Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Regeringens overlegenhed samler oppositionen

KOMMENTAR: Den historisk stærke regering udvikler et stadigt dybere modsætningsforhold til et flertal af Folketingets partier og især til Radikale Venstre, skriver Jarl Cordua.

Regeringens overlegenhed har ført oppositionen sammen. Pludselig leger de radikale med Venstre, men også med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, skriver Jarl Cordua.
Regeringens overlegenhed har ført oppositionen sammen. Pludselig leger de radikale med Venstre, men også med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, skriver Jarl Cordua.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Statsminister Mette Frederiksens (S) regering er historisk stærk på flere områder.

Man har en politisk meget erfaren, ideologisk velfunderet og stærk kommunikator i spidsen for regeringsprojektet, der evner at give embedsmænd maksimalt modspil, er retorisk i topklasse og som har fuld kontrol over sit parti, som det ikke er set i måske 50 år.

Organisatorisk er man også på plads med en ledelse, der tydeligvis fungerer, som har snor i ministrene, og hvor regeringens muligheder for kommunikation totalt styrer de politiske valg.

Eneste store minus indtil videre var nogle spindoktorer i Finansministeriet, der var ude af kontrol i forbindelse med forhandlingerne med Venstre om udligningsreformen.

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Regeringens særlige styrke er, at den er god til at opfange signaler om, at noget er ved at gå galt og reagere hurtigt på dem og især at få det kommunikeret herefter.

Dummer en minister sig, så får man hurtigt sadlet om, effektueret en ny beslutning, får det kommunikeret og kommer videre. Tag for eksempel erhvervsminister Simon Kollerup (S), der pludselig ville lukke Ikea. Det fik han hurtigt trukket tilbage og beklaget.

For de radikale er hver eneste lejlighed, den kan bringe regeringen i mindretal, en påmindelse til regeringen om, at den er en mindretalsregering.

Jarl Cordua

De manglende hjælpepakker til virksomhederne, der var ved at gå konkurs, udsatte regeringen for begyndende hård kritik. Det endte med, at regeringen pludselig droppede bureaukratiet og fik sendt pengene hurtigt af sted. Så måtte man se på dokumentationen og ordne bureaukratiet senere.

Kritikken forsvandt og levede herefter kun som et nu overstået samråd, hvor ministeren endnu engang beklagede.

Da regeringen for nylig tillod kærestepar at krydse grænserne, blev der indledningsvist indført regler om, at man skulle dokumentere sin kærlighedsrelation med lister over hyppige telefonopkald, fotos og sms'er, så betjentene kunne se, at der var tale om et langvarigt kæresteforhold på mere end seks måneder.

I medierne fremstod det som en ret uholdbar, ja nærmest komisk dokumentationsform. Hvad gjorde regeringen? Resolut reagerede justitsminister Nick Hækkerup (S), og så blev dokumentationskravet ændret til skriftlige tro- og loveerklæringer, som alle kunne leve med.

Juvelen i kronen over regeringens evne til at handle på signaler er naturligvis covid-19-krisen. Nu står det mere klart end før, at regeringen lukkede landet ned og siden grænserne, uden at Sundhedsstyrelsen havde givet grønt lys til beslutningerne.

Formentlig fordi regeringen forinden havde mistet tilliden til sundhedsmyndighedernes vurdering, der i begyndelsen af marts handlede om at lade Danmark køre ad det svenske spor, og hvor man intet gjorde for at isolere for eksempel hjemrejsende fra skisportstederne i Alperne, der i mange tilfælde hjembragte virus og antændte epidemien i landet.

Da regeringen efter en noget famlende start i ugerne efter nedlukningen fornemmede, at der var ved at danne sig en almindelig konsensus i coronadebatten om, at "test, test og atter test" var vejen frem, så blev det også regeringens strategi, og sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) blev sat i spidsen for, at alle kræfter nu blev sat ind på at få testtelte over hele landet til at komme op at stå.

Igen: Hurtig reaktion, så snart at man fik lagt en strategi.

I oplukningsfasen sidder regeringen konsekvent i baghånd.

