Jarl Cordua: Mette Frederiksens indbakke med problemer vokser

Statsminister Mette Frederiksens socialdemokratiske etpartiregering har haft forrygende 14 måneder, hvor man nærmest har kunnet gå på vandet.

Regeringschefens personlige popularitet er i top og i al fald langtfra en eventuel borgerlig udfordrer. Socialdemokratiet har i meningsmålingerne ikke stået stærkere i mere end 20 år, hvor man stabilt ligger omkring en tredjedel af stemmerne. Men måske er S-regeringen langsomt på vej væk fra smult vande og ud i mere urolige farvande. Det kunne flere aktuelle sager tyde på.

Socialdemokraterne har brugt mange kræfter på at forsikre vigtige grupper blandt midtervælgere, at de kan regne med, at man med Mette Frederiksen eksempelvis ikke sælger ud af udlændingepolitikken.

Denne regering har ingen problemer med at være populister, hvor man eksempelvis lader banker betale for sit eget politiske prestigeprojekt med Arne-pensionsreformen, som Dansk Folkeparti sikrer med deres stemmer.

I hele udlændingepolitikken deltager man også gerne i konkurrencen med alskens højrefløjspartier om at præsentere fatamorganaprojekter som eksempelvis lejrene i udlandet, hvortil udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), især da han var oppositionspolitiker, forestillede sig, at han kunne sende afviste asylansøgere hen.

Man hører ikke meget om det, efter at Tesfaye er blevet minister. Heldigvis udgør flygtninge ikke her og nu de store problemer, da så få asylansøgere kommer til landet.

Tiden, hvor man legede opposition i forhold til forgængerne på regeringsbænkene, er nu endegyldigt slut.Alle politiske problemer er nu socialdemokraternes problemer.

Jarl Cordua

Kun de mange nødlidende flygtninge i den nedbrændte lejr Moria på den græske ø Lesbos har potentiale til at skabe problemer for en regering, der i andre sammenhænge ellers gerne vil fremstå som social og barmhjertig. Indtil videre har regeringen dog afvist at tage flygtninge herfra og i stedet sendt en nødhjælpscheck til grækerne.

Dog kan man ikke beskylde Frederiksen for at være populist, når det gælder hendes blanke afvisning af, at Socialdemokratiet skulle stemme for forbuddet om religiøs omskæring af drengebørn.

På trods af et massivt flertal i befolkningen – målinger viser mere end 80 procent – herunder også de socialdemokratiske vælgere, så stod Frederiksens fast – og sammen med Venstres stemmer – så udgør man nøjagtigt et flertal på 90 mandater, der til sin tid kan afvise forslaget, når det kommer til afstemningen.

I skrivende stund er det min vurdering, at mindst 55 folketingsmedlemmer, herunder flere hos De Konservative og hovedparten af Dansk Folkeparti tilslutter sig et forbud.

Under alle omstændigheder er det en sag, hvor Frederiksen må bruge af den oparbejdede goodwill hos de S-vælgere, der lidenskabeligt er optaget af denne sag og kræver et forbud.

Metoo-bølgen skyller nu ind over mediedanmark, hvor epicenteret for sexisme tilsyneladende er nutidens TV 2 og i fordums tid åbenbart også Danmarks Radio og flere andre medier.

De mange sager har også påvirket Christiansborg, hvor flere kvinder nu stiller sig frem og fortæller om ubehagelige og uønskede berøringer og sexistiske kommentarer fra politiske kolleger.

Endnu er ingen dog ved navn blevet udpeget som krænker. I mangel på navne er øjnene faldet på den 12 år gamle sag, hvor nuværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) havde sex med en DSU'er på kun 15 år.

Dengang konkluderede Socialdemokratiet efter en heftig debat, at Kofod havde udvist ekstrem dårlig dømmekraft, men trods alt havde overholdt den formelle lovgivning med hensyn til den seksuelle lavalder, havde sagt undskyld og lovet bod og bedring.

Efter nogen tid uden for offentligheden, en succesfuld opstilling som spidskandidat og gode valg til Europa-Parlamentet både i 2014 og 2019 troede Kofod – og hans partiformand – sikkert, at den sag nu var helt glemt i den brede offentlighed.

Det viste den sig dog ikke at være. I al fald fik den nyvalgte radikale Samira Nawa sagt, at de radikale aldrig ville have stillet med Kofod som udenrigsministerkandidat, og derfor måtte man forstå, at med den baggage vil man, hvis man aspirerede efter poster på det niveau, på forhånd være blevet dømt ude.

