafik stopper, er tiden moden til at foretage sig noget mere proaktivt og overtage, hvad der er tilbage.

Læs også

Jensen selv kan barrikadere sig for en tid, indtil hans egne indser, at de må trække stikket for ham. Der udgør han indtil videre næppe nogen trussel mod formanden, der tydeligvis nyder at have fået næstformanden nogenlunde passiviseret. Det kan han takke Claus Hjort Frederiksen for, for han påtog sig det beskidte arbejde med sine efterhånden mange insisterede meldinger om, at Jensen må væk.

Jensen kan sidde, hvor han sidder, men han skal bare rokke med ørene, så kan flere formentlig se det rimelige i Hjorts i Venstres partihistorie ret enestående brutale krav mod en så højtstående person i partihierarkiet. Løkke selv behøver ikke at foretage sig noget og kan spille rollen som den udglattende formand, som han gav prøver på ved pressemødet, selvom de færreste bilder sig ind, at Hjort ikke handler i inderlig forståelse med Løkke.

Den seneste uge har uden tvivl været en skøn uge for V-formanden, men der kommer snart en regning fra baglandet, der på et møde i august nok vil kræve en god forklaring på, hvad der foregår. Spørgsmålet er, om Løkke og Jensen i mødet med baglandet kan bortforklare, at de er i gang med at splitte partiet ad i deres indbyrdes rivalisering.

Det interessante er også, om der over tid kan skabes en koalition af fornuftige mennesker i partiet, der stiller formandskabet stolen for døren og beder dem begge om at forlade arenaen for at overlade stolen til en Jakob Ellemann-Jensen og en ny næstformand? 

Det er set før, at en snarrådig politisk leder har foretaget en "kongeofring" for at løsne op for en magtkamp, der var gået i hårdknude. Det skete, da den daværende politiske leder hos Det Konservative Folkeparti Per Stig Møller efter valget i marts 1998 ofrede sig selv som leder og tog gruppeformanden Hans Engell med sig i faldet.

Det kunne ske, fordi magten over ledelsen lå i folketingsgruppen og ikke partiorganisationen. Det er ikke tilfældet i Venstre. En manøvre som "kongeofring" er ikke mulig i folketingsgruppen, og Per Stig Møllers træk bilagde heller ikke striden hos K, selvom han fjernede Engells formelle magtbase.

Indtil videre er det ikke til at få øje på en tredje magtfaktor i partiets organisation, hvor en samling af stærke organisationsfolk enes om at skubbe begge kamphaner af banen, hvilket i så fald bør ske inden et landsmøde. Når man først til landsmødet, er det for sent.

Skal det lykkes, bør man nok forestille sig, at enten Jensen eller Løkke så stiller sig bag en tredje kandidat, der ser så stærk ud, at et kampvalg for eksempel om næstformandsposten er omsonst. Men et sådan scenarie hviler på svage forudsætninger, for ingen kan endnu se tegn på, at Kristian Jensen vil opgive sin livsdrøm om at blive formand for Venstre.

Løkke selv fastholder med stålsat mine, at han bliver i politik de næste fire år. Er det så alvorligt ment eller rent bluff for at fortælle Jensen, at han kan glemme alt om at blive formand, så længe Løkke sidder på posten?

Er Løkkes hemmelige plan og resterende mission i sit politiske liv, at han vil bane vejen for Ellemann ved at nyde den sidste triumf, det sikkert er at holde sin udfordrer fra 2014 væk fra truget? Er han motiveret af egne ambitioner, eller er det hævn og omsorg for sit parti, eller måske begge dele? En ting er sikkert: Jo mindre venstrefolkene kender Løkkes motiver – jo stærkere står han i magtspillet. Kristian Jensens motiver giver omvendt helt sig selv.

Alt dette er dårlige varsler for, at Venstre kan finde en hurtig udvej på de åbenlyse ledelsesproblemer, der findes i partiet, og som Claus Hjort og mange andre venstrefolk – dog med forskellige analyser og løsningforslag – kan se, at der må findes en permanent løsning på.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00