Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua om krisen i DF: Partiet har glemt at udvikle ny politik, fordi man var så glad for den gamle

KOMMENTAR: Dansk Folkeparti satte i lang tid en ære i aldrig at mene noget nyt. Det gør de så nu, men uden skelen til at samme varer faldbydes andre steder i dansk politik. Thulesen Dahl ligner mere og mere en mand præget af rådvildhed og uden strategi. Krisen i DF er monumental.

Thulesen Dahl ligner det, han er:  En sleben veltalende og durkdreven overuddannet karrieremager i jakkesæt med pressefolder og fast frisørtid.
Thulesen Dahl ligner det, han er:  En sleben veltalende og durkdreven overuddannet karrieremager i jakkesæt med pressefolder og fast frisørtid.Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Pia Kjærsgaard er 73 år gammel, men har stadig indflydelse i Dansk Folkeparti, som hun startede for 25 år siden sammen med den tabende fløj i Fremskridtspartiet.

På partiets landsmøde i weekenden rejste hun det sidste advarselsflag til den nuværende ledelse: "Mange af os kan ikke leve med den situation, Dansk Folkeparti står i lige nu, og jeg kan slet ikke."

I klartekst: "Vind eller forsvind". Hvis ikke Thulesen Dahl snart får sat skub i meningsmålingerne, så blander Kjærsgaard sig i magtkampen, hvilket kun kan betyde, at Thulesen Dahls dage som formand er talte. Hvis ikke de er det i forvejen.

I måneder er det sivet fra partiets egne folk, at kun en endnu uafklaret Meld og Feld-sag hidtil har afholdt Morten Messerschmidt fra det sidste stormløb mod Thulesen Dahls trone. Sidstnævnte så sikkert også en mulighed for at tage noget af presset af ved at acceptere, at Messerschmidt blev næstformand for partiet, da Søren Espersen forlod posten. Det var en manøvre, der også giver Messerschmidt part i en eventuel fremtidig fiasko.

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Ingen ved endnu, hvornår Bagmandspolitiet ender ud med en konklusion. Rygtestrømmen beretter om to helt forskellige skæbner for sagen. En udlægning, som menes at stamme fra Messerschmidt-lejren, taler om, at politiet inden nytår meddeler, at man opgiver at rejse sag, og at Messerschmidt dermed får fripas – muligvis efter en passende kort karenstid – til at indlede det endelige opgør med Thulesen Dahl. Det vil sige rabalder allerede fra begyndelsen af året.

En anden udlægning når den stik modsatte konklusion, nemlig at politiet er på vej til at rejse tiltale, hvorved Messerschmidt foreløbig kan pakke alle sine i øvrigt klart udtrykte formandsdrømme sammen og berede sig på at skulle forsvare sig i en retssal, der sagtens kan løbe i et par år endnu, før man når en endelig afslutning på sagen. Kommer det til en større straf, bliver det selvsagt endnu sværere for Messerschmidt at indfri sine ambitioner.

Hvis stram indvandrerpolitik ikke er en vare, som alene fås i DF-butikken, men faldbydes mange andre steder, hvad er der så at komme efter?

Jarl Cordua

I al den tid kan Thulesen Dahl sove roligt, medmindre en ny udfordrer viser sig. Den sidste tid har vist, at medlem af Europa-Parlamentet Peter Kofod ligner en mand med den ambition. Især hvis Messerschmidt bliver dømt ude, hvis politiet rejser en anklage. Foreløbig ligner Messerschmidt dog eneste kandidat, der kan samle et oprør mod Thulesen Dahl.

I weekenden blev Kofod valgt ind i hovedbestyrelsen på et budskab om, at han kræver en total reformering af DF som parti. Det er krasse ord i et parti, der er erklæret nationalkonservativt og antirevolutionært på enhver måde.

Kofods politiske platform er et opgør med Thulesen Dahls måde at (fjern)styre partiet på – og han fik næsten følgeskab ind i hovedbestyrelsen af en anden kritisk kandidat fra Bornholm, der kun var få stemmer fra at overhale Thulesen Dahl-loyalisten Carl Christian Ebbesen. Kun valgteknik, hvor man trak en kandidat fra Thulesen Dahl-fløjens side, forhindrede formentlig et endnu større nederlag til formandsfløjen.