Kommentaren blev siden bakket op af den radikale gruppes næstformand, Sofie Carsten Nielsen. Det ligger så lige for at spørge, om Radikale Venstre vil stemme for et mistillidsvotum til Kofod, men det afviste den radikale politiske leder, Morten Østergaard.

Han nåede i øvrigt til den konklusion tilbage i 2008, at man skulle lade nåde gå for ret, men man fornemmer også på ham nu, at tiden og holdningerne er en anden hos de radikale i dag, hvis en socialdemokratisk minister foretager sig noget lignende.

For udenrigsministeren må det naturligvis være meget ubehageligt at blive konfronteret med en sag, som, han sikkert troede, var glemt og borte. Det kan ikke undgå at svække Jeppe Kofod politisk, at sagen nu igen får omtale, og hvor folk skal forholde sig til sagen igen.

Især når holdningerne – ikke mindst på venstrefløjen – er skiftet markant. Heldigvis for Kofod er han næsten i samme båd som sin partiformand, som allerede dengang i det interne rivegilde i den daværende S-gruppe bakkede Kofod op. Det gør hun også nu. Hun kan ikke gøre andet, hvis ikke hun vil pådrage sig selv et eklatant politisk nederlag ved at fyre sin udenrigsminister.

Kofod var på denne for Danmark meget repræsentative post – med alt, hvad det indebærer – Frederiksens eget valg. Det er hendes dømmekraft og beslutning som i ligeså høj grad som Kofods for 12 år siden, som er til vurdering hos vælgerne.

Set i bakspejlet var det nok en forkert beslutning, til trods for at Frederiksen med sit valg netop fik en i forvejen politisk noget stækket mand i spidsen for Udenrigsministeriet, som derfor netop aldrig ville kunne udfordre Statsministeriet.

Nu har hun udover at få en stækket mand på posten oveni også fået en, som er politisk svækket og som må være på listen over mulige ministerudskiftninger, når den tid kommer.

Under alle omstændigheder er det en kedelig sag for Frederiksen, hvor der igen skal trækkes lidt på hendes egen popularitets hovedstol. I det mindste kan Frederiksen glæde sig over, at Ellemann og company ikke har valgt at bruge anledningen til kalkunjagt på Kofod.

Det gør man sikkert klogt i, hvis ikke man er helt sikker på, at man selv er fri for lignende lig i lasten. De aktuelle beretninger fra kvindelige politikere på Christiansborg kunne godt tyde på, at man næppe kan vide sig for sikker og dermed vil risikere selv at skulle forklare lignende sager.

En endnu større sag fylder utvivlsomt også i hovedet på Frederiksen.

Det gælder den sag om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), hvor den ikke for skarpe opposition muligvis og langt om længe endelig har fået noget at gribe i. Sagen handler både om politisk kontrol med efterretningstjenestens oplysninger om danske statsborgere, der ifølge en aftale, som Berlingske for nylig afslørede, mellem Poul Nyrup og Bill Clinton i årevis er blevet videregivet til den amerikanske efterretningstjeneste, National Security Agency (NSA).

Et samarbejde, som er unikt og som tilsyneladende har tjent danske sikkerhedsinteresser godt. Nu har en whistleblower med optagelser af FE-medarbejderes samtaler på møder formentlig sandsynliggjort, at alle regler om overvågning og følsomme oplysninger er blevet groft overtrådt. Nu er efterretningstjenestens ledelse plus en række nøglemedarbejdere – i alt fem – blevet hjemsendt, mens en intern undersøgelse pågår. 

Oppositionen – og det er indtil videre næsten kun Bramsens forgænger på forsvarsministerposten, Claus Hjort Frederiksen (V) – mener, at forsvarsminister Trine Bramsen og hendes statsminister, som godkender alt, med håndteringen af sagen og offentliggørelsen af pressemeddelelsen med det særlige tilsyn af efterretningstjenesternes kritik har smidt efterretningstjenestens troværdighed under bussen og dermed skadet Danmarks sikkerhedsinteresser.

En hård anklage, som det er svært for regeringen at forklare sig ud af, fordi alle detaljer er hemmelige, og fordi regeringen sidder med ansvaret. Det er en sag, der næppe kan vælte regeringen, men håndteringen kan give ridser i lakken hos vælgerne, og den har også potentiale til at ramme statsministeren personligt, idet hun tilsyneladende har kendt til sagen i lang tid og dermed også har et medansvar, hvis der opstår bred politisk enighed om, at denne sag er skidt håndteret, og at regeringen har svigtet landets sikkerhedsinteresser.