Jens Chr. Grøndahl: Klimaet er ikke et spørgsmål om skyld og soning

Det forbliver en påtrængende opgave at reducere CO2-udslip, skriver han, og på kort sigt er halve løsninger bedre end ingen løsninger. Ethvert skridt er et skridt i den rigtige retning, men det gælder ikke kun om at bremse den globale opvarmning så godt, vi kan. Det gælder også om at forberede os på det uundgåelige.

"Den totale krig mod klimaforandring gav kun mening, så længe den kunne vindes. Når man accepterer, at den er tabt, bliver andre former for handling meningsfulde," skriver han og peger på nødvendigheden af at finde ud af, hvad man vil stille op over for de brande, oversvømmelser og flygtningekriser, der sammen med voksende social uro vil blive konsekvensen.

I takt med at planetens klima bliver mere kaotisk, øges risikoen for fjendtlighed og vold mellem lande og befolkningsgrupper. Set i et apokalyptisk perspektiv kan det blive alles kamp mod alle. Eller rettere, de rige og priviligeredes kamp mod dem, der må flygte fra deres oversvømmede eller tørkeramte hjemegne.

At forsvare retssamfundet, de demokratiske værdier og en human flygtningepolitik har ifølge Franzen derfor også klimapolitisk relevans.

"Jeg kan respektere planeten og føle omsorg for de mennesker, jeg deler den med, uden at tro, at det vil frelse mig," skriver han.

Det er værd at standse op ved den tanke frem for straks at beskylde Jonathan Franzen for at ville fratage os håbet. Han opfordrer til en moralsk overvejelse, der rækker dybere end forestillingen om, at vi skulle kunne redde planeten ved at droppe flyrejser, cykle på arbejde og holde op med at spise kød.

Det, han minder os om, er, at vores handlingers moralske vægt ikke står og falder med, om vi når vores mål. Om vi holder os under de to procent eller ikke. Dybest set handler det ikke om CO2, men om værdighed og humanitet.

Sagt på en anden måde må vi spørge os selv, om vi ønsker at overleve, hvis overlevelsen forudsætter, at vi gør os umenneskelige over for andre.

Ingen af os ved, hvordan vi hver især vil reagere, hvis kampen om pladserne i redningsbåden en dag bliver til virkelighed. Den virkelige apokalypse er af moralsk karakter. Hvis "solidaritet" skal være mere end et nydeligt plusord, er det mindste, vi kan gøre, at gennemtænke det i sin yderste konsekvens.

Det aspekt har Greta Thunberg og andre hardliners ikke med i deres overvejelser. Deres præmis er, at planeten kan reddes, bare vi tager os sammen. Og hvis Jordens undergang er vores egen skyld, er det da ikke også vores ansvar at forhindre den?

Det problematiske ved tankegangen er dens nærsynethed. Selv om den globale opvarmning ganske rigtigt er eskaleret drastisk inden for kort tid, ligger der alligevel en lang historisk udvikling bag.

Den udvikling er identisk med menneskehedens vej ud af fattigdom og elendighed. Uden vækst og industrialisering havde vi aldrig fået sygdomsbekæmpelse og velstandsstigning. Vi var aldrig nået frem til at leve det trygge og moralsk selvbevidste middelklasseliv, som Greta Thunberg er et produkt af.

Skulle Kinas umådelige befolkning have afholdt sig fra at lægge hungersnøden bag sig? Vil Greta Thunberg påtage sig at forklare afrikanerne, at de desværre er kommet for sent – set i et klimaperspektiv – til også at blive middelklasse?

Det åg af skyld, som Greta Thunberg vil lægge på vores skuldre, indebærer på en paradoksal måde samtidig en fritagelse for at skulle bakse med de svære spørgsmål om fattigdomsbekæmpelse, flygtningestrømme og menneskelig værdighed.

For hvad, hvis det viser sig, at planeten trods den mest ihærdige indsats alligevel ikke står til at redde?

Som middelklassemennesker oplever vi en frihed og en magt over vores egne vilkår, som tidligere generationer kun kunne drømme om. Det tilskynder os til også at føle et ansvar. Som om vi vitterligt var herrer over klodens skæbne.

Denne selvovervurdering indgik også som drivkraft bag modernitetens industrialisering. Først drev vi rovdrift på naturgrundlaget. Nu tror vi, at vi selv kan redde det. Indbildskheden er den samme.

Industrialismens fremskridtstro rummer også troen på, at problemerne kan fikses, men i den europæiske kulturs urgrund finder man en anden fortælling. De gamle grækere talte om hybris og nemesis, når mennesker satte sig op imod den guddommelige orden. Efter oldgræsk opfattelse ville klimakrisen blive set som gudernes straf.

Også Bibelen rummer historier om de plager, som Det Gamle Testamentes straffende Gud nedkaldte over sit ulydige folk. I sine mest skingre øjeblikke lyder Greta Thunberg netop som en vækkelsesprædikant.

"Vi vil aldrig tilgive jer," sagde hun på børnenes og fremtidens vegne.

Det får være. Her og nu kommer vi ikke videre, hvis vi ikke tilgiver de tidligere generationer, at de skabte vækst og velstand, så stadig færre har måttet henslæbe deres liv i fattigdom. Så stadig færre børn har skullet dø af sygdomme, før de blev store nok til at stå på FN's talerstol og skælde ud.

Vi skal gøre alt, hvad vi kan, og mere til, for at begrænse den globale opvarmning. Det er ikke gjort med at få en bæredygtig livsstil og så pudse glorien. Vi skal have lukket kulminerne i Polen. Vi skal sætte turbo på udviklingen af bæredygtig teknologi.

Men vi skal også forberede os på det uafvendelige i form af sociale kriser og menneskelige tragedier som resultat af klimaforandringerne. Vi må have et økonomisk og menneskeligt beredskab over for de mennesker, det kommer til at gå ud over først. Uanset hvor i verden de bor.

Tjekkiets tidligere præsident Václav Havel, der som disidentforfatter havde viet sit liv til at kæmpe for demokratiet, sagde kort før sin død af cancer, at det vigtige i livet ikke er, om man lykkes. Det vigtige er, om det gav mening.

Det giver ikke mening at gøre klimakrisen til et spørgsmål om skyld, hvis man ikke i samme åndedrag er solidarisk med de mennesker, der uundgåeligt bliver krisens ofre.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.