Jens Chr. Grøndahl: Mine døtres fremtid kommer før isbjørnenes

Lørdag 17. november landede jeg i Bordeaux lufthavn, hvor en chauffør ventede. Jeg skulle medvirke i en litteraturfestival i Cognac og var programsat sidst på eftermiddagen. Normalt ville der have været rigelig tid til at køre derop, men da jeg mellemlandede i Paris, havde jeg læst om den aktion, der dagen igennem skulle komme til at lamme trafikken i Frankrig.

Iført gule veste mage til dem, skolepatruljer, cyklister og motionsløbere tager på, havde godt og vel en kvart million franskmænd besluttet sig for at blokere motorveje, hovedveje, udfaldsveje og rundkørsler. De demonstrerede imod den afgiftsstigning på benzin, som præsident Macron har indvarslet som led i ambitionen om at reducere Frankrigs CO2-udslip og fremme skiftet til miljøvenlige biler.

Det er en spontan, uorganiseret bevægelse uden program eller ledere, uden politisk tilhørsforhold, uden anden sammenhæng end indignationen og de sociale mediers løbeild. Regeringen er perpleks, og lederskribenterne grubler. Er det begyndelsen på noget endnu større?

Den grønne omstillingsparathed på befolkningens vegne har udløst et nationalt raserianfald. Afgiftsforhøjelsen på benzin er dråben, efter at den ene reform efter den anden i hastigt tempo har efterladt mange franskmænd med en følelse af, at regeringen er ligeglad med dem. At Macron, trods al snak om ”hverken højre eller venstre”, først og fremmest er erhvervslivets og de privilegeredes præsident.

Man skulle tro, at benzinpriserne var et relativt perifert politisk debatemne sammenlignet med omkalfatringen af arbejdsmarked og pension, men der er tale om en af de detaljer, der som et prisme samler landets konflikter i sit skærende lys.

Det, som oplyses og bliver umuligt at overse, er en nation, hvor afstanden mellem storbyerne og de affolkede landområder også er blevet en social kløft.

Planeten er ved at kvæles, men i USA stemmer kularbejderne på Trump og hans virkelighedsfornægtelse. Og i Frankrig går en kvart million på gaden i protest mod en politik, der i sit overordnede sigte er den eneste rigtige.  

Jens Chr. Grøndahl

Kontrasten slår ud på det lavpraktiske plan. Forrige weekend var aviserne spækkede med vidnesbyrd om, hvor umuligt det er for folk bosat i yderområderne at bruge offentlig transport, når de skal til og fra arbejde; bussen går kun et par gange om dagen, hvis der overhovedet er busforbindelse. For mange ville det i bedste fald indebære en rejsetid på mange timer morgen og aften. Bilen er livsnødvendig, og de færreste har råd til at skifte den ud. Der er tilsyneladende heller ikke tillid til regeringens løfte om at kompensere de lavestlønnede i forbindelse med den grønne omstilling af bilparken.

For en udenforstående er det vanskeligt at vurdere det konkrete indhold af regeringens politik. Er de sociale hensyn reelle? Er de gule vestes mobilisering en overreaktion? Et udslag af konservativ træghed over for det indlysende nødvendige i at reformere det franske samfund?

Det tilkommer franskmændene at svare. For en gæst fra det skandinaviske velfærdsparadis er det slående, at der lige over det franske samfunds absolutte bund findes et meget stort antal borgere, der føler sig udsat og truet.

Vreden har sit udspring i en økonomisk utryghed, der kun er vokset i de senere år. Man overlever, men på vågeblus. Man er ikke ligeglade med miljøet, og man er med på at reducere CO2-udslippet, men hvorfor skal hårdtarbejdende franskmænd holde for med skattestigning på skattestigning, når kineserne snyder i forhold til Paris-aftalen?

Som en kvinde fra Betagne udtaler til avisen Libération:

”Jeg bor alene med mine to piger langt ude på landet, og bare det at spise er næsten blevet en luksus. Jeg tænker først og fremmest på deres fremtid. De ekstra penge, 23 euro, som jeg med prisforhøjelsen hver halve måned kommer til at bruge på benzin, er så meget, at jeg ikke længere kan lægge til side til deres uddannelse. Jeg ved godt, at isen smelter ved polerne, men det er ikke kun bilen, der forurener. Mine døtres fremtid kommer før isbjørnenes.”

Chaufføren er nervøs. Han frygter, at vi ikke når frem til tiden, og ganske rigtigt. Da vi har passeret en af broerne over Garonne og er kommet et stykke nordpå ad motorvejen, propper trafikken til. Snart går den helt i stå.

Vi holder i henved tyve minutter. Folk begynder at stige ud af deres biler, og der hersker en rådvild stemning. Hvor er politiet? Hvor længe skal vi holde sådan? Hundrede meter længere fremme har en større gruppe motorcyklister med gule veste blokeret sporene. Nogle af bilisterne går hen mod dem. Bliver der slagsmål?

Endelig dukker en håndfuld motorcykelbetjente med blå blink op i vigesporet. Jeg læser i avisen om de drabelige bøder, demonstranterne står til. De risikerer ligefrem fængselsstraf, men hvad skal en lille håndfuld betjente stille op? Hvis så mange aktivister over hele landet på samme tid blokerer alt, står ordensmagten magtesløs. Loven er reelt sat ud af kraft. Det slår mig, at det i kimform er en revolutionær situation, jeg sidder på bagsædet og er vidne til.

