Jens Chr. Grøndahl: Muslimske danskere må også dele sig efter anskuelser

Radikale Venstres fremgang ved folketingsvalget skyldes nok ikke udelukkende, at imamen i Fredens Moské i Aarhus anbefalede sine trosfæller at stemme på Morten Østergaards parti. Men det har sikkert hjulpet.

Siden partiets stiftelse i 1905 har de radikale ellers opfattet sig selv som talerør for frisindet og evnen til at tænke selv. Det må være lidt mærkeligt at se sin vælgertilslutning vokse som følge af massemobilisering.

Mange har kritiseret, at muslimske ”koordinationsudvalg” arrangerede vælgermøder i ghettoerne, hvor kun politikere fra Radikale Venstre og Enhedslisten var inviteret til at præsentere deres politik. Ikke mindst har borgerlige kandidater med muslimsk baggrund været skuffede over, at de ikke også fik chancen.

”Del jer efter anskuelser,” formanede i sin tid Viggo Hørup, Radikale Venstres stifter. En smuk formulering af, hvad folkestyret og parlamentarismen går ud på. Det er bare svært at dele sig med tilstrækkelig præcision og oplysthed, når man ikke kender hele spektret af valgmuligheder. Især i et parallelsamfund, hvor parabolantennerne vender mod Mekka.

I Radioavisen 11. juni forklarede en af de ansvarlige for den muslimske mobilisering, at man ikke havde inviteret de borgerlige partier, fordi man ikke fandt, at man som muslimer var ”målgruppe” for den borgerlige politik.

Journalisten prøvede forgæves at anholde det umyndiggørende i dispositionen. Vi andre danskere vil jo betakke os for, at nogen på forhånd vurderer, hvilke politiske synspunkter der kan have vores interesse.

I Gellerupparken, Vollsmose og Tingbjerg har de bagstræberiske kræfter en forventning om, at paradigmeskiftet afløses af multikulturalismens omvendte apartheid, hvor ingen kræver noget af nogen. 

Jens Chr. Grøndahl

Det er efterhånden de færreste, der identificerer sig med en gruppe og sætter lighedstegn mellem sine egne og gruppens interesser. Men engang var det utænkeligt, at man som arbejder stemte på andre end socialdemokraterne, til nød DKP eller SF. Måske er vælgermobiliseringen i ghettoerne blot en religiøs opdatering af fortidens klassebevidsthed?

En repræsentant for Enhedslisten satte fingeren på det ømme punkt: Tror man, at man kan fejre udlændingestramninger med kage og bagefter blive inviteret til at fiske stemmer blandt de muslimske danskere?

Sandt at sige har hverken de radikale eller den yderste venstrefløj ansvaret for udlændingepolitikkens radikalisering. Hårdt mod hårdt har i snart en menneskealder været det politiske svar på forekomsten af integrationsuvillige muslimer. Dansk Folkeparti var lokomotivet, og samtlige midterpartier hægtede sig på, mens konsensus støt og roligt bevægede sig mod højre. Toget kørte derudad med stramning på stramning indtil den mindeværdige grundlovsdag, hvor danskerne trak i nødbremsen.

DF blev halveret, da de radikale blev fordoblet. Den borgerlige regering tabte, men den borgerlige anstændighed har vundet. Danskerne stemte ja til den politiske midte og nej til højrefløjens dominans.

Alligevel konstaterer Mette Frederiksen med rette, at et massivt vælgerflertal ønsker en stram udlændingepolitik frem for Morten Østergaards multikulturalisme. Hvordan hænger det sammen?

Forhandlingerne om et regeringsgrundlag er en styrkeprøve mellem modstridende fortolkninger af valgresultatet. Frederiksen og Østergaard kan jo ikke begge to have ret. Eller kan de?

I så fald er det ikke et spørgsmål om, hvem der blinker først ved forhandlingsbordet. Det gælder i stedet om, at parterne hver især kaster et spørgende blik på sine egne præmisser.

Mette har ret i, at de fleste danskere er strammere, når det gælder udlændinge og integration. Og Morten har ret i, at danskerne er lede og kede af den fjendtlige ånd, der i årevis har præget de politiske tiltag på udlændingeområdet. Måske er det ikke så selvmodsigende, som det umiddelbart ser ud til.

Kynisk betragtet kan man sige, at Dansk Folkeparti har udspillet sin rolle. Partiet fik succes, fordi ingen andre brød sig om at se integrationsproblemerne i øjnene. De erobrede serveretten, fordi de turde bryde med den politiske korrekthed, og i to årtier var initiativet deres.

Nødtvungent vristede midterpartierne sig fri af korrektheden, og efterhånden kunne selv SF’erne se det indlysende rigtige i at sige fra over for kvindeundertrykkelse, homofobi, social kontrol og æresrelaterede forbrydelser.

Den store aha-oplevelse var, at valget ikke nødvendigvis står mellem politisk korrekthed og islamofobi.

