Jarl Cordua: Magtkampen om LA's sjæl er gået i gang

KOMMENTAR: Alex Vanopslagh er blandt de knapt så EU-begejstrede i LA's gruppe, men nu har Simon Emil Ammitzbøll-Bille blotlagt sine positive holdninger til EU. Det siger alt om de problemer, Vanopslagh har med at holde sammen på stumperne, skriver Jarl Cordua.

Det har længe rumlet i det lille liberale parti Liberal Alliance, efter at partiet måtte betale en hård pris ved valgurnerne i juni, hvor man blev decimeret fra 13 mandater til nu kun fire.

Partiet kan, som det hedder i den gamle Christiansborg-vittighed, knapt fylde en telefonboks ud til at kunne afholde gruppemøde. Spørgsmålet, der er langt alvorligere, er, om partiet kan rumme meget forskellige grundlæggende synspunkter om nogle af de vigtigste spørgsmål, der optager den danske højrefløj i disse år – det vil blandt andet sige på EU-området og flygtninge og burkaforbud.

Efter valget i juni stod det klart for de fleste i partiet, at den tidligere ledelse med Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille var blevet fuldstændig underkendt af vælgerne.

For det første, fordi partileder Samuelsen slet ikke blev genvalgt, og for det andet, fordi valgresultatet blev så dårligt, som det blev. Ammitzbøll-Bille selv tøvede med at erkende, at han skulle springes over i arvefølgen, der dog endte med, at partiets nok største talent, Alex Vanopslagh, blev ny leder af partiet.

Vanopslagh har siden brugt tiden på at finde sig til rette på Christiansborg og markere sig i diverse debatprogrammer, hvor han er en stærk debattør med en klædelig ironisk distance til fortidens strategi med træklatring og evindelige trusler om at sprænge det borgerlige Danmark i luften, hvis ikke man fik topskattelettelser inden jul.

De politiske realiteter, hvor LA spiller en komplet ubetydelig parlamentarisk rolle, indbyder også til denne mere ydmyge tilgang, kunne man tilføje.

Det er dog næppe en forkert læsning af vælgernes dom, at LA's nærdødsoplevelse i juni hang sammen med et dramatisk fald i vælgernes vurdering af den forrige ledelses troværdighed og den måde, som LA forvaltede sine mandater på i en lang periode under VLAKO-flertallet.

I meningsmålingerne ligger LA omtrent på valgresultatet. Som regel over spærregrænsen, men der har også været målinger, hvor partiet ligger under.

Der forlyder, at gamle støtter igen har meldt sig ind i partiet, men det store tilbageskvulp med tidligere vælgere er indtil videre udeblevet i meningsmålingerne. Der er dermed langt op til forgangne tiders drømmescenarier i partiets kerneland, hvor LA kunne gøre Venstre rangen stridig som det store borgerlige parti.

Tilbage i 2016 lovede partiets tidligere økonomiske støtte Lars Seier Christensen i et opslag på Facebook partiets mange euforiske støtter, at han af egen lomme ville finansiere en "ti-procents-fest" hin skønne dag, hvor LA fik ti procent af stemmerne i en meningsmåling.

Endnu har ingen måling dog registreret så stor en vælgeropbakning, og pengene hviler derfor indtil videre roligt i Seier Christensens tegnebog. 

Den nye ledelse har dog senest oprustet med en ny sekretariats- og kampagnechef, Karsten Anker Petersen, der har en fortid som særlig rådgiver for blandt andet Venstres tidligere klima- og energiminister Lykke Friis, Dong Energy, hvor han rådgav formanden Fritz Schur, Landbrug & Fødevarer og meget andet.

"KAP", som han kaldes, har et stort politisk netværk samt en fortid som V-lokalpolitiker i Ishøj. Indtil for ganske nyligt drev han lobbyfirmaet Borgen Communications & Public Affairs i kompagniskab med socialdemokraten Peter Strauss Jørgensen, der dog efter valget i juni skiftede til at blive særlig rådgiver for klimaminister Dan Jørgensen.

Karsten Anker Petersen har også arbejdet for Nets i den periode, hvor foretagendet blev børsnoteret, hvilket gjorde ham til en holden mand. Det forhold præger nogens billede af den tidligere Venstre-mand, men er næppe noget, der fylder det store i netop et parti som Liberal Alliance, hvor man gerne hylder folk, der har gjort en god forretning.

Under alle omstændigheder er Karsten Anker Petersen en meget erfaren mand, der på et højt niveau kender til politik, Christiansborg og spillet i forhold til medierne.

Hans cv vidner også om ganske pæn succes i hans virke, og det lægger til det billede, som LA prøver at skabe om sig selv, at man nu bygger et nyt og troværdigt projekt op.

Desuden har man også ansat Anne Kirstine Cramon som presse- og kommunikationschef. Hun har tilsyneladende en solid baggrund i kommunikationsbranchen, men det nærmeste,  hun umiddelbart kommer med hensyn til politisk erfaring, er som tidligere skribent i Berlingskes 'Groft Sagt'-panel og som skærebrænderstemme i Radio24syvs berømt/berygtede sladderprogram 'Det vi taler om', hvor hun undertiden har bidraget med politiske analyser umiddelbart et pænt stykke fra skiven. 

De to nye ansættelser kan dog ikke skjule de stadigt tydeligere uenigheder, som tilflyder offentligheden, og som ifølge kilder i partiet splitter den lille gruppe og dem, der i øvrigt tegner partiet, op i mindst to fraktioner.

Siden LA's stiftelse gjorde partiets toneangivende folk en del ud af at betone, at man var "en alliance af liberale", der mente noget forskelligt, men alligevel var enige om retningen.

"Arme og ben ind i bussen," sagde man appellerende til dem, der alligevel følte trang til at afgive dissens.

"Nogle vil kun med til Roskilde, mens andre vil til Fredericia," hed det.

Det gik, så længe LA var et parti, der var enige om retningen og omfanget af liberale reformer af velfærdssamfundet. Skattelettelser og arbejdsmarkedsreformer. Den slags.

Men allerede i 2015 så man de første sprækker af uenighed, som omhandlede EU-spørgsmålet. Under folkeafstemningen om tilvalgsordningen vedrørende retsforbeholdet med mere var der ingen enighed i LA om spørgsmålet.

Officielt anbefalede partiet et nej, men flere i folketingsgruppen stemte ja. LA placerede sig under alle omstændigheder som et EU-skeptisk parti, hvilket store dele af højrefløjens vælgere også har udviklet sig til at blive hen over årene.

Især meget ideologiske liberale anser EU for at være for formynderisk, en socialstat in spe, en trussel mod den personlige frihed og meget andet. En af partiets faste støtter Lars Seier Christensen lægger for eksempel ikke skjul på, at han er inkarneret EU-modstander og bakker begejstret op om Brexit.

Imidlertid findes der andre LA'ere, der er kommet til en anden konklusion. De ser ikke andre muligheder end medlemskab af EU for at sikre Danmark en tryg fremtid i en stadig mere urolig og usikker verden.

Blandt dem Simon Emil Ammitzbøll-Bille, som tirsdag i Politiken blotlagde sine meget positive holdninger til EU, der blandt andet indbefatter et ja til en afskaffelse af forsvarsforbeholdet og at Danmark indtræder i bankunionen, og desuden betegner han LA's nej-anbefaling ved folkeafstemningen i 2015 som en fejl. Til Politiken stiller han spørgsmålet, om partiet har lagt sig et forkert sted i EU-politikken. Hans eget svar er naturligvis et rungende ja.

Det er et meget opsigtsvækkende interview, som LA-politikeren giver til Politiken, da det kun kan læses som en direkte udfordring af partileder Alex Vanopslagh og de kræfter i partiet, som nogle vurderer befinder sig på det EU-skeptiske hold, hvis ikke de i virkeligheden er forklædte EU-modstandere. Foruden partilederen identificeres Ole Birk Olesen som hørende til blandt de knapt så EU-begejstrede i gruppen.

Det er omvendt heller ikke overraskende, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille nærer klare EU-sympatier. Det er mere det valgte tidspunkt og lanceringen, idet han af gruppen tidligere har fået i opdrag at "gentænke LA's position".

Nu kan gruppen så læse i Politiken, hvad der er Ammitzbøll-Billes egen holdning i spørgsmålet. Det er næppe der, at man ender i LA, når tankerne endeligt bliver drøftet internt i gruppen.

Fremgangsmåden med på forhånd at flage synspunkerne i Politiken siger dog alt om, hvilke problemer Vanopslagh har med at holde sammen på stumperne i et parti, hvor der også meldes om stor uenighed, når det gælder synet på flygtningestramninger, burkaforbud og den slags emner.

I denne såkaldte "værdipolitiske" diskussion er det faktisk EU-tilhængeren Henrik Dahl, der står for de mest markante synspunkter, og han identificeres som en politisk kraft, der ønsker at trække partiet i mere højreorienteret retning af Nye Borgerlige eller DF.

Det møder dog ikke overraskende modstand fra de mere traditionelle liberale, der opfatter sig som folk, der abonnerer på en mere midterorienteret linje, som man også ser hos visse venstrefolk i stil med "pro verden og åbenhed" og "pro retsstaten, men fair og fast udlændingepolitik".

I den diskussion er det en intern vurdering, at partilederen og Ole Birk Olesen er mest enige med Henrik Dahl, mens Ammitzbøll-Bille dermed udgør mindretallet i firemandsgruppen.

Partileder Vanopslagh er således havnet i omtrent det samme dilemma, der også præger diskussioner og holdninger også i Venstre og hos Konservative. Indtil videre er man i de to partier grundlæggende "pro-verden" og "pro-EU", men man kan sagtens finde folketingskandidater og lokale politikere, der er både EU-skeptiske og endda EU-modstandere, og som kræver Nye Borgerliges udlændingepolitik fra i morgen.

Indtil videre er det dog lykkedes for partilederne hos V og K at balancere holdningerne så godt, at de alle kan rummes i partierne. Det er cirka den samme øvelse, som Vanopslagh nu er ude i.

Imidlertid er han under pres for at lægge en mere klar linje, der kan virke indbydende på de vælgere, som måske er gået til Nye Borgerlige, eller som sidder løst hos VK.

Risikoen er dog, at hvis linjen bliver for markant eller uforsonlig, så står dele af partiet formentlig til at forlade det med den konsekvens, at partilederen står endnu mere afpillet ud, end han allerede gør i forvejen.

Det vil også bidrage til billedet af et parti med sin fremtid bag sig, og hvor Vanopslagh er overladt den lidet attraktive rolle som den, der lukker og slukker i partiet.

Simon Emil Ammitzbøll-Billes interview skal derfor læses som en del af den magtkamp om LA's sjæl, der pågår i disse måneder, om hvorvidt man skal være et parti, der i spørgsmål vedrørende EU og værdipolitik ligger et sted mellem Venstre og De Radikale eller et parti, der ligger mellem Venstre og Nye Borgerlige.

Vi kender svaret, når partiet har fået lagt en politisk linje i de to spørgsmål, og om den formår at rumme begge partiets fløje.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Fremtidsforsker: AI kommer til at håndtere dit helbreds algoritmer Fremtidsforsker: AI kommer til at håndtere dit helbreds algoritmer Næste artikel Lisbeth Knudsen: Ny Brexit-fri kanal bør mane til publicistisk eftertanke Lisbeth Knudsen: Ny Brexit-fri kanal bør mane til publicistisk eftertanke
Farvel til velfærdsstaten - husk din forsikring

Farvel til velfærdsstaten - husk din forsikring

FEATURE: Op mod 400.000 danskere har tegnet lønforsikringer, og tallet stiger. Mens vi i de sidste tyve år har talt om udlændinge, er den danske samfundsmodel blevet skrevet om – uden debat.