Jarl Cordua: Regeringen gør sig selv til skydeskive

"Madame Corona" hærger over hele verden, men i Danmark aner man en vis optimisme hos sagkundskaben med hensyn til at undgå katastrofescenarierne, som vi ser i disse dage i Italien og Spanien og snart også i USA.

Vi kommer til at se mange flere dødsofre til trods for optimistiske forventninger hos dem, der er i stand til at tyde hældningerne på graferne over udviklingen i sygdomstilfælde. De mener, at det sundhedsmæssige beredskab vil kunne holde til den spidsbelastning, som forudsigeligt vil finde sted om nogle uger.

Måske giver denne forsigtige optimisme plads til lidt mere debat og diskussion af myndighedernes beredskab og planer for, hvordan vi bliver coronavirussen kvit i en fart, og hvordan vi fremover skal forholde os til nye eller tilbagevendende epidemier.

Det giver os også anledning til at diskutere, hvordan vi få lukket samfundet op, sådan at de økonomiske skadevirkninger, som allerede er en realitet, kan blive begrænset.

For nogle danskere ender diskussionen om de økonomiske konsekvenser af coronaen hurtigt med frygten for døden og for omsorgen for deres medmennesker. Nogle vil ikke – eller kan ikke – forholde sig til den alvorlige diskussion, som allerede nu er gået i gang med hensyn til, hvad samfundet bør gøre, indtil en vaccine er i omløb måske først om et år. For nogle er det bare en "kedelig" eller smagløs diskussion om penge versus menneskeliv, der hurtigt bør stoppe. 

De, der alligevel drister sig til at sætte spørgsmålstegn ved, hvor mange uendelige samfundsmilliarder man bør bruge på at redde relativt få ældre og i forvejen sygdomssvækkede menneskeliv, kan forvente at blive mødt med kommentarer om deres "menneskesyn".

De seneste dages udvikling ligner et optræk til desperation i Sundhedsministeriet og i regeringen, hvor man i al fald konsekvent følger den strategi, at man ingen problemer har med at smide embedsmændene under bussen, hvis tingene går galt.

Jarl Cordua

Måske har man mere held med at påpege, hvorfor det er nødvendigt, at hele samfundet skal sættes i stå i mange måneder frem, fremfor i stedet blot at isolere de samme sårbare mennesker, der ligesom alle andre i forvejen lever afskærmet, indtil en vaccine kan fås i håndkøb?

Det er muligt, at mange gerne vil betale den fulde pris nu og i al fremtid uden at ville forholde sig til omkostningerne. Hvordan vil mange af de samme mennesker se på sagen om seks måneder, hvor de står uden job, hvor deres virksomheder er ruineret, boligen usælgelig, og det liv, som de kendte og holdt af, måske er endegyldigt forbi?

Vil de da lede efter forklaringer på, hvorfor deres liv nu pludselig sættes på pause? Vil de granske enhver beslutning truffet af den siddende regering og vurdere, om det kunne være gået anderledes, hvis man havde fulgt andre strategier? Sandsynligheden taler for det. 

Allerede nu mødes regeringen af disse presserende spørgsmål, som den snart skal forholde sig til. Hvad skal der ske, så snart der øjnes en mulighed for at lukke op for samfundet igen? For hvad nu, hvis man åbner for hurtigt?

Kan regeringen i det hele taget åbne samfundet uden at have epidemien under kontrol? Har regeringen noget valg, hvis ikke dansk økonomi skal brase sammen og arbejdsløsheden eksplodere yderligere? Dilemmaerne og risiciene for de politiske magthavere står nærmest i kø.

Indtil videre har regeringen haft et ganske stort held med at agere "situationens generalstab" med effektiv kommunikation sammen med sundhedsmyndighederne personificeret i Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, hvor sidstnævnte topper troværdighedsmålingerne.

Det er i øvrigt et internationalt gennemgående træk, at befolkningen bakker op om den siddende regering uden dikkedarer. Selv i Italien får den hårdt prøvede og hidtil upopulære regering pludselig pæn opbakning.

Det samme mønster ser man i Danmark, hvor regeringen dog længe har haft pæn opbakning. De få meningsmålinger, der er lavet, viser næsten alle usvækket stor opbakning til S-regeringen og rød blok. Enkelte endda stor fremgang for S.

Imidlertid tyder en del på, at de dage, hvor regeringen henset til situationens alvor kunne være sikker på bred og fuldtonet politisk opbakning og konsensus om dens beslutninger, nærmer sig udløbsdatoen. Og den udvikling kan den til dels takke sig selv for.

I de seneste dage har offentligheden set, hvordan regeringen, det vil sige statsministeren og sundhedsministeren, i stigende grad lægger afstand til sundhedsmyndighederne og dens tidligere beslutninger.

Så længe tingene kører på skinner under krisen, så er der ikke grænser for, hvor meget regeringen bader sig i den store opbakning og de anerkendende ord fra en taknemmelig befolkning.

Men når det handler om at skulle tage ansvar for beslutninger, som ikke blev truffet i tide, for eksempel at tage advarslen fra FN’s verdenssundhedsorganisation, WHO, alvorligt eller uudnyttede muligheder for indkøb af testkits, så tøver regeringen ikke med at placere aben alle andre steder end hos den selv.

Når statsministeren holder møder med Folketingets partier, skælder hun Brostrøm og sundhedsmyndighederne ud, og det samme gør sundhedsminister Magnus Heunicke senest i går tirsdag i Danmarks Radios P1, hvor han udtrykte sin utilfredshed med Sundhedsstyrelsen og dens teststrategi, hvor alt for få mennesker er blevet testet. Formentlig på grund af akut manglende testkit.

Man kan så diskutere, hvorfor den mangelsituation er opstået? Også her vil regeringen placere aben hos sundhedsmyndighederne frem for at forholde sig til det faktum, at man altså har ledet landet i snart et år og dermed i sidste ende selv har ansvaret. Man har kunnet agere tidligere. Det gjorde man ikke.