Johanne Dalgaard: De borgerlige hykler indlysende og skamløst over minksagen

Sagen om regeringens lovstridige ageren i sagen om aflivning af mink har nu verseret i knap en måned.

Der har været smæk på retorikken. Oppositionen og det borgerlige kommentariat har strøet om sig med vendinger som "grundlovsbrud", "militæret indsat mod befolkningen", "udryddelse af et helt erhverv", "demokratisk skandale" og så videre.

Jeg kan personligt godt forstå, at det føltes befriende for en opposition, der ikke har været i stand til at finde noget, der lignede en vindersag, siden pandemien ramte: Endelig trådte S-regeringen for alvor forkert, så man kunne komme i offensiven.

Det har man så fået det maksimale ud af, sådan retorikmæssigt. Imidlertid er der nu gået tre uger i streg, hvor opinionsmålingerne konsistent viser, at vælgerne i det store hele er ligeglade med regeringens fadæse.

Nok så mange traktorer kan komme væltende ind på torvene i storbyerne med skilte, der fremstiller statsminister Mette Frederiksen (S) i Hitler-mundering – det flytter ikke stemmer til oppositionens lejr. Og det bør altså ikke komme som nogen overraskelse for det borgerlige Danmark.

At danske vælgere generelt er større pragmatikere, end de er principryttere, er jo ikke nogen nyhed for nogen, der har bevidnet, hvordan den udøvende magt i dette land er blevet forvaltet af skiftende regeringer over de forgangne to årtier.

Man kan konstatere, at de til enhver tid siddende magthavere i Danmark ret systematisk prioriterer egne øjeblikkelige partiinteresser over retsstatsprincipper

Johanne Dalgaard

Eksemplet med tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) efter alt at dømme ulovlige instruks om tvangsadskillelse af mindreårige flygtningepar er selvfølgelig det aktuelt mest prominente eksempel, fordi der er nedsat en kommission, og fordi hun selv – med nogen grad af succes – har forsøgt at vende sagen til et personligt martyrium, som hun kan brande sig på.

Den borgerlige regeringskoalition fandt som bekendt ingen anledning til at sanktionere ministeren i den anledning.

Og godt nok tabte de borgerlige sidste års valg, men det var