Johanne Dalgaard: Borgerlige begår samme fejl som venstrefløjen i 90'erne

Det er vel efterhånden en alment accepteret analyse, at den danske centrum-venstrefløjs strategiske kardinalfejl i 1990'erne og start-00'erne bestod i at ignorere de problemstillinger, der var forbundet med integrationen af (primært) ikke-vestlige flygtninge og indvandrere i vores lille, homogene velfærdssamfund.

At kalde enhver kritik af de nytilkomne borgeres kultur eller religion for racisme viste sig ikke at være en virkningsfuld strategi, når det gjaldt om politisk at imødegå de brydninger og nye skillelinjer, der opstår i mødet mellem tvangsjovial dansk velfærdsmentalitet og rigid mellemøstlig ære-og-skam-kultur.

Omkring årtusindskiftet formåede Anders Fogh Rasmussen flankeret af Pia Kjærsgaard at udnytte den fejl til at sætte sig så massivt på både regeringsmagten og den offentlige dagsorden, at centrum-venstre i to årtier efter reelt ikke fik et politisk ben til jorden. Et systemskifte, kaldte borgerligheden triumferende den nye politiske virkelighed.

Jo mere, venstrefløjen råbte op om de borgerliges "racisme", jo mindre virkningsfuld blev anklagen som politisk våben, nok primært fordi man ofte glemte at skelne skarpt mellem reel racisme og almindelig, ideologisk betinget religions- og kulturkritik (der i øvrigt burde have været venstrefløjens fornemste opgave at varetage).

I dag er det tilsyneladende mere comme il faut at sige noget racistisk, end det er at kalde noget eller nogen racistisk, nærmest uanset hvor indlysende sandt det i sidstnævnte tilfælde måtte være – som Pia Kjærsgaard fik det cementeret fra formandsstolen i Folketinget sidste år.

Alt det tænker jeg på, hver gang jeg læser endnu en skinger borgerlig debattør, der i kølvandet på regeringsskiftet i sommer advarer om, at vi er på vej ind i en æra præget af "venstreekstremisme" og "totalitarisme".

Det vil være dybt problematisk, hvis et begreb som totalitarisme taber mening, fordi det bliver synonymt med borgerlig hyperbel og opskruet retorik.

Johanne Dalgaard

På sociale medier og i avisernes debatspalter falder skribenterne nærmest over hinanden i bestræbelserne på at drage paralleller til det 20. århundredes blodigste totalitære regimer og bevægelser, for mindre kan åbenbart ikke gøre det, når det gælder om at beskrive de lurende farer ved at have en centrum-venstre-baseret regering ved magten i Danmark.

På Facebook skrev Liberal Alliances Henrik Dahl for nylig i et meget omtalt indlæg, at vejen frem for den ægte borgerlighed går gennem kritik af "venstreekstremismen", som han ved samme lejlighed helt undlod at komme med en definition på. Man måtte blot forstå, at både SF, Alternativet og Enhedslisten hørte til kategorien.

Marianne Stidsen skriver hyppigt om danske venstrefløjsbevægelsers angivelige slægtskab med nazisme og stalinisme, og Berlingskes kulturjournalist Søren Jacobsen Damm kalder i et nyligt indlæg tidsånden "mørkerød" og spår fremvæksten af et nyt Rote Armee Fraktion som følge af de identitetspolitiske bevægelsers eksistens på universiteterne.

Sidstnævnte kobler i øvrigt Socialdemokratiets rolle i lukningen af Radio24syv sammen med disse bevægelsers destruktion af politiske modstanderes valgmateriale til universitetsvalget.

Fjernt være det fra mig at forsvare den socialdemokratiske regerings lukkethed og tyndhudethed, når det gælder berettiget kritik af regeringen – eller af Socialdemokratiet i det hele taget.

Eller partiets rolle i lukningen af Radio24syv, som jeg er enig i, er beskæmmende, selvom DF's hovedrolle ikke skal glemmes i den sammenhæng. Eller for den sags skyld den entusiastiske omfavnelse af videoovervågning af borgerne. Det er borgerlighedens rolle som opposition at pege sådan noget ud og kritisere det.

Men hvis man i den borgerlige lejr ikke kan lære at skelne mellem på den ene side totalitarisme og fascisme og på den anden side den type regulering af markedet og samfundsinstitutionerne, der er hele den socialdemokratiske bevægelses historiske fundament, så spår jeg, at kritikken vil være i tiltagende grad virkningsløs, på samme måde som racisme-anklagen gradvist tabte politisk effekt op igennem 00'erne.

Det kunne jeg jo principielt være ligeglad med, da jeg ikke nærer noget ønske om at få flere borgerlige regeringer inden for nogen overskuelig fremtid.

Men ligesom jeg synes, det er et tab for den offentlige samtale, at det er blevet så uhyre vanskeligt at have en nuanceret diskussion af, hvad der er racisme, og hvad der ikke er, og hvad dens effekt så er på samfundet, så mener jeg også, det vil være dybt problematisk, hvis et begreb som totalitarisme taber mening, fordi det bliver synonymt med borgerlig hyperbel og opskruet retorik.