Jobcentre dropper effektivt redskab trods markante resultater

AKTIVERING: Et år efter at have været i revalidering er næsten halvdelen i job eller under uddannelse. Så det er en kortsigtet prioritering, når kommunerne fravælger revalidering for at spare penge, lyder kritikken på baggrund af ny analyse. 

Kommunerne bør tænke mere langsigtet i beskæftigelsesindsatsen, lyder det fra Socialrådgiverforeningen på baggrund af en ny analyse fra Cabi.
Kommunerne bør tænke mere langsigtet i beskæftigelsesindsatsen, lyder det fra Socialrådgiverforeningen på baggrund af en ny analyse fra Cabi.Foto: Colourbox
Martin Mauricio

Når kommuner skal hjælpe kontanthjælpsmodtagere med nedsat arbejdsevne i job, lader de ofte et af de mest effektive redskaber blive i skuffen. 

Fra 2011 til 2018 er brugen af den såkaldte 'revalideringsordning' nemlig faldet med hele 62 procent, viser en ny analyse fra Cabi (Center for aktiv beskæftigelsesindsats, red.).

Det sker, selvom beskæftigelseseffekten er god. Faktisk så god, at Cabi direkte opfordrer kommunerne til at genoverveje deres praksis på området.

"Det er sjældent, at vi anbefaler ting, men kommunerne bør overveje, om ikke det kan svare sig på den lange bane," siger seniorkonsulent Annette Juul Jensen.

Kommuner tænker i kroner og øre
Revalidering er målrettet personer med begrænsninger i arbejdsevnen. Et forløb består typisk af økonomisk hjælp og beskæftigelsesrettede aktiviteter, herunder uddannelsesforløb.

For personer, der er fyldt 30 år, kan ydelsen løbe op i over 19.000 kroner per måned, hvilket er mere end de fleste andre overførselsindkomster.

"Det er dyrt, og det gør, at der ikke er et særligt stort incitament til at bruge ordningen på den korte bane," forklarer Ditte Brøndum, der er næstformand i Socialrådgiverforeningen. 

I 2017 var 48,3 procent af de personer, der året forinden havde afsluttet et revalideringsforløb, i beskæftigelse eller ordinær uddannelse. 

Til sammenligning var tallet kun 21,5 procent for ledige kontanthjælpsmodtagere i aktivering i tilbud som for eksempel virksomhedspraktik.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Minister: Det er kommunernes beslutning
Trods de gode resultater vil beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ikke blande sig i kommunernes brug af revalidering.

"Ordningen giver fortsat mening for nogle, men det er selvfølgelig op til kommunerne at vurdere, hvem der kan få gavn af den," skriver han i et svar til Altinget.

Han slår dog fast, at S-regeringen "ikke har planer om at afskaffe ordningen", sådan som VLAK-regeringen ellers lagde op til i 2016.

Se, hvad kommunerne siger til sagen i den fulde artikel på Altinget Arbejdsmarked. Her får du mere baggrund om analysens resultater, samt kommentarer fra flere aktører.

Dokumentation

HVAD ER REVALIDERING?

Revalideringsordningen er tilsigtet personer med begrænsninger i arbejdsevnen. 

En revalidering kan eksempelvis bestå af økonomisk hjælp eller beskæftigelsesrettede aktiviteter. 

Der skelnes typisk mellem to typer af revalidering: 

Uddannelsesrevalidering består af ordinære uddannelsesforløb. 

Virksomhedsrevalidering består af et opkvalificeringsforløb i en virksomhed.

Der skal udarbejdes en samlet revalideringsplan for den enkelte person, som beskriver den type arbejde, planen sigter mod, de aktiviteter, forløbet skal indeholde, samt en tidsplan.

For personer, der er fyldt 30 år, er det maksimale ydelsesbeløb for revalidering 19.095 kroner per måned. 

For personer under 25 år ligger det månedlige beløb typisk mellem 3.594-7.448 kroner.

Du kan se de forskellige satser her

Hvis man under revalidering kan få dækket sine leveomkostninger af for eksempel SU, kan man ikke samtidig få revalideringsydelse.

Kilde: Cabi og Beskæftigelsesministeriet

BAG OM ANALYSEN

Cabi (Center for aktiv beskæftigelsesindsats, red.) er en selvejende institution under Beskæftigelsesministeriet, som vejleder jobcentre og virksomheder om beskæftigelsessystemet.

Cabi foretog i 2012 en analyse af brugen og effekterne af revalidering. 

Nu har de lavet en ny analyse af, hvordan revalidering i beskæftigelsesindsatsen har udviklet sig i perioden 2011-2018. 

Analysen tager udgangpunkt i tal fra Jobindsats.dk samt kvalitative interview med ledelsespersoner i seks forskellige jobcentre i seks forskellige kommuner: 

- Lolland Kommune (stigende brug af revalidering)

- Sønderborg (stigende brug af revalidering)

- Hjørring Kommune (stabil brug af revalidering)

- Mariagerfjord Kommune (stabil brug af revalidering)

- Hedensted Kommune (faldende brug af revalidering)

- Vejle Kommune (faldende brug af revalidering).


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

0:000:00