Jarl Cordua: Tillidsmandens datter vil undgå 2011-spinkrigen

Mette Frederiksen har sat sig i stolen som kongelig undersøger og residerer midlertidigt i Landstingssalen. Det er ikke kun det samme sted, som forgængeren Lars Løkke Rasmussen førte sine regeringsforhandlinger.

Ifølge Socialdemokratiets pressekonsulent Mads Havskov Hansen er det også "det rum, hvor fornedrelsens proselytter og undertrykkelsens ypperstepræster i årevis holdt arbejderklassen i et jerngreb", men nu "sidder datteren af en tillidsmand og forhandler om opbakning til en socialdemokratisk regering, der vil forbedre lønmodtagernes rettigheder".

Her, "hvor højrekræfterne så passivt til, mens børnehjemsbørn i hobetal blev mishandlet, sidder der nu en socialdemokrat, der gerne vil være børnenes statsminister". Pressekonsulentens slagkraftige og herligt patos-fyldte linjer fra Facebook siger alt om selvforståelsen og ikke mindst forventningerne til de politiske resultater i det gamle arbejderparti, der ikke gik frem i stemmetal ved folketingsvalget.

Tillidsmandsdatteren giver sig tilsyneladende god tid til at komme overens, især med arve-ven-fjenderne hos De Radikale. Der er ikke nogen bagkant for forhandlingerne, og der er en del fokus fra alle sider på, at processen skal foregå på en noget anden og mere konstruktiv måde sammenlignet med de dramatiske forhandlinger i Det Sorte Tårn i 2011.

Det er blandt andet derfor, at S-toppen har kopieret Løkkes forhandlingsmodel fra 2015 med relativ åbenhed på Christiansborg, hvor alle kan se, hvem der går ind ad dørene til Landstingssalen frem for et mørkt rum på et ukendt hotel og det drama, der med stor sikkerhed følger efter.

Der er også opnået enighed blandt parterne om, at valgkampen ikke skal videreføres under forhandlingerne ligesom sidst, hvor spindoktorer altid stod klar med negative analyser om modparten.

Der meldes om god stemning og optimisme fra forhandlingerne, men man er altså kun nået til "opvarmningsstadiet", hvor politiske forslag har været på bordet, men hvor der ikke er blevet konkluderet noget.

Jarl Cordua

Taber-vinder-fortællingerne, der har som uhensigtsmæssig sideeffekt, at de udpegede tabere bliver provokerede og sure, skal altså pakkes helt bort. Ambitionen er at opbygge tillid, og det kræver, at parterne bruger tid på at få talt sig til rette, så man undgår skrækscenariet i 2011, hvor rød blok lå i spinkrig undervejs i processen og lagde kimen til Thorning-regeringens fald i 2015.

Der meldes om god stemning og optimisme fra forhandlingerne, men man er altså kun nået til "opvarmningsstadiet", hvor politiske forslag har været på bordet, men hvor der ikke er blevet konkluderet noget.

De første dage var klima og velfærd på bordet. Tirsdag talte man om udlændinge, som alle anerkender er den store sten på vejen. I dag diskuterer man økonomi, hvor der heller ikke er stor enighed i rød blok. Det afrunder så de indledende forhandlinger, hvor man efter en pause torsdag og fredag på grund af Folkemødet, vender tilbage i weekenden med mere konkrete forhandlinger, som alle mener bliver svære.

I den socialdemokratiske forhandlingsdelegation er det kommet til et skift på én af pladserne. Den i lang tid forventede finansminister og mangeårige stærke mand i partiet, gruppeformand Henrik Sass Larsen smed 2. pinsedag håndklædet i ringen og sygemelder sig indtil videre. Han føler sig forfulgt af pressen og har det skidt, hvilket flere iagttagere i nogen tid også har bemærket.

Sass' rolle i den hidtidige proces har været begrænset til at være med en enkelt dag, hvor han ikke gjorde meget væsen af sig. Hele det politiske miljø på Christiansborg og især mange i hans parti er i øvrigt dybt berørt over Sass' tragiske personlige deroute, som også klargør for omverdenen, hvilken høj pris der indimellem bliver betalt for at kunne deltage i politik på topniveau.

I stedet er det en helt anden figur, som sammen med Mette Frederiksen præger forhandlingerne, nemlig den politiske ordfører Nicolai Wammen.

Hvis det er meningen, at Wammen skal være udenrigsminister, som ikke så få iagttagere spår, så er det noget mærkværdigt, hvis han forhandler regeringsgrundlag og dermed lægger sporene for den offentlige økonomi i flere år frem. I al fald hvis det hele ender med, at Wammen dropper finansministerposten, fordi han hellere vil være udenrigsminister.

Man må gå ud fra, at Mette Frederiksen har haft en samtale med Wammen, hvor hun har kigget ham i øjnene og gjort ham klart, at det er den opgave og det ansvar, som han må påtage sig som vælgerfavorit og del af ledelsen i partiet. Hvis Wammen allerede nu undslår sig ansvaret, så bør hun nok hente en anden forhandler ind, der kan se Radikale og Enhedslisten i øjnene og være med til at opbygge den nødvendige tillid til fremtiden.

Her er der at bemærke, at den senere finansminister Bjarne Corydon netop forhandlede regeringsgrundlag i Det Sorte Tårn. Omvendt kan Wammen, der har ry for at være en notorisk fedtspiller, tillade sig at sige pas, hvis regeringsgrundlagets økonomiske del er så tilpas vagt formuleret, at en anden finansministerkandidat har rigeligt frirum til at kunne forhandle uden at risikere at blive anklaget for at svigte det, man når frem til i fællesskab.