Jens Chr. Grøndahl: Kvindekamp er kulturkamp

Kvindernes internationale kampdag er en god anledning til at gentage: Kvindekamp er kulturkamp, og kulturkampen er før alt andet en kvindekamp.

Nu har jeg allerede forklaret, hvorfor en islamkritisk folkekirkepræst, der ikke vil give kvindelige kolleger hånden, efter min mening har diskvalificeret sig selv i kulturkampen.

Kulturkampen går ikke ud på at være national og konservativ, fordi gårsdagens fortrolige verden er blevet multikulturel.

Vi skal ikke være bevidste om vores historie for at udelukke nogen, men for at kunne bevare dét i vores samfund, der har gjort friheden og fællesskabet til gensidigt bekræftende størrelser.

Ikke modsætninger. Ikke flagemblemer for modsatrettede ideologier.

Kulturkamp går derfor heller ikke ud på at kritisere muslimer for ikke at være kristne. Den består i at være kritisk over for enhver, der vil begrænse eller modificere ligestillingen med henvisning til religiøse doktriner eller kulturelle normer.

Det er ikke tilfældigt, at #MeToo først bredte sig i kulturlivet, hvor libertineren traditionelt har været rollemodel, og den samvittighedsfri kønsdrift indgår i den mandlige kunstners mytologiserende selvforståelse.

Jens Christian Grøndahl

Tage klart og tydeligt afstand fra ethvert anslag mod den enkelte kvindes ubetingede og ukrænkelige myndighed over sin krop og sit liv.

Men lad os vende blikket mod os selv i den mere eller mindre kristne, mere eller mindre hvide middelklasse. Hvordan står det til med ligestillingen i Danmark? Som mand er jeg ikke den rette til at svare.

Da jeg engang diskuterede emnet med Hanne-Vibeke Holst, lærte hun mig ordet "privilegieblind". Vi forfattere har det som yndlingsbeskæftigelse at samle på ord, så jeg spidsede ører.

På den ene side er vi lige og jævnbyrdige samtalepartnere. På den anden side har uligheden en historie, og det er ikke de tidligere privilegerede, der bestemmer, hvornår den er fortalt færdig.

Selv om det kan virke stødende for lighedsfølelsen, er det ind imellem nødvendigt at forcere historiens gang. Den nulstiller ikke sig selv.

Det vakte opsigt, da Brian Mikkelsen i et interview for nylig kom ind på øremærket barsel til mænd som en afgørende løftestang, hvis vi skal fremme de lige muligheder for at gøre karriere og samtidigt give erhvervslivet adgang til kvindernes langt fra udnyttede lederpotentiale.

Når en forhenværende konservativ minister gør sig til talsmand for initiativer af den kaliber, er vi vel nået et stykke.

Jeg er ellers ikke den eneste mand, der har tænkt, at vi da snart må være i mål med den stillen lige. Vi mænd kan i svage øjeblikke ligefrem blive pylrede på kønnets vegne og ymte, at man også kan ende i den modsatte grøft. Som om matriarkatet stod for døren.

Det er der nogle af os, der mener i slyngelstuernes konspiratoriske halvmørke, hvor de kønspolitiske overvågningskameraer ikke når ind. Og det er akkurat lige så klynkende selvretfærdigt at høre på, som når feminister påstår, at den kulturelle konsensus fortsat er patriarkalsk.

Udviklingen går faktisk fremad, omend den slår nogle mærkelige, well, herresving. Aldrig har så mange unge kvinder fået en uddannelse og været så uafhængige af deres brødre, fædre og mænd. Og aldrig har så mange af dem kæmpet med overdrevne forventninger og svigtende selvværd.

Samtidig fører en ny generation af push up-feminister sig frem forklædt som pornodronninger, mens de forklarer deres bestyrtede ældre medsøstre, at det er Girl Power. Altså det modsatte af at tilpasse sig det maskuline begærs tingsliggørelse.

Hvis jeg strækker min forståelsesevne til det yderste, kan jeg godt fornemme oprøret i at vende den maskuline seksualitets naive drømmebilleder på vrangen og sende dem tilbage i hovedet på modstanderne som en trodsig gestus.

Men er vi modstandere?