Det ender med, at politibetjentene forhandler sig frem til en løsning. Én for én sniger de hundredevis af biler i køen sig ud i vigesporet og passerer blokaden.

Min chauffør beslutter at dreje fra og fortsætte ad bivejene. For mit vedkommende har jeg ikke noget imod den ufrivillige udflugt. Løvet skinner gult på vinstokkene, og malede skilte oplyser, at man her fremstiller den Pineau de Charente, der sammen med cognac er områdets specialitet. På nogle af gårdene, vi passerer, kan man også købe foie gras.

Vi kommer gennem grå landsbyer med tillukkede skodder og næsten ingen butikker. Vejen bugter sig omkring rustne vejkors, nøddehegn og ensomme landhuse. Vi er i La France Profonde, det dybe land. Moderniteten synes knap nok at have indfundet sig som andet end en endnu dybere ensomhed. Et yppigt, men affolket landskab, hvor livet stadig er knyttet til, hvad jorden giver fra sig.

Da vi nærmer os en rundkørsel, bliver vi standset på ny. Et mindre antal gule veste har afspærret vejen. Helt herude finder den nationale protestbevægelse opbakning. En midaldrende mand med overskæg kommer hen mod bilen. Chaufføren ruller vinduet ned.

Midt i rundkørslen har demonstranterne gang i en stor grill, og der er stillet campingborde op med diverse. Det ligner en picnic. Manden bøjer sig frem og taler med min chauffør. ”Jeg lader jer køre om et kvarter,” siger han. ”Hvor skal I hen? Cognac?” Han ryster på hovedet. ”Det bliver svært!” Han råder os til at tage yderligere en omvej.

Da vi lidt efter får lov at fortsætte, overvejer jeg episodens ironi. På den ene side stillede manden med overskægget sig over loven. Han og hans meddemonstranter havde som sande revolutionære gjort sig til herrer over, hvem der passerede gennem rundkørslen, og hvornår. På den anden side ville han gerne vise sig hjælpsom i den kritiske situation. Som om han ikke selv var situationens årsag.

En meningsmåling i Le Figaro foretaget før lørdagens blokader indikerer, at 15 procent af franskmændene støtter de gule vestes demonstration og agter selv at deltage. 75 procent af de adspurgte mener, at aktionen er ”berettiget”.

Om søndagen sidder jeg i en pause og snakker med en hollandsk forfatter, hans franske kone og hendes veninde. Jeg spørger, om det, vi ser, er et udslag af den revolutionære ånd fra Stormen på Bastillen og Pariserkommunens barrikader. Veninden smiler: ”Vi franskmænd har brug for en gang imellem at træde over grænsen, sætte os ud over loven.”

Vise, hvem der i bund og grund bestemmer farten, vil jeg tilføje, da min kollegas kone slår en latter op. Hun virker helt fornøjet ved tanken om, at de gule veste har sat Frankrig på den anden ende.

Jeg prøver at forklare dem, at man i mit land har en forhandlingskultur, der både gør det overflødigt og utænkeligt at bygge barrikader, når der er noget, man er utilfreds med. Mine franske samtalepartnere lytter interesseret, men jeg kan mærke, at de finder det mere vitalt, at folk giver luft for deres vrede.

Hvem bestemmer farten? I demokratiet er det i sidste ende vælgerne. Måske vil Emmanuel Macron og hans regering blive straffet for at have villet det rigtige uden at være i stand til at overbevise folk.

Jeg kommer i tanke om dengang i 1972, da den såkaldte Club of Rome udsendte sin ildevarslende rapport ”Grænser for vækst” om forureningens globale konsekvenser. Jeg kan huske, at jeg allerede som trettenårig i mit stille sind overvejede, om demokratiet overhovedet egner sig til at tage upopulære beslutninger.

Det er ikke et spørgsmål, man er sikker på, at man har lyst til at kende svaret på.

Planeten er ved at kvæles, men i USA stemmer kularbejderne på Trump og hans virkelighedsfornægtelse. Og i Frankrig går en kvart million på gaden i protest mod en politik, der i sit overordnede sigte er den eneste rigtige.

Hvis man skal vælge mellem sine børns fremtid og isbjørnenes, er enhver sine nærmeste nærmest. Så hjælper det ikke, at samfundets elite belærer én om, at børnenes fremtid afhænger af, at planeten også har én.

Det ved vi da godt, men alle som én er vi fanget mellem den personlige og den fælles interesse. At mediere mellem de to har altid været den store politiske udfordring. Især hvis man som Macron nægter at vælge mellem blåt og rødt, højre og venstre.

Mens dette skrives, har de gule veste aktioneret i et par uger. En hidtil uset folkebevægelse er tilsyneladende ved at tage form. Sidste weekend kom det til voldelige sammenstød mellem politiet og et yderligtgående mindretal.

Tirsdag i denne uge holdt Præsident Macron en tale om den økologiske omstilling. Han forsøgte at imødekomme de gule veste med løfter om at lytte og tilstræbe en bedre social afbalancering. Talen er blevet mødt med afventende skepsis.

Frankrig holder vejret.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget.