Jens Nymand: Derfor blander EU sig uden om national sundhedspolitik

KRONIK: Sundhedspolitik er næsten 100 procent op til de enkelte medlemslande, og derfor giver det ikke mening at anklage EU-Kommissionen for passivitet under coronakrisen, skriver Jens Nymand.

Af Jens Nymand Christensen
Seniorrådgiver i Cross Culture Project Association og forhenværende vicegeneraldirektør i EU-Kommissionens Generaldirektorat for Uddannelse og Kultur

I disse tider kæmper alle gode kræfter i Europa for at begrænse spredningen af coronasmitten og for at undgå, at vores sundhedssystemer bryder sammen, som vi ser det i disse dage i Italien og Spanien.

Der har været stemmer fremme om, at EU og i særdeleshed Europa-Kommissionen har været for passiv.

Det er derfor på sin plads at erindre om, at EU's traktat artikel 168 netop og ret detaljeret beskriver den opgavedeling, som findes på sundhedsområdet mellem EU på den ene side og medlemslandene på den anden side.

I 2002, da denne og de øvrige artikler blev skrevet på det såkaldte Konvent, blev Henning Christophersen gjort til ansvarlig for netop opgaven at beskrive EU's kompetencer. Der havde i Danmark som i mange andre lande været stemmer fremme om, at man burde skrive et såkaldt kompetencekatalog, som mere enkelt og klart skulle beskrive, hvad EU skulle lave og derved indirekte også beskrive, hvad medlemsstaterne skulle lave.

Det viste sig ret hurtigt umuligt, fordi der på utallige politikområder var opgaver, som med stor fordel kunne løses fælleseuropæisk, mens andre – ofte langt de fleste opgaver på samme område – fortsat bedst kunne løses nationalt eller endda lokalt.

Sundhedspolitik som national kompetence
EU's traktat indeholder derfor i dag en række artikler, i øvrigt skrevet i Udenrigsministeriet i København, som beskriver typen af EU's kompetencer. Sundhed hører som udgangspunkt til et af de områder, hvor EU kun har såkaldt understøttende kompetence. EU kan derfor ikke vedtage harmoniserende lovgivning eller på anden vis gribe ind i de enkelte landes sundhedssystemer.

Sundhedsartiklen er alligevel lidt anderledes, fordi den generelt skriver, at EU skal hjælpe med at koordinere landenes arbejde, men den indeholder også tre undtagelser, hvor EU rent faktisk kan vedtage harmoniserende lovgivning.

Disse kom med, fordi der allerede dengang var vedtaget harmoniserende lovgivning på områderne, og man ønskede ikke at gå baglæns, for eksempel omkring EU's allerede eksisterende regler for kvaliteten af donororganer.

Der var stemmer, som dengang ønskede at diskutere, om EU's kompetencer på sundhedsområdet var tilstrækkelige, men i sidste instans var ønsket om at beholde sundhedspolitik som næsten 100 procent national kompetence stærkest.

Derfor fik artikel 168 et indhold, som netop understreger betydningen af, at Kommissionen primært sikrer udveksling af oplysninger og fremmer samarbejdet mellem sundhedsmyndighederne i de 27 lande.

Regeringer skal træffe vidtgående beslutninger
Når direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, og sundhedsminister Magnus Heunicke i de seneste dage igen og igen har understreget de mange kontakter, som de næsten daglig har med deres kolleger i de andre EU-lande, så viser det, at samarbejdet virker efter hensigten.

De nationale myndigheder lærer af hinandens erfaringer og ikke mindst fejltagelser, herunder den fatale fejlbedømmelse, de italienske sundhedsmyndigheder begik, da de for cirka en måned siden undervurderede den sundhedstrussel, coronavirus betød.

Da artiklen blev skrevet i 2002, var der ingen, der havde fantasi til at forestille sig den situation, som vi står i nu. Artiklen gør det fuldstændigt klart, at det er de nationale myndigheder, som skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at beskytte folkesundheden og har ansvaret for sundhedssystemerne i de enkelte lande.

Der var ingen, dengang artiklen blev skrevet og næppe heller ikke i dag, som kunne forestille sig, at Europa-Kommissionen skulle kunne træffe den slags vidtrækkende og indgribende beslutninger, som netop er truffet af stort set alle EU's regeringer.

Det drejer sig ikke kun om lukning af skoler og hjemsendelse af medarbejdere, men også om at forberede de offentlige sundhedssystemer til den kæmpe belastning, som gradvist viser sig land efter land som en følge af coronavirussens smittespredning.

Kommissionen bevilliger forskningsmidler
Dette betyder ikke, at Europa-Kommissionen og de øvrige institutioner har set passivt til, mens medlemslandene har kæmpet mod denne pandemi.

For det første har Kommissionen generelt set ønsket, at EU ikke måtte stå i vejen for de mange nationale tiltag, og har derfor blandt andet accepteret, at landene har lukket deres grænser, om end dette ikke er baseret på sundhedsfaglige analyser.

Den har også på linje med den danske regerings beslutning insisteret på, at varetransport i videst muligt omfang skal kunne fortsætte uhindret over grænserne for netop at sikre nødvendige forsyninger af både medicin, fødevarer og andre produkter, for i videst muligt omfang at holde dele af økonomien kørende.

Europa-Kommissionen har også bevilliget meget store beløb til forskningscentre rundtomkring i EU, der i disse dage arbejder i døgndrift på at finde en vaccine, og Kommissionen har grebet ind, da der var tilløb til, at visse enkeltlande ville holde varer som eksempelvis masker tilbage for at beskytte egne borgere først. De pågældende lande opgav derfor deres forehavende.

Kommissionen har også selv købt medicinsk udstyr i stort omfang for at bistå de lande, der ikke har tilstrækkeligt til at møde pandemien, når den slår fuldt ud igennem i de kommende uger.

Endelig har Kommissionen vist meget stor fleksibilitet og imødekommenhed omkring statsstøtteregler og regler for nationale budgetunderskud. Dette er ikke normale tider, og normale spilleregler må vige for kampen mod coronavirus.

Senest har Den Europæiske Centralbank taget nogle af de mest vidtgående skridt nogensinde set for at sikre likviditet og for, at den italienske og græske rente ikke svækker disse landes økonomier yderligere.

Økonomisk politisk skal koordineres i EU
EU-samarbejdet har derfor indtil nu i vid udstrækning fungeret helt som forudset i Traktaten og som ønsket også af Danmark. Hovedopgaven med at inddæmme spredningen skal og kan kun løses nationalt, samtidig med at de 27 medlemslande arbejder tæt sammen og udveksler erfaringer og viden.

Der kommer naturligvis en dag, hvor EU bliver nødsaget til at træde mere direkte frem på banen. Når den sundhedsmæssige krise ligger bag os, forestår en kæmpe opgave med at få gang i alle 27 landes økonomier. De store støtteprogrammer, der er blevet vedtaget i de fleste lande i de seneste dage, er jo ikke tænkt til at være permanente. Grænsekontrol skal også ophæves, så vi igen får fri bevægelighed for personer over grænserne.

Til den tid vil det være helt afgørende, at de 27 medlemslande meget tæt koordinerer deres økonomiske politik for at opnå maksimal effekt af de næste store økonomiske hjælpepakker. Her har Danmark desværre placeret sig på sidelinjen, eftersom vi hverken har sæde i Den Europæiske Centralbank, der bestemmer pengepolitikken – også for Danmark – eller i eurogruppen, hvor eurolandene koordinerer deres økonomiske politik.

Der bliver derfor brug for ekstra mange kræfter fra dansk side for at få indflydelse på de økonomiske beslutninger, som de andre EU-lande kommer til at træffe, og som på afgørende vis dikterer de vilkår, som vi har i Danmark for at føre effektiv økonomisk politik på vej ud af coronakrisen.

Det er desværre igen et eksempel på, hvor skadelige de tre danske forbehold er på vores muligheder for at præge udviklingen – også i Danmark.

Forrige artikel DF-ordfører om hastelov: Selvfølgelig har jeg mine betænkeligheder DF-ordfører om hastelov: Selvfølgelig har jeg mine betænkeligheder Næste artikel Forsker til FSD-formand: Sociale tilbud vil med låste døre minde om fængsler Forsker til FSD-formand: Sociale tilbud vil med låste døre minde om fængsler
Kronik: Jeg vågnede op i et samleje, jeg ikke vidste, jeg var en del af

Kronik: Jeg vågnede op i et samleje, jeg ikke vidste, jeg var en del af

KRONIK: For syv år siden var jeg blevet for fuld og var faldet i søvn. Jeg vågnede op i et samleje, jeg ikke selv vidste, jeg var en del af. I dag har debatten om #MeToo, sexisme og samtykkeloven givet kvinder som mig et sprog til at sætte ord på egne oplevelser. Nu skal samfundet lytte og handle, skriver Marie de Stoppelaar.