Jarl Cordua: Venstres formand drukner i dårlige sager

Hvis man går og håber på, at de borgerlige igen kommer til at indtage regeringsbænkene, så synes vejen dertil at tage sig stadigt længere ud, som tiden går.

Årsagerne er mange og forskellige. S-regeringens succes med at få sin egen politik gennemført uden de store dikkedarer er i sig selv en årsag. Regeringschefens personlige popularitet, som i skyggen af coronakrisen blot er vokset til nye højder, er en anden grund.

Statsminister Mette Frederiksens (S) person og ledelse mere end partiets ideologiske projekt kan nok forklare Socialdemokratiets store fremgang under krisen, sådan at partiet lige nu har opbakning fra hver tredje vælger. I al fald i meningsmålingerne.

Politik er et nulsumsspil, så hvor der er vindere i meningsmålingerne, er der også tabere. Og de borgerlige har samlet set været taberne lige siden folketingsvalget, der trods Venstres og De Konservatives fremgang som bekendt blev et stort borgerligt valgnederlag.

Andres succes kan altså til dels forklare de borgerliges fiasko. Dertil kommer selvfølgelig også egen andel i den udvikling, hvor afstanden mellem rød og blå blok bliver stadigt større i meningsmålingerne.

Nogle målinger viser lige nu en forskel på hele 20 procentpoint. Venstrefløjsfantasier om "arbejderflertal" – det vil sige SFØ-flertal uden De Radikale – er pludselig inden for rækkevidde.

Blå bloks fiasko, som i sidste ende altid ender med at blive statsministerkandidatens fiasko, hænger også sammen med Ellemann-Jensens tydelige begyndervanskeligheder og åbenlyse manglende erfaring som toppolitiker.

Jarl Cordua

Her spiller naturligvis Dansk Folkeparti efterhånden velbeskrevne kollaps en markant rolle. I denne uge blev der lagt til i fortællingen om et parti, der langsomt, men sikkert, er ved at erodere.

To DF-byrådsmedlemmer i Vordingborg, der havde svært ved at indordne sig under Dansk Folkepartis jernhårde partidisciplin, smuttede til rivalerne i Nye Borgerlige og meget passende gav de partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) hele skylden for, at det måtte komme så vidt.

Sådan går det tit. Dansk Folkepartis succes var da også partiformandens, men det er nærmest alene hans skyld, når det går galt. De to nye byrådsmedlemmer, der er sat til at administrere kommunal service, havde pludselig markante meninger om den episode for snart fem år siden, da flygtningesituationen var ude af kontrol, og hvor flygtninge betrådte de danske motorveje for at nå til Sverige.

At det kunne få lov at passere var "et svigt" fra Dansk Folkepartis side, lød det fra renegaterne, der hurtigt havde lært sig punkterne fra deres nye partiformands, Pernille Vermunds (NB), talepapir, da hun forud for valget i et forsamlingshus i Aabenraa med stor succes udfordrede Kristian Thulesen Dahl.

Nogle vil måske undre sig over, hvorfor det tog disse nyomvendte så mange år og et kommunalvalg at nå til den konklusion. Andre DF'ere er også nået til samme konklusion.

Den indtil for nylig også meget oppositionelle Anders Vistisen belærte sin formand, at han tilbage i 2015 simpelthen burde have trukket tæppet væk under Lars Løkke Rasmussen-regeringen, da den ikke fik stoppet flygtningene ved grænsen. 

Flygtningekrisen i efteråret 2015 er blevet et referencepunkt for den danske højrefløj og motor i vælgermobiliseringen, hvor det gælder om at være mest muligt i opposition til den Venstre-regering, der sad på det tidspunkt.

Det er derfor svært at se, hvordan denne del af højrefløjen samtidig skal binde sig til at støtte en statsministerkandidat som Jakob Ellemann-Jensen fra det samme parti med omtrent samme liberale synspunkter som Lars Løkke Rasmussen, som, de i dag mener, burde være væltet.

Den nuværende regering med Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, passer omvendt slet ikke ind i samme fortælling om "svigt". Tværtimod var det i efteråret 2015, at Socialdemokratiet skærpede partiets linje i udlændingepolitikken og i øvrigt også over for EU, der i højrefløjens fortælling rangerer på niveau med Mordor.

Så hvem er det egentlig, at højrefløjen i Danmark vil bekæmpe? Eller støtte? Det står ikke klart. I alle tilfælde prisgiver det Jakob Ellemann-Jensens muligheder for at skabe en illusion om en samlet blå blok. 

Blå bloks fiasko, som i sidste ende altid ender med at blive statsministerkandidatens fiasko, hænger også sammen med Ellemann-Jensens tydelige begyndervanskeligheder og åbenlyse manglende erfaring som toppolitiker.

Han slås også med spøgelser og efterveerne af mange års Venstre-regeringers beslutninger, hvor nogle af dem viste sig at være dårlige (for eksempel Skat) og ikke mindst magtkampene siden Anders Fogh Rasmussens afgang.

Tidligere næstformand Kristian Jensen (V) var ét problem, der så blev (brutalt) håndteret, da Jakob Ellemann-Jensen fyrede ham som ordfører. Dertil kommer Ellemanns forgænger, Lars Løkke Rasmussen, der tydeligvis har gjort sin stilling klar.

Måske ville han formulere det sådan: Venstre vragede mig, efter at jeg leverede stor mandatfremgang. Derfor skylder jeg ikke mit parti at tage det særlige hensyn at dæmpe mig og finde min plads i skyggen.

Lars Løkke Rasmussen skriver flittigt i B.T. åbenhjertige, knivskarpe kritiske analyser af regeringens håndtering af coronakrisen, der gang på gang, men uden at nævne ham med ét ord, udstiller efterfølgeren som vag og vattet.

