Jarl Cordua: Venstres tid i underholdnings­branchen lakker mod enden

I mellemtiden har offentligheden fulgt med i et andet drama, der formodentlig synger på de sidste vers, nemlig den forunderligt langvarige saga om Lars Løkkes exit fra toppen af dansk politik. I 14 dage har offentligheden spejdet efter livstegn fra den detroniserede formand gennem ti år og statsminister i seks, men søndag aften tonede han så frem i den bedste sendetid på begge landsdækkende tv-kanaler.

I ugerne siden de efterhånden ret velbelyste forretnings- og hovedbestyrelsesmøder i Brejning, der endte med, at formanden chokerende for mødedeltagerne meget pludseligt smed tøjlerne og kørte fra stedet uden et ord til pressen, har spekulationerne kørt for fulde gardiner, om Løkke mon pønsede på at give den i rollen som partistifter og ad den vej fortsætte den politiske karriere, nu som leder af et lille centrumorienteret parti.

Søndag gik det dog op for lidt flere, at hele manøvren med de mange halvkvædede viser og løse rygter baseret på Løkkes tvetydige udsagn især på forretningsudvalgsmødet ingen realiteter har bag sig. Det egentlige formål var tilsyneladende at bevare spændingen, så den kunne udløses foran millioner af tv-seere, der nu kan se frem til at møde Lars Løkke på en bogturné i hele landet, hvor billetprisen formedelst er 289 fuldgode danske kroner.

Alternativt kan man forlægge sin ferie på Færøerne i rejseselskab med fru Sólrun Løkke Rasmussen, der vil vise rundt på de vindblæste øer, og hvor klimaks på turen bliver en gang kaffeslabberas med selveste eksstatsministeren, der vil berette om sine varme følelser til Færøerne. Der vil næppe være et øje tørt bagefter. 

Man må undre sig over, at så mange spaltemillimeter er gået og stadig går med spekulation i, om Løkke skulle gå rundt med den idé at gøre livet så surt som muligt for den formandskandidat, som han efter eget udsagn længe selv har foretrukket skulle afløse ham.

Det skulle i givet fald enten ske ved at starte et konkurrerende parti – og den idé blev lagt endegyldigt i graven i interviewet med DR, hvor Løkke med et bredt grin kunne konstatere, at Mediedanmark var plasket i med begge ben ved at dyrke denne spekulation eller nærmere skrøne.

Efter min vurdering er tiden kommet til at tage endelig afsked med idéen om, at Løkkes sidste es aldrig bliver spillet, "for han har jo altid flere i ærmet". Mon ikke vi efterhånden er ved at nå vejs ende?

En anden spekulation i samme boldgade handler om, at Løkke på en eller anden måde kan spille en rolle i en folketingsgruppe, hvor en ny formand skal finde sine ben.

Nogle forhåbningsfulde elskere af drama forestiller sig sikkert endeløse drabelige slag fra sag til sag i folketinggruppen mellem gamle Løkke-støtter og Jensen-støtter, hvor alle enten sidder fast i evig skyttegravskrig eller ligger og lurer på hinanden. Naturligvis med daglige referater om slagets gang i pressen.

Realiteten er, at møder i folketingsgruppen er en beslutningsfabrik, sædvanligvis ledet med fast hånd med en stram dagsorden, hvor der slet ikke levnes plads til den slags narrestreger.

Skulle Løkke få den idé, at han vil angribe Kristian Jensen midt i det hele eller gå i rette med formandens dispositioner, som måtte afvige fra Løkkes tidligere anlagte kurs, så vil han hurtigt blive sat på plads af gruppeformanden, og mon ikke den nye formand vil bede om et møde under fire øjne på sit kontor?

Jensen har i øvrigt gjort sig selv den tjeneste, at hans rolle bliver ret så tilbagetrukken, og han har netop meddelt, at en del af hans tid vil gå med at dygtiggøre sig inden for bestyrelsesarbejde ved at følge et kursus på Niels Brock.

I stedet for at slukke en eventuel hævntørst eller gå i rette med en ny formand har Løkke som bekendt bebudet en bogturné og optræden i hans kones rejseselskab, alt imens nogle vil forarges over, at alle indtægterne åbenbart bliver i selskabet, og dermed ikke modregnes i de ventepenge, det vil sige statsministergage, som han modtager de næste år.

For første gang i mange år kan Løkke og Venstre være ligeglade med det. Snart vil det hele være historie. Og historieskrivningen er medierne nærmest mere optaget af end Løkke selv, hvor udsagn faktatjekkes med en nidkærhed eller "kærlighed", så man efterlades til at tro, at manden stadig stod i spidsen for landet.

Henset til Løkkes iver for at kaste sig over bierhverv, så skal offentligheden næppe vente længe på Løkkes erindringer, hvor endnu et slag om historieskrivningen vil stå.

Stemningen i partiet er til alt andet end at udkæmpe tabte eller vundne slag for faldne formandskandidater. Det tager nok lidt tid, før alle – også pressen og vi iagttagere – indser det. Og man kan nok heller ikke bebrejde nogen at forvente mere ramasjang, henset til hvor stor en del af den politiske underholdning, som Venstre har stået for i snart mange år og især i den seneste måned.

Hvis man alligevel går ind på den præmis, som især mange politiske modstandere inderligt abonnerer på, at der stadig findes fløje i partiet, og det hele bare ligger og ulmer og venter på igen at eksplodere, så kan man betragte kendsgerningerne.

Jensen-fløjen vandt på sin vis slaget om formandsposten, for de fik endelig fjernet Løkke, som de længe har anset som en belastning for partiet. Prisen blev dog, at deres leder, Kristian Jensen, faldt undervejs på valpladsen.

Det samme kan man sige med Løkke-tilhængerne. Mange af dem vidste godt, at Løkkes dage var talte, men de ville – af mange grunde – for enhver pris undgå en Kristian Jensen i formandsstolen. Det lykkedes for dem.

Ellemann-Jensen formåede at være loyal mod begge indtil det sidste og blev derfor hurtigt alles favoritkandidat, fordi de alle tror på, at han kan føre Venstre tilbage i rollen som det store og stærke oppositionsparti, der kan give Mette Frederiksen og hendes regering kamp til stregen.

En ny formand vil i øvrigt ikke møde Løkke i hovedbestyrelsen, hvor den afgående formand bliver æresmedlem, men som traditionen byder, først viser sig, næste gang partiet skifter formand. Det sker netop for at give den nye høvding den nødvendige plads og rum til at lede partiet.

Der skal nok være rigeligt med folk i partiet med tilpas dignitas, der kan hjælpe Løkke til rette, hvis ikke han selv kan finde sin plads. Hvis Løkke hverken spiller en rolle det ene eller det andet sted i Venstres ledende organer, så har han valget mellem at blive en med tiden af næsten alle æret og agtet statsmand eller en ustyrlig ballademager, som man på et tidspunkt vil miste tålmodigheden med.

Få i Venstre er i tvivl om, at Løkke vælger det første alternativ. Der bliver næppe flere langvarige solooptrædener i tv søndag aften. Det har – som alt det andet i Løkkes politiske liv – haft sin tid.

Venstres tid i underholdningsbranchen ser derfor ud til at være slut for denne gang.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.