Jeg blev teenager i de forkætrede 1970'ere. Den piberygende rødstrømpe med lilla ble om hovedet var endnu ikke blevet periodens symbolske markør. Man mødte hende bare i S-toget og følte sig knap nok intimideret.

Der er meget, jeg ikke savner, men jeg er også taknemmelig for at være søn af netop den tid. Jeg tilhører den første generation af mænd, der uden tøven eller fare for selvfølelsen favnede den tanke, at pigerne var mine 100 procent jævnbyrdige kammerater.

Vi kunne blive kærester eller bare venner, men uanset hvad vi var, havde jeg det som forventning til mig selv og dem, at respekten for hinandens frie vilje måtte være relationens fortegn.

Det gik meget ud på at være naturlige, og naturen kan blive kedelig i længden. Alligevel følte jeg mig fremmedgjort, da modreaktionen kom i de følgende årtier med kønsrollernes renæssance i form af seksuelle stereotyper.

Hvis der havde været noget utopisk over ligheden, var der til gengæld noget påtaget og lummert over genopdagelsen af den erotiske iscenesættelse, forførelsens ritualer og pornografiens teatralske parodier på lyst.

Kulturelt skete der en kortslutning, og det blev tydeligt, at ungdomsoprørets seksuelle frigørelse især havde frigjort den maskuline libido fra alle snærende hensyn. Bag frigjorthedens fromme maske grinede egoismen.

Det er ikke tilfældigt, at #MeToo først bredte sig i kulturlivet, hvor libertineren traditionelt har været rollemodel, og den samvittighedsfri kønsdrift indgår i den mandlige kunstners mytologiserende selvforståelse.

Man må anerkende MeToo-bevægelsens opgør med den pseudofrigjorte romantisering af behovstilfredsstillelsen som skalkeskjul for et forkvaklet og anakronistisk kvindesyn. Men både kvinder og mænd må samtidig kunne se det skadelige ved, at de sociale medier bliver en folkedomstol, hvor der kun findes anklagere.

Ældre mænd begræder, at den erotiske leg går fløjten, hvis man altid skal spørge først. Det ironiske er, at den mere restriktive seksualmoral i deres forældres generation harmonerede bedre med kravet om respekt og frivillighed.

Spørgsmålet om bevisbyrden i voldtægtssager sætter temaet på spidsen. I tvivlens gråzone kan ingen nok så detaljeret lovgivning hjælpe os. Dér er vi overladt til hinanden. Udleveret, kan man også sige. Dér udgør kulturen mellem os ikke bare et sæt holdninger og attituder, men hele forskellen mellem afstumpet brutalitet og almindelig anstændighed.

Og ligesom i andre sammenhænge er kultur først og fremmest et spørgsmål om, hvordan vi opdrager vores sønner og døtre. Nogle kulturer er i den henseende mere sympatiske end andre.

Det faldt nogle for brystet, at jeg i forrige uges klumme kom tæt på at skære alle over én kam med min opfordring til, at muslimerne snart fortæller os, hvad de når frem til, når det gælder islams forenelighed med demokratiets værdier og principper.

Men på den laveste fællesnævners niveau er både kristne og muslimer kollektivt ansvarlige for religionens forhold til samfundet. Det er en diskussion, man må være parat til at tage med sine trosfæller, hvad enten det er folkekirkepræster, der ikke vil give kvindelige kolleger hånden, eller imamer, der anbefaler muslimske forældre at sende deres døtre på genopdragelsesrejse, så de ikke bliver for danske.

I begge tilfælde er diskussionen også en kulturkamp, men kampen er ulige. De sorte præster udgør trods alt en minoritet i den danske folkekirke, hvor den milde, moderate grundtvigianisme er hovedstrømmen.

Med imamerne virker det, som om styrkeforholdet er anderledes. Man kan få det indtryk, at de med deres forstokkede konservatisme har en indflydelse, der rækker langt ud over deres menigheder. Som om de ved at tiltage sig retten til at definere, hvad en god muslim er, også får autoritet hos det tavse flertal af moderate muslimer.

Det er den autoritet, vi som samfund har brug for, at muslimerne anfægter. Især har vi brug for, at de muslimske kvinder kommer ind i kampen.

Ligesom i flertalsdanskernes historie vil både kulturkampen og kvindekampen for muslimernes vedkommende blive en kamp mellem generationer. Og en kamp mellem generationer af kvinder.