Det lagde heller ikke sten i vejen for, at blandt andet BT kunne udlægge hovedbestyrelsesvalget som et stort nederlag til formanden, hvor hans ene kandidat ud af tre kun fik 30 procent af stemmerne.

Thulesen Dahl forsøger selv at modernisere partiet en smule ved at have skiftet den mangeårige partisekretær, Poul Lindholm Nielsen på 73 somre, ud med en anden loyalist, nemlig Steen Thomsen, der sidder i Region Midtjylland. Hvis ikke Lindholm pludselig lige inden weekendens årsmøde følte trang til at forlade posten, så ville Thomsen, der indtil få dage før var på valg som hovedbestyrelseskandidat, formentlig være blevet stemt ud af hovedbestyrelsen, hvorved Thulesen Dahls nederlag havde været endnu mere synligt, end det blev.

Mens formanden forsøger at holde diverse tronprætendenter på afstand af sin vaklende trone, så stiger presset fra blandt andre Kjærsgaard om at ændre på de katastrofale meningsmålinger, der for tiden viser, at DF roder rundt omkring de fem procent. Det er dårligere end resultatet ved deres første folketingsvalg i 1998 på 7,6 procent og mindre end en fjerdedel af toppunktet i 2015 med 21,1 procent, der gjorde Pia Kjærsgaard til formand for Folketinget. Siden katastrofevalget sidste år, hvor man landede på kun 8,7 procent, har DF således tabt yderligere kraftigt terræn.

Indtil videre ligner DF's formand en mand præget af mere og mere rådvildhed og uden strategi. Vil man skærpe tonen yderligere, blive endnu mere højreorienteret og lægge arm med Nye Borgerlige om stemmerne på højrefløjen? Det kunne den megen tale om mere kristendom, krav om udmeldelse af EU og opgør med diverse menneskerettighedskonventioner, herunder idéen om kollektiv familiestraf for enkeltmedlemmers forbrydelser, vidne om.

Det er imidlertid en kurs, der fjerner DF fra egentlig politisk indflydelse, der som bekendt ligger på midten af dansk politik, og hvor Thulesen Dahl som partiets chefforhandler i 25 år har befundet sig vel. 

At DF er interesseret i at få indflydelse, kan man se ved, at partiet netop har lagt stemmer til Arne-pensionsreformen – i øvrigt som det eneste parti i blå blok. Det er omvendt et signal til vælgerne om, at DF er et politisk pragmatisk parti, der gerne søger indflydelse frem for protest. For borgerlige partier som Venstre og Konservative har man i årevis kunnet skifte gear mellem at være protestparti i nogle sager, mens man i andre er til at tale med for en S-regering.

Spørgsmålet er, om DF, der grundlæggende bygger på en idé om at være protestparti for alle dem, der foragter den politiske elite for ikke at løse problemerne især med muslimske indvandrere, kan stå i spidsen for protest mod den politiske elite den ene dag og den næste lave forlig om en række politiske aftaler om alt muligt andet?

Det kunne nok gå dengang, der ikke fandtes alternativer. Men det gør der som bekendt i dag med Pernille Vermunds Nye Borgerlige, der specifikt gør et nummer ud af at være anti-establishment og hævder, så længe hun kan, at hun og hendes flok slet ikke er politikere, men bare en gruppe borgere, der har fået nok af indvandrerpolitikken og slapheden over for islamismen. 

Nye Borgerlige og DF er i øvrigt slet ikke de eneste, der gerne uddeler slag mod ikke-integrerede indvandrere, deres efterkommere og islamismen. Det gør også adskillige socialdemokrater og markante folk både hos Venstre og de konservative.

Så hvis stram indvandrerpolitik ikke er en vare, som alene fås i DF-butikken, men faldbydes mange andre steder, hvad er der så at komme efter?

Pia Kjærsgaard var jo i mange år slagvaren blandt mange pensionister, men de bliver ikke ved med at stemme DF. Noget kunne tyde på, at i al fald dele af DF's fald i vælgeropbakningen beror på den ubehagelige kendsgerning, at mange af hendes og dermed partiets vælgere simpelthen ligger på kirkegården som følge af naturlig afgang, og flere vil følge efter samme vej. Hele 25 procent af partiets vælgere er over 70 år, og 39 procent er pensionister. 37 procent af partiets vælgere har en folkeskoleuddannelse, hvilket nok afspejler, at partiets vælgerbase er grå i toppen. Fremtidige generationer har mere uddannelse i baggagen. Med andre ord er DF's vælgerbase uddøende.

Kan udviklingen så vendes? Det er nok spørgsmålet, om Pia Kjærsgaard har træk i yngre aldersgrupper end sin egen. Man har da set nogle-og-70-årige politikere som Bernie Sanders sætte ild i unge mennesker, men alligevel.

Thulesen Dahl selv formår, åbenlyst for alle bortset fra ham selv, slet ikke at sætte ild i vælgerne, der for længst har gennemskuet ham, hvor meget han end forsøger sig som blokvognspopulist. Han ligner det, han er, sagt på glistrupsk: En sleben, veltalende og durkdreven overuddannet karrieremager i jakkesæt med pressefolder og fast frisørtid.

Læs også

Ingen tror længere på, at han for alvor vil tage livtag med et system, som har næret ham godt i henved 25 år, befriet for andet arbejde end levebrødspolitik. Det er nok kun i stærkt topstyrede partier såvel som i gamle stalinistiske kommunistpartier, foruden naturligvis Dansk Folkeparti, at man kan overleve at miste 75 procent af vælgerne og alligevel blive siddende som formand.

I mellemtiden forsøger DF, som man så på årsmødet, at tale vælgerne tilbage i folden med patetisk fremmanen af tidligere tiders politiske sejre, der kunne vække sympati for det hensygnende parti.

Det kan undre, at ellers så fremragende analytikere i DF åbenbart tror, at vejen frem hos vælgerne er at bede dem huske på fortiden frem for at give svar på fremtidens problemer. Det er måske omvendt med til at forklare DF's aktuelle krise: Man har glemt at udvikle ny politik, sikkert fordi man var så glad for den gamle.

DF satte i lang tid en ære i aldrig at mene noget nyt. Det gør de så nu, og det er sket i den hidtil faste tro på, at vælgerne er blevet endnu mere højreorienterede, end de var før. Spørgsmålet er, om DF i det hele taget er i stand til at udvikle ny politik? Indtil videre har man listet otte punkter op, hvor man godt kan genfinde DF som højreorienteret parti, der er imod EU og indvandring og for højere straffe, mere miljø og for velfærd i hele landet. Problemet er dog, at ingen af disse otte punkter er unikke pejlepunkter og genfindes i flere partier.

Endelig er der en fundamental manglende erkendelse i DF af, at man i forrige valgperiode valgte at fuske med partiets oprindelige borgerlige identitet, da man indledte et samarbejde med Socialdemokraterne og Mette Frederiksen. Det var kraftigt medvirkende til at lægge forestillingen om et velfungerende borgerligt samarbejde helt i graven, og mange tidligere V-vælgere indså pludselig, hvilken fejltagelse de havde gjort, da de havde stemt på DF i 2015 for at straffe Lars Løkke Rasmussen.

Thulesen Dahl havde heller ingen problemer med at personificere et indædt opgør med ikke bare Liberal Alliances Anders Samuelsen, men også undertiden VKLA-regeringen. Det husker vælgerne.

Det gør ingen forskel, at partiets mangeårige, nu forhenværende, pressechef, Søren Søndergaard, i Weekendavisen nu forsøger at forsvare det strategiske valg, som DF dengang foretog, da man i øvrigt med hans egen mellemkomst indledte samarbejdet med S, der stak en pind i VLAK-regeringens økonomiske politik.

Det valg var en taktisk genistreg af Socialdemokraterne, for andet end taktik blev det ikke for dem, men en kæmpe strategisk brøler af Thulesen Dahl og den topledelse, som i årevis kørte partiet uden indblanding fra baglandet. Det mærkelige er egentlig, at Thulesen Dahl sidder endnu.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

Søren Søndergaard

Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti
journalist (DJH 1987)

0:000:00