Ingen forestiller sig, at det kommer til at ændre sig foreløbig. Til august udkommer Løkkes erindringsbog. Den kan kun ende med at blive årets bestseller. Alle forventer, at bogen bliver mest interessant i beskrivelsen af opgøret med Kristian Jensen og hele rækken af Løkkes banemænd i Venstres organisation.

Pressen og alle politiske iagttagere får én lang fest – også selvom Løkke undervejs skulle skælde ud på kritikerne – også dem i kommentatorkorpset, som Løkke har udviklet en indædt afsky for. Forleden i radioprogrammet 'Slotsholmen' på P1 betroede Lars Løkke Rasmussen lytterne, at han ikke ville nedlade sig til at blive rubriceret som politisk kommentator.  

Det vil være underholdende og spændende, men relativt ufarligt for Jakob Ellemann-Jensen, hvis der også bliver lukket op for Løkke-posen med analyser, der afklæder eller demaskerer mere eller mindre aftrådte koryfæer som Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt, Søren Pind, Claus Hjort Frederiksen, Anders Samuelsen og Søren Gade.

Set fra Ellemanns stol er det måske mere værd at notere sig, at Løkkes bog med andre åbenhjertige beskrivelser kan ødelægge det, der måtte være tilbage af den blå alliance.

Vil Løkke for eksempel fortælle historien om, hvordan partiformand Søren Pape Poulsen (K) rendte fra aftalen med Venstre om at frede fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), da han blev underkendt i sin egen folketingsgruppe?

Får vi Løkkes ærlige mening om den konservative skikkelse Rasmus Jarlov, der lige siden har været et yndet hadeobjekt i Venstre, hvilket blot siden er forstærket, efter at han overtalte Marcus Knuth til at forlade Venstre?

Får vi indblik i Løkkes syn på samarbejdet med Kristian Thulesen Dahl og den alliance, som DF-formanden fik med Socialdemokratiet? Hvilke gloser vil han hæfte på Thulesen Dahls karakter og evner som politisk strateg? Blev Thulesen Dahl blød i knæene til sidst efter 2015-valgsejren og turde derfor ikke gå med i regering?

For Ellemanns skyld bør Løkke være både nådig og diplomatisk, men vil han så være troværdig? Man kan vel ikke forestille sig, at Løkke om ti år fra nu vil komme med endnu en erindringsbog, der taler mere ud af posen?

Løkke får i eftersommeren al det spotlight, som han kan ønske sig, og det har ikke undgået nogens opmærksomhed, at Løkkes motiv ud over et forståeligt behov for at forklare sig også kunne handle om økonomiske interesser.

En velfortalt og meddelsom erindringsbog, der sælger godt plus efterfølgende foredragsturné rundt i landet skæpper pænt i enhver kassebeholdning. Men vil det være hjælpsomt for Ellemanns muligheder for at bevare gode relationer til Pape og Thulesen Dahl?

Hvad vægter tungest? Behovet for at tale rent ud én gang for alle og de gevinster, der følger med, eller hensynet til efterfølgeren? Henset til Løkkes ageren de seneste måneder ligner det, at Løkke nok er sig selv nærmest.

Den gamle partiformand kunne også vælge at beskrive nogle af sine nuværende aktive partifæller. Får vi for eksempel Løkkes syn på historien om Bertel Haarder, der sagde nej til at blive generalkonsul i Flensborg, efter at Løkke havde kæmpet for, at en politiker endelig kunne beklæde sådan en post?

Alle forventer, at Kristian Jensen bliver hængt helt til tørre, men Løkke skal dog være opmærksom på, at hans gamle næstformand – også – holder sit krudt tørt.

Det vil under alle omstændigheder ikke hjælpe Ellemann med et stort familieskænderi i fuld offentlighed, så han kan allerede nu øve sig på at holde en grimasse, der kan passe.

Det er nok spørgsmålet, om Løkke vil gøre meget ud af en anden sag, der hjemsøger Venstrefolkene i disse dage, nemlig kommissionsafhøringerne, der officielt handler om den daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) "instruks" til embedsmændene i forbindelse med det, som hun – og hendes mange tilhængere – kalder for "barnebrudssagen".

Støjberg var nok den største Løkke-loyalist vest for Lillebælt, da det i sin tid gjaldt. Hvis ikke hun havde bakket Løkke op i dagene op til formandsopgøret i juni 2014, så havde han dengang været færdig som formand. Støjberg svigtede ham aldrig, hvilket man i øvrigt også kan sige om Ellemann, der holdt sig på afstand af alle intriger, lige indtil formandspladsen stod tom.

Støjbergs sag er også et arvet problem for Ellemann. Havde han sidste år følt sig stærk nok, ville han have nægtet Støjberg at blive næstformand, med henvisning til at denne sag kunne ødelægge hans politiske projekt.

Støjberg overbeviste tilsyneladende sidste efterår Ellemann om, at denne sag ikke kom til at overskygge det Venstre, som han skulle til at bygge op. Det er en rimelig antagelse, at Venstre selv har undersøgt mulige juridiske udfald af sagen og vægtet sandsynlighederne for sagens udfald.

Det vil være meget nærliggende at pege på partiets kasserer, advokat Nicolai Mallet, der tidligere har ageret juridisk hushjælp for partiets topfolk, som den, der har leveret rådgivning i vurderingen af denne sag.

Hvis Mallet har overbevist Ellemann om, at der ikke er fugls føde på denne sag, har han måske ikke følt behov for at lægge sten i vejen for, at Støjberg blev næstformand, men tværtimod set det som en fordel og en styrke, hvor partiets fløje, når det kommer til udlændinge- og integrationspolitik, kunne blive samlet.