Lidt efter lidt blev det klart, hvorfor DF's førergreb på udlændingepolitikken var så utåleligt. I DF's optik ville selv de strammeste stramninger i længden blive for slappe. Nok kunne aldrig blive nok.

På højrefløjen har man i virkeligheden aldrig ønsket at integrere de fremmede. Man har ønsket dem hen, hvor peberet gror. Holdningen til flygtninge sætter modviljen på spidsen. I udgangspunktet er det jo svært at argumentere imod hjemsendelse, når behovet for beskyttelse bortfalder, fordi forholdene i hjemlandet har forandret sig til det bedre.

Men hvad, hvis den pågældende flygtning i mellemtiden har vist sig at kunne blive en nyttig, erhvervsaktiv, skattebetalende, dansktalende og integrationsivrig samfundsborger? Kan ønsket om at smide ham eller hende ud da forklares med andet end en forbenet, irrationel og moralsk angribelig modvilje mod vedkommendes herkomst?

I dansk erhvervsliv ved man godt, hvad man mener om den sag. Udenlandsk arbejdskraft er en forudsætning, hvis vi skal sikre vores velstand og finansiere fremtidens velfærd.

Gennem årene har Radikale Venstre som eneste midterparti haft mod til at insistere på det samme. Og da blå blok under valgkampen gik i opløsning, begyndte Lars Løkke Rasmussen at mumle noget lignende.

Kun Mette Frederiksen står tilbage som kustode for den benhårde udlændingelinje, hun kan takke for, at så mange DF-vælgere vendte hjem til det gamle arbejderparti. Hun og Morten Østergaard taler til hinanden fra hver sit træ, skønt alle ved, at landet ikke regeres fra trækronerne.

Der findes uden tvivl racisme i Danmark, men det altovervejende flertal af danskere er ikke racister. Hvis vi alligevel ønsker en stram udlændingepolitik, er det ikke, fordi vi inderst inde helst ville smide muslimerne ud. Det er, fordi vi vil have alle ind. Langt om længe. Ind i kampen. Ind i det forpligtende fællesskab, hvor rettigheder og engagement går hånd i hånd. Hvor den sociale kontrakt er tolerancens rygrad. Hvor demokratiske principper som ligestilling og verdslighed udgør mangfoldighedens uoverskridelige ramme.

Dansk Folkepartis historiske nederlag er kun en halv sejr for de radikale. Morten Østergaard må kaste et kritisk blik på sit fordoblede mandattal. Hvad er mandatet fra Fredens Moske? Er han blot for imamerne, hvad Inger Støjberg var for svinehunden under bordet i bodegaens mørkeste bås?

Regeringsforhandlingerne er sandhedens øjeblik for Radikale Venstre. I Gellerupparken, Vollsmose og Tingbjerg har de bagstræberiske kræfter en forventning om, at paradigmeskiftet afløses af multikulturalismens omvendte apartheid, hvor ingen kræver noget af nogen. Hvor man kan bo i en ghetto i årtier uden at lære dansk og uden at få sig et arbejde.

Nogen må påtage sig at fortælle dem om Viggo Hørup. Forklare, at også de muslimske danskere bør dele sig efter anskuelser frem for at trække en kollektiv nissehue ned over hovederne som værn mod en omverden, de ikke har forstået.

Er Morten Østergaard mand for at gøre det?

Radikale Venstres forhold til rød blok har lignet en spejlvending af Dansk Folkepartis forhold til de borgerlige.

DF's økonomiske politik var nærmest socialistisk, mens identitetspolitikken placerede Pia Kjærsgaard og hendes væbnere i samme fremmedfjendske liga som Marine Le Pen og Alternative für Deutschland.

Omvendt er de radikales syn på økonomien borgerligt. Det er ikke et radikalt synspunkt, at de offentlige budgetter bare skal stige og stige. Hvad der adskiller Østergaards parti fra de borgerlige, er holdningen til integration. Lige på det punkt modificeres idealet om selvforsørgelse og personligt ansvar.

Så længe DF trak i de borgerlige tråde ude fra højre, gav det mening, at de radikale på dialektisk maner trak den modsatte vej. Efter DF's nedsmeltning er dialektikken blevet absurd.

Mens ghettoerne jubler over Morten Østergaards fremgang, sidder mange socialdemokrater nok og spørger sig selv, om det gamle kongemagerparti mon vil ende med at sætte den røde valgsejr over styr.

Samtidig må mange borgerlige vælgere tænke, at Lars Løkke Rasmussen efter valget har større manøvrefrihed end Mette Frederiksen til at komme de radikale i møde på en platform, der forener udlændingepolitikken med erhvervslivets behov.

Løkkes forslag om en SV-regering rumsterer stadig, mens vi venter på, at Frederiksen og Østergaard skal komme ned fra hver sit træ. ”Et drømmescenarie,” var Martin Lidegaards betegnelse for den afgående statsministers prøveballon.

Man har jo lov at drømme.

----------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.