Jarl Cordua: Vil Ellemann mildne luften for de klippede får?

Torsdag spiller regeringen endelig ud med et forslag til et af de svære reformer, som den er forpligtet til at finde en løsning på. Der har længe været bred enighed om, at fordelingsnøglen, som omfordeler skattekroner mellem landets kommuner, ikke er tidsvarende og i mange tilfælde uhensigtsmæssig.

Den foregående VLAK-regering led skibbrud med planerne, som ville skærpe udligningen og flytte flere penge fra relativt rige hovedstadskommuner til landets mange relativt fattige kommuner. som i de senere år har organiseret sig i mindst to lobbygrupper, der kræver mere udflytning af statslige arbejdspladser, flere statslige investeringer og mere udligning.

For regeringen ligner det en øvelse, hvor succeskriteriet er, at den lykkedes med at komme igennem en udligningsreform, der nyder rimelig bred politisk opbakning, som tager et opgør med de uhensigtsmæssigheder, alle er enige om, der er, og som opleves som social retfærdig af de fleste vælgere.

Man har i sit udspil, som først offentliggøres i morgen torsdag, i al fald taget den forholdsregel, at den ikke skal præsenteres som en traditionel armlægning mellem provins og hovedstad – en konflikt, som Venstre og DF tidligere har dyrket – men snarere en omfordelingsøvelse "fra øst til vest", hvor i alt 38 kommuner skal betale til de andre 60.

Det betyder, at for eksempel også en række relativt velstående østjyske kommuner som Aarhus, hvor borgmesteren er socialdemokrat og formand for KL, også skal holde for. Det annullerer også en fortælling om, at Jylland vinder på bekostning af København.

Alligevel er statsministeren faldet for fristelsen til at bruge landets rigeste kommune, Gentofte, som boksebold, når hun skal forklare, at hendes reform er mere retfærdig og sikrer, at landet kan hænge bedre sammen og komme i "bedre balance", som mantraet har lydt i snart nogle år fra tidligere V-regeringer og hos de lobbyorganisationer, der har arbejdet for sagen.

Som det ser ud nu, hvor statsministeren selv har aktier i, at udligningsreformen bliver en succes, vil det være mærkeligt, hvis ikke Venstres nye formand løftede sagen ind på sit eget bord.

Jarl Cordua

Venstre-regeringerne har tidligere solgt deres udflytningspolitik som "Et Danmark i bedre balance" og også denne statsminister har adopteret udkantslobbyens slogan om "bedre balance". En af lobbyorganisationerne hedder simpelthen Bedre Balance, hvilket mest af alt siger en hel del om budskabets kommunikative styrke.

Gentofte, som er ledet af den konservative borgmester, Hans Toft, betaler i dag halvdelen af sine skatteindtægter i udligning svarende til 10 millioner kroner om dagen. Det er en kommune præget af lav skat og høj service, men i denne sammenhæng har Mette Frederiksen brug for kommunen som symbol på de uretfærdigheder, som hun har lovet vælgerne at rette op på.

Det er også nemmere at udstille en enkelt kommune, Gentofte (hvor denne skribent bor), og hvor mange af landets velhavere bor, frem for hele hovedstadsregionen, hvor socialdemokraterne stadigvæk har mange vælgere, og hvor beboersammensætningen er mere broget.

Gentofte har ingen medlidenhed med, mens det straks bliver lidt mere mudret, hvis man bruger en helt region som prygelknabe, når man skal retfærdiggøre sin reform. Det er ikke så overraskende, at regeringen bruger det fortællegreb.

Ved at gå hårdt til Gentofte risikerer regeringen dog også at lægge sig ud med De Konservative, da borgmesteren i al fald tidligere har haft meget stor indflydelse på De Konservatives stillingtagen i udligningsdiskussionen.

Det var efter alt at dømme Tofts indflydelse, der fik både LA og K til at sætte en kæp i hjulet på VLAK-regeringens udligningsreform, der i stedet endte med en mindre justering plus en pose penge fra statskassen, der kunne lukke munden på nogle af de forventningsfulde, men nu skuffede kommuner, der allerede havde lagt budget efter, at udligningsbeløb ville skæppe i kommunekasserne rundtomkring.

Regeringen har formentlig bare taget et bevidst valg, hvor man med åbne øjne har valgt K's støtte fra, i håb om at man kan få andre partier med på sin reform, som især lægger op til, at flere af de konservative kommuner – næsten alle omkring København – er slagtekvæg, hvor lunserne så kan fordeles andre steder.

Umiddelbart kan regeringen forvente sikker opbakning fra SF og andre fra det parlamentariske bagland. DF, som er det parti i Folketinget, der er mest radikal i sin omfordelingspolitik mellem by og land, vil sikkert trække i retning af endnu mere omfordeling, da partiet ønsker ensartet skatteprocent i hele landet. Også selv om DF er repræsenteret i kommunalbestyrelser i hovedstadens kommuner og østjyske byer, der så skal holde for.

Ud over at regeringen sælger reformen som en retfærdig omfordelingsøvelse mellem de rige til fattige, så har man behændigt nok skruet modellen sådan sammen, at det bliver en fattig Venstre-kommune, nemlig Kalundborg, hvor borgmesteren Martin Damm samtidig er næstformand i KL, som står til at få mest gavn af reformen, mens modellen som før nævnt lader det konservative Gentofte spytte yderligere i kassen.

Man aner således det ikke politisk uefne i, at regeringen på denne måde meget elegant får sat en kile ind imellem Konservative og Venstre, der kan splitte de blå på Christiansborg i spørgsmålet. Som Julius Cæsar ville have sagt det: Del og hersk!

Regeringen har tilsyneladende forsøgt at få lavet en forhåndsaftale med Venstre, der dog hidtil ikke har villet være med, da man hellere vil afvente regeringens eget forslag og så forhandle ud fra en position, som man først lægger sig fast på, når modellen er kendt.

Det store ubesvarede spørgsmål er, hvilken retning med hensyn til udligning Venstre-folkene vil trække i? Spiller Venstre stadig 100 procent på udkantsholdet, som det skete i forbindelse med udflytningspolitikken, hvor man ifølge folketingsmedlem Thomas Danielsen (V) satte sig på skødet af Landdistrikternes Fællesråd og lod dem skrive Venstres og siden V-regeringens politiske katalog?

Hvis det er kommunalordfører Anni Matthiesen, som skal forhandle på Venstres vegne, må man forvente, at Venstre vil forsøge at skærpe regeringens forslag, så endnu flere penge bliver sendt til udkanten, da hun ses som en politiker, der arbejder for mere omfordeling fra by til land.

Som det ser ud nu, hvor statsministeren selv har aktier i, at udligningsreformen bliver en succes, vil det være mærkeligt, hvis ikke Venstres nye formand løftede sagen ind på sit eget bord. Og hvad mener Ellemann, der er vokset op i hovedstaden og valgt i Aarhus?