Jarl Cordua: Mette Frederiksens hvedebrødsdage rinder ud

Heldigt for forståelsespapirets partier og finansministeren er tiderne fortsat med dem. Det går stadig godt i dansk økonomi, og statsfinanserne har ikke haft det bedre i mange år.

Nu fører finansminister Nicolai Wammen (S) finanslovsforhandlingerne ind i en mere kritisk fase, men stadigvæk i sikker forvisning om, at partierne omkring forståelsespapiret – efter nogle rituelle armlægninger i den næste måneds tid – ender med at lave en finanslovsaftale. Alt andet vil være en kæmpe sensation.

Alligevel er der ugler i mosen. De Radikale signalerer utilfredshed med det, som de oplever som arrogance i de allerøverste lag af regeringskontorerne, hvor de føler sig taget for givet på en måde, der udfordrer deres selvforståelse.

De Radikale nægter for eksempel at acceptere den økonomiske ramme, som finansministeren allerede har præsenteret for dem. De mener, at socialdemokraterne er uambitiøse, især på det grønne område, og meget lidt lydhøre over for deres synspunkter – navnlig når det for eksempel gælder forholdene for asylansøgere og indførsel af grænsekontrol til Sverige fra 12. november.

Senest har en månedgammel annonce med statsministeren varslet yderligere drastiske midler taget i brug af hensyn til sikkerheden med endnu mere overvågning og kontrol af borgerne:

"Det, der driver mig som statsminister, er et ønske om at passe på Danmark. Skal vi gøre det, er vi nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til."

Selve annoncen er blevet til i forbindelse med regeringens seneste sikkerhedspakke med 16 initiativer i begyndelsen af oktober, men har af mystiske årsager altså pludselig fået nyt liv i den offentlige debat.

Flere har formentlig fejlagtigt opfattet annoncen, som at yderligere initiativer om overvågning er på vej, og det ses derfor af De Radikale som endnu en provokation i rækken fra den statsminister, som de støtter med deres mandater, og især fra statsministerens i historisk sammenhæng helt enestående magtfulde stabschef, Martin Rossen.

Men hvad kan De Radikale gøre ved deres situation?

En udbredt analyse på Christiansborg er, at De Radikale ingen steder har at gå hen. De kan lave vrøvl og slå sig i tøjret, men de vil ende med at lave en aftale til sidst.

Ligesom mange mener, at De Radikale solgte sig alt for billigt i forbindelse med forståelsespapiret, så skal de nok falde til patten. Trumfen, som socialdemokraterne nok skal forsikre hinanden om, der vil virke til sidst, er, at de radikale vælgere er rødere end nogensinde og vil straffe dem hårdt, hvis de alligevel mod forventning finder på at gøre livet for surt for S-regeringen i et eller andet kamikazestunt.

Forhandlingerne stiller krav til De Radikales politiske kreativitet. Hvordan får man for eksempel socialdemokraterne til at ophøre med det, som de opfatter som "DF-udlændingepolitik" helt uden om De Radikale?

Her kunne De Radikale begynde at kombinere finanslovsforhandlingerne med for eksempel krav om indrømmelser på asylområdet? Men hvad vil politisk leder Morten Østergaard (R) gøre, hvis Socialdemokratiet simpelthen bare nægter at acceptere kravet? Kan han holde til at forlade finanslovsforhandlingerne? Det er der ikke mange, der kan forestille sig. 

Indtil videre samler De Radikale "til bunke" med henhold til det, som de opfatter som arrogante provokationer fra S-regeringen, og der er dem i partiet, der mener, at offentligheden inden for de næste par uger vil opleve den første, helt åbne konfrontation mellem regeringen og et af dens støttepartier.

Det er allerede blevet til en mindre holmgang, hvor regeringen ville finde penge ved at skære i støtten til privatskoler. Det forhindrede samtlige af de tre støttepartier. 

I mellemtiden ser Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, til fra den politiske udskiftningsbænk. Ingen forestiller sig, at Venstres mandater kommer i brug på denne side af en finanslovsaftale.

Hidtil har Ellemann-Jensen nydt den liflige stemning af fuldkommen ro i partiet i snart mange år. Partiets græsrødder nærmest tiljubler ledelsen, selvom det er meget småt med nye meldinger, og det er dele af pressen også ved at efterspørge fra den nye formand.

Internt i folketingsgruppen er der dog bred enighed om, at tiden ikke er til søsætning af nye politiske projekter, og at formanden står sig bedst ved at sige så lidt som muligt.

Man er alt for langt fra valget, og de justeringer af kursen i forhold til forgængerens er Ellemann-Jensen allerede kommet med blandt andet over for eventuelle fremtidige samarbejdspartnere, hvor der er blevet drukket kaffe.

Venstres målinger ligger omtrent på valgresultatet, og der er store forhåbninger til et roligt og samlende landsmøde om to uger, som – naturligvis – bliver afholdt i Herning.

Internt i partiet gætter man på, at Ellemann-Jensens politiske linje vil ligne den, som Lars Løkke Rasmussen (V) fulgte i årene 2011 til 2015. Det bliver derfor en "fedtspillerlinje" med nogle såkaldte "sigtelinjer"  eller "pejlemærker" og dermed ikke al for konkret politik.

I øvrigt en effektiv strategi, som også bar Mette Frederiksen ind i regeringskontorerne. Hun mente heller ikke alverdens ting i næsten tre og et halvt år bortset nogle få konkrete løfter, som blev timet til at blive givet få måneder før valget.

For den offentlige debats skyld kan man begræde udviklingen, men den beskrevne strategi har i snart mange år været standard for statsministerkandidater.

For nylig følte Venstres næstformand og nyslåede retsordfører, Inger Støjberg, trang til i B.T. at lufte sine markante synspunkter om, at "hun er træt af islam", hvilken faldt nogle for brystet.

I en anden tid havde det nok fået interne kritikere på banen i partiet, men da der er dikteret ro, så får Støjbergs kontroversielle bemærkninger, der gør hele religionen ansvarlig for terrorisme og undertrykkelse, lov at passere.

Det siger ikke så lidt om det fortsatte behov for ro i partiet. På den anden side giver det Støjberg tilpas med spillerum til at forfægte sine velkendte synspunkter, der ikke levner meget til de mest islamforskrækkede politikere på højrefløjen.

Forestillingerne om, at hun i rollen som Venstres næstformand skruer ned for dem og i stedet skulle fremstå mere samlende, kan man dermed hurtigt afskrive som en illusion.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.