Jarl Cordua: Ved Ellemann, hvor han har Støjberg?

Problemet viser sig allerede i udlændingepolitikken, hvor ikke alle kan få øje på, hvor man har Ellemann eller hans parti.

Forud for landsmødet kunne mange få øje på, at der er to udlændingepolitiske fløje, som vist nok er fælles om den stramme udlændingepolitik, men især er uenige i, hvordan man skal beskrive problemerne.

Der er dem i partiet, der mener, at man skal tage bad i højrefløjens konstante dæmonisering af islam og muslimers hensigter om islamisering af landet, og så er der dem i partiet, der følger lige efter og tegner grænsen op for, hvad Venstre bør medvirke til, hvis man altså tager folks grundlovssikrede trosfrihed alvorligt og i øvrigt holder sig for god til at ventilere og bekræfte højrefløjsvælgeres fordomme. 

Ellemann forsøgte på bedste beskub at fordele sol og vind lige i sin tale. Det blev af nogle udlagt som tvetunget tale, der hverken var fugl eller fisk. Bedømt på klapsalver og efterfølgende kommentarer fra Venstrefolkene, så ramte han nogenlunde midt i fællesmængden af holdninger i sit eget parti til de fleste tilfredshed. Det er ikke noget dårligt udgangspunkt for en ny formand.

Spørgsmålet er dog, om det er et nemt synspunkt at kommunikere på den lange bane.

Venstre ved du, hvor du har i udlændingepolitikken, må altså blive noget med, at man er helt oppe på dupperne og afvisende, når muslimer eller andre vil have særregler og ændre landets love og skikke, for at de kan føle sig hjemme. Omvendt er der plads til alle dem, der kan og vil Danmark, mens resten skal lempes ud af vagten hurtigst muligt. 

I sin tale sagde Ellemann: "Det giver anledning til en dyb bekymring, at der er nogle i Danmark, der tilsyneladende mener, at man skal udvise mennesker alene på grund af deres tro."

Netop denne sætning blev af flere udlagt som en forsigtig afklapsning af næstformanden, Inger Støjberg, der i et debatindlæg i B.T. 4. november med den samme henvisning til en undersøgelse, der viser, at 28 procent af danskerne vil sende muslimer ud af landet, havde udtrykt forståelse for, at folk var trætte af "islam mig her og islam mig der".

Ellemann var i al fald på linje med synspunktet fra fem folketingsmedlemmer, blandt andet markante folk som Jan E. Jørgensen, Bertel Haarder og Anni Matthiesen, der fredagen inden landsmødet på forsiden af Jyllands-Posten havde kommenteret selvsamme Mandag Morgen-undersøgelse med et forsvar for "muslimske medborgere":

"Vi skal ikke finde os i, at de mennesker bliver udsat for en nedrig og udskammende retorik, alene fordi de er muslimer eller tilhører en hvilken som helst anden trosretning."

Om lørdagen kunne en ikke helt upåvirket Støjberg samle debatten op i sin tale. Hun, der paradoksalt nok både udadtil og på de indre linjer konstant maner til ro og samling, gjorde det krystalklart, at hun under ingen omstændigheder vil underlægge sig begrænsninger med hensyn til at ytre sig, som hun vil.

Støjberg, trængt i defensiven af formandens ord, forsøgte klogt at fremhæve, at det tværtimod var en styrke, at folk i Venstre mente noget forskelligt, og at hun endda satte særlig pris på dem, som hun var mest uenig med.

Det bliver spændende at se, om de næste mange års landsmøder skal gå med en næstformand, der skal forsvare sine positioner og sin ret til at skrive kontroversielle ting, der i al fald af iagttagere uden for Venstre udlægges som forsøg på at torpedere formandens strategi om et Venstre, som vælgerne ved, hvor de har.

I 1990'erne under Uffe kørte man også med et andet slogan i medlemshvervningen, der hed: "Du må gerne være uenig." Spørgsmålet er, om det duer i toppolitik i 10'erne på et tidspunkt, hvor Ellemann og Venstre har forsikret omverdenen om, at formandskabets tid er endegyldigt slut, og hvor Støjberg selv rejser rundt i partiet og bekræftes i, at det eneste, partiets græsrødder ønsker sig, er ro og fred.

Splittelse i udlændingespørgsmålet er også en gave til både Socialdemokratiet og den notorisk utro formand for Dansk Folkeparti, der både før og under landsmødet forsøgte at botanisere i uenigheden og slå mønt på den. Når lejligheden byder sig til, så vil begge partier mæske sig i den selvsamme fornøjelse, det er at udstille ethvert tegn på uenighed i Venstre.

Også af den grund deler størstedelen af folketinggruppen og partiet formentlig formandens krav om absolut arbejdsro, og den usagte underliggende præmis om, at tiden er kommet, hvor både Støjberg, men bestemt også hendes interne kritikere skruer helt ned for skriverier med videre potentiale til udstille splittelse og formandens afmagt.

Hvis ikke alle forstår alvoren, så tvinger man Ellemann til at handle hårdt og brutalt. Og han vil få den nødvendige opbakning, hvis sagen er nogenlunde klokkeklar.

Spørgsmålet er, om Støjberg nogensinde accepterer selv den mindste mundkurv. Hun afviser for eksempel blankt nogensinde at lade sine skriverier forhåndsgodkende i partiet, inden de bliver trykt. Senest har Støjberg også modtaget fuld opbakning til synspunkterne i B.T.-klummen fra sin nære allierede, Søren Gade, der desværre for hende befinder sig i Europa-Parlamentet.

Ved siden af dette foregår en anden mere konkret armlægning i forhold til ansættelsen af en ny partisekretær i partiet, hvor både Inger Støjberg og Jakob Ellemann sidder med i ansættelsesudvalget, der styrer proceduren, som har vist sig ikke at være helt nem.

En hel række af tidligere partiansatte, et tidligere folketingsmedlem og flere tidligere særlige rådgivere er med i feltet og har været vendt og drejet i udvalget, men altså uden en endelig konklusion.

Der er dog ved at vise sig en begyndende utålmodighed med, at en afklaring ikke er nået. Enkelte kandidater ses som Støjbergs favoritter, mens det er mere ukendt, hvem formanden foretrækker.

Alle har dog forståelse for, at man skal bruge tid på at finde den helt rigtige mand – eller kvinde – der de næste fire år reelt er administrerende direktør for Venstre. Det er et job, hvor man er arbejdsgiver for partiets ansatte, forvalter af et stort budget og formue, ansvarlig for alskens organisatoriske møder, herunder landsmøder, pengeindsamling og ikke mindst partiets valgkampagner.

Det kræver også en vis evne til at tale med (og høre på) græsrødderne og deres ikke altid gode idéer og klagesange, samtidig med at man skal kunne motivere folk, som det ikke altid er let at motivere.

Dertil skal en partisekretær kunne passe ind i forhold til de folkevalgte både på Christiansborg og i kommunerne rundtom i landet. Tidligere har man for eksempel oplevet partisekretærer, der skældte ud på borgmestre og folketingsmedlemmer, der ikke rettede helt ind, og i nogles øjne totalt overspillede deres rolle. Der er store forhåbninger mange steder i Venstre til, at den næste partisekretær bliver noget bedre til at kende sin plads.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.