Især de ikke så få skræmte borgere stoler indtil videre på dens dømmekraft, og kun tilstrækkelig pres fra oppositionen, erhvervsliv, fagforeninger og organisationer og et omsving i den generelle stemning i befolkningen har tvunget regeringen til at lukke op.

Alligevel har Mette Frederiksen med sin enestående autoritet og sin tilrettelæggelse af "forhandlingerne" med Folketingets partier fået det til at fremstå som regeringens eget – ja nærmest – suveræne valg.

Indtil videre har timingen også der været perfekt. Regeringen har undervejs ligget pænt i ly af smittetal og sundhedsvidenskaben herhjemme, der konsekvent har demonstreret deres manglende overblik over situationen, hvilket har betydet, at kun stor forsigtighed under oplukningen politisk set har været eneste farbare vej.

Lige nu udestår kun spørgsmålet om grænserne, for ellers er der mere eller mindre – på nær nogle offentlige arbejdspladser og universiteter – lukket op for samfundet.

Regeringen kan dermed krone sig selv med historisk høj opbakning blandt vælgerne både til Socialdemokratiet og hele rød blok.

Læs også

I de seneste dage har Venstres næstformand siddet i den såkaldte Instrukskommission.

Her har Inger Støjberg (V) forklaret sin legen kispus med Folketinget, befolkningen og sine embedsmænd, da hun som minister – og siden da – brugte sin tid på at fortælle, hvor meget hun var imod asylpar eller "barnebrude" fremfor at fastslå, at hun forinden som minister faktisk havde godkendt et hidtil ukendt ministernotat, der klargjorde, at hun accepterede den individuelle behandling af asylparrene, som hun selv var imod, og som hele sagen drejer sig om.

Undervejs har Støjberg taget hele Venstre og det borgerlige Danmark som gidsel i sagen, hvor hun meget kløgtigt har gjort sagen til en folkeafstemning om barnebrude fremfor det, som sagen handler om:

Nemlig at hun muligvis som minister udsendte en bevidst misvisende pressemeddelelse, som af embedsmandsapparatet blev tolket som instruks, der i en periode medførte en ulovlig praksis. 

Også her ser man regeringen optræde klogt. Man kommenterer ikke sagen, som har potentiale til også at splitte de vælgergrupper af tidligere DF-vælgere, som Socialdemokratiet meget målbevidst har sat sig på og vundet tilbage ved valget sidste år, og som de ikke vil miste for enhver pris.

Så hvad gør regeringen så, hvis man gerne vil kommunikere til de vælgere, som føler sympati for Støjberg og som har købt hendes "framing" om, at hun nu er på vej til at blive straffet, bare fordi hun er imod barnebrude?

Ja, man lader hendes efterfølger, udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), bekendtgøre, at regeringen er på vej med ny lovgivning, der gør det strafbart at foretage en religiøs vielse af unge under 18 år. Også i det tilfælde, hvor den mindreårige selv ønsker det og har givet samtykke til vielsen.

Sker det alligevel, er strafferammen op til to års fængsel, hvis en person forestår en religiøs vielse. Det er et led i regeringens opgør med tvangsægteskaber af unge og social kontrol.

Da det næppe har været et stort problem dengang, hvor unge danskere blev gift med kongebrev, er det tydeligt, at den nye lovgivning – uden specifikt at nævne det – er et opgør med noget, som mange forbinder med muslimske miljøers praksis. Da "barnebrude" i forvejen er forbudt, kan man som regering i stedet præsentere anden værdipolitik, der falder i samme målgruppes smag.

Det er nemt at fremstille sagen, som at Støjberg nok har det hele i munden, laver fikkumdik og åbenbart taler med to tunger foran den kommission, der endevender hendes administration, mens regeringen omvendt får gjort noget ved tingene.

Og så kan regeringen læne sig tilbage og overlade det til hele rækken af borgerlige partier, som i deres iver for at lukrere på Støjbergs folkelige popularitet nærmest står på ryggen af hinanden for at forsvare hendes mange selvmodsigelser og tilsyneladende løgnagtige besvarelser på folketingsmedlemmernes spørgsmål, da de i sin tid spurgte ind til sagen. 

Regeringens umiddelbare generelle overlegenhed har dog medført én stadigt tydeligere svaghed. Den har ført oppositionen sammen.

Pludselig ser man de radikale lege med både Venstre, men også Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Først så man det i et politisk flertal udenom regeringen, der stillede krav om grænseåbningen, der indledningsvist lignede en triumf for politisk leder Morten Østergaard (R) og partiformand Jakob Ellemann-Jensen (V).

Man fik erobret initiativet fra statsministeren, men man turde ikke sætte sig igennem og insistere på en grænseåbning. Det blev i stedet til små indrømmelser, og igen fik Frederiksen vist, at hun er i kontrol over situationen. Men i det mindste lignede oppositionens partiledere ikke længere en flok får sat på græs, som billedet på Marienborg nogle uger forinden viste.

Vigtigere blev det til gengæld, da Venstre igen fik samlet en bred flertalskoalition om et krav, der skal lade uvildige eksperter undersøge regeringens covid-19-indsats.

Det viser igen, at regeringens styrke – og dens generelle uvillighed til at inddrage for eksempel de radikale i magten – simpelthen fører støttepartiet i armene på de borgerlige.

Undersøgelsen i sig selv behøver ikke at blive et problem for regeringen. Tværtimod kan den til sin tid bekræfte mange vælgeres billede af en kompetent regering, der traf de rigtige beslutninger og i rette tid.

Men kontroltabet udstiller regeringen, og den understreger fornemmelsen af, at regeringen er ved at udvikle et stadigt dybere modsætningsforhold til et flertal af Folketingets partier og især til de radikale. 

I perlerækken af regeringens covid-19-triumfer gemmer sig dog en enkelt tidsel.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) sendte på regeringens vegne ubrugelige respiratorer og et felthospital til det sundhedsmæssigt nødlidende Italien og fik undervejs betegnet det som en "solid indsats".

Forleden endte det efter et samråd med en såkaldt næse til udenrigsministeren fra et flertal i Folketinget med de radikale, men hvor også et andet støtteparti, Enhedslisten, var med.

I en langt mindre sag har de radikale fornøjelsen af at varme op under kulturminister Joy Mogensen (S), der igen i et samråd skal forklare Radio- og tv-nævnets beslutning om at lade den skattefinansierede ungdomsradiokanal Radio Loud vinde sendetilladelsen og de penge, der fulgte med.

Efter nogle måneder i luften aflyttes DAB+-kanalen stadigvæk af blot 0,0 procent unge radiolyttere. Det var ellers de unge, som kanalen fremhævede som sin målgruppe i dens ansøgning til Radio- og tv-nævnet. De radikales medieordfører, Jens Rohde, fører an i hård kritik af ministeren, som de borgerlige – naturligvis – står klar til at vælte.

Det er nok tvivlsomt, at sagen kan bære en fyring af Joy Mogensen, der med en stribe dårlige sager ligner en bekvem boksebold for støttepartiet, når den skal slå én særlig pointe fast:

For de radikale er hver eneste lejlighed, den kan bringe regeringen i mindretal, en påmindelse til regeringen om, at den er en mindretalsregering.

For Venstres Jakob Ellemann-Jensen er det en kærkommen anledning til at opstille noget, der bare minder om en samlet borgerlig opposition, der ellers i lang tid har været splittet og som i det daglige ellers konkurrerer om i offentligheden at fremstå mest yderliggående i udlændingepolitikken og skinger i sin afstandtagen til islam.

Ingen tror dog nogensinde på, at en koalition, der rækker fra de radikale til Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, og som kan udgøre et egentligt samarbejde, er muligt.

Koalitionen eksisterer kun som negation til regeringen. I samme øjeblik, hvor regeringen er klar til at give de radikale eller Venstre egentlig indflydelse, braser luftkastellet sammen.

Alligevel har regeringens kontante "holden de radikale ud i strakt arm" og insisteren på at sidde tungt på ansvaret og beslutningerne fået den konsekvens, at der er skabt et arbejdsfællesskab mellem de radikale og højre side af Folketinget, der næres ved partiernes fælles behov for at sætte Mette Frederiksen på plads, når lejligheden byder sig.

Det vil selvsagt slide yderligere på det i forvejen belastede forhold mellem de radikale og Socialdemokratiet.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00