Jarl Cordua: Mette Frederiksen soler sig i kontrasten til forgængernes galehus

Ellemann har tre år til at blive sine få dårlige vaner kvit, og han kan roligt regne med, at Christian Rabjerg Madsen og hans kolleger vil benytte enhver lejlighed til at forsøge på at tirre V-formanden til at gøre og sige noget, der kan udlægges som usympatisk. 

Det er nemt at konstatere, at Ellemann skal droppe de syrlige sarkastiske bemærkninger, som han ikke forinden er 100 procent sikker på vil sidde lige i skabet. Han er gammel befalingsmand og har lært at tale i radio ud fra devisen: "Tænk. Tast. Tal." At leve efter den regel vil også fungere for ham på hans niveau i politik. 

Og mens vi er ved kontraster: Hvordan gjorde statsminister Mette Frederiksen sig ellers bemærket, når hun ikke demonstrerede, at hun er fremragende på en talerstol?

Jo, Frederiksen gik rundt og serverede vand til talerne. Ellemann Hin Beske inklusive. Om det er et udtryk for kalkuleret eller reel omsorg, må hver især gøre op med sig selv, men at statsministeren fremstår med et klædeligt overskud, er nemt at konstatere.

Og kontrasten til Ellemann den dag er nem at få øje på.

Hvor Løkkes statsministertid og samarbejdet i blå blok selv på kort tidsafstand virker kaotisk og derfor i lang tid frem næppe særligt attraktivt for mange midtervælgere at ønske sig tilbage til, så har Mette Frederiksens første 100 dage i statsministerstolen omvendt været et stilstudie i, hvordan man indtager og administrerer magten uden at skubbe nogen fra sig.

Ingen kan erindre egentlige kiksere. Højdepunkter har der været flere af. Undskyldningen til Godhavn-drengene kommer til at stå længe. Håndteringen af det ustyrlige fænomen Donald Trump, hvor alt blev kastet op i luften i et par dage, ligeså.

Åbningstalen var strategisk klog. Frederiksen omfavnede de vælgergrupper af bekymrede arbejder- og funktionærvælgere fra provinsen, som man har fået tilbage fra DF, og forsikrede dem om, at S bliver hos dem.

Finanslovsudspillet var defensivt, men skal nærmere forstås ud fra et forhandlingsteoretisk perspektiv, der i virkeligheden skal sikre, at man alligevel når i mål med en finanslov, der ligger inden for det forståelsespapir, som Frederiksen fik forhandlet med sine støttepartier lige efter valget.

Her er kontrasten til de borgerlige endnu tydeligere. Det skyldes næppe kun Mette Frederiksens og hendes folks ubestridelige dygtighed.

Det handler også om, at partierne i rød blok simpelthen er fokuserede på at få tingene til at fungere og få politiske resultater med hjem uden undervejs at skulle sole sig i rivalers nederlag og dermed lægge grunden til nid og nag.

Det var nemlig en kollektiv erfaring, som hele rød blok lærte af perioden 2011 til 2015, der som nævnt i perioder mindede om "festlighederne" i blå blok i perioden efter. 

Lykkeligvis for Frederiksen og rød blok er statsfinanserne også så gode, at de kan bidrage til den gode stemning om den nye S-regering, der har lagt flot ud med at lade kommunerne og regionerne bruge flere penge.

Det samme gør sig gældende med finanslovsforhandlingerne, hvor ressourcerne er flere – og viljen til at bruge dem – er større, end de har været i mange år.

Tirsdag kom de økonomiske vismænd endda med endnu en gave til regeringen. Her opjusterede man prognosen for den finanspolitiske holdbarhed med 20 milliarder kroner, sådan at den finanspolitiske holdbarhed er oppe på 42 milliarder kroner.

Det blev udlagt af Børsen, som at vismændene havde fundet "en krukke med guld". Alt andet lige giver det regeringen nogle bedre muligheder for at imødekomme sit parlamentariske grundlag end før. 

Endelig har S stadig fat i de gamle venner i DF, der stadig fastholder forbindelsen. Der bliver drukket kaffe og indtaget bloddryppende steaks på T.G.I. på Højbro Plads mellem rådgiverne.

Alt er næsten som i gamle dage, hvor Kristian Thulesen Dahl (DF) drømte om at blive de nye radikale i dansk politik, om end vælgerne beskar partiet med 58 procent ved valget.

Hos S har man ikke travlt med at vise de stadigt konfuse DF'ere vintervejen. Det skulle da bare mangle. Ingen strategisk alliance har gjort så meget for S, som da Frederiksen og Thulesen Dahl flettede fingre i Samtaleværelset sammen med Per Christiansen fra 3F.

DF'erne har ved flere lejligheder annonceret, at de er på vej hjem til blå blok, men vil alligevel ikke opgive forbindelsen til regeringen, som de ser som deres eneste mulighed for at være parlamentarisk relevante de næste tre år.

Med andre ord: DF's top er blevet forvænt med magt, som de savner, og det låser dem fast. Socialdemokratiet har omvendt alt at vinde ved at lytte til de frustrerede DF'ere.

Det forsinker samlingen i den blå blok. Udstiller Ellemanns problemer med at få talt DF hjem i blå blok og sidst, men ikke mindst, så håber S på, at DF til foråret hjælper dem med at levere stemmerne til deres forslag om tidlig folkepension til nedslidte.

Gør de det, så er lykken gjort, for så kan S realisere valgløftet. Gør de det ikke, så har DF afsløret sig i nogle vælgeres øjne som "klasseforræddere", og så får S sikkert mere held til med at fastholde de afgørende hjemvendte vælgere, som man har fået tilbage fra DF. 

Det er nemt at konstatere, at det går godt for S-regeringen og rød blok samlet set, der har nemt ved at forsvare valgets tiprocentsføring over de borgerlige.

Det må være svært at bevare pessimismen i regeringskontorerne.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

* Rettelse – 9. oktober 2019, klokken 15: Det fremgik tidligere, at Uffe Ellemann-Jensen (V) skulle have bemærket, at Svend Auken nok var på valium. Det var Lars Peter Gammelgaard (K), som havde den opfattelse. Altinget beklager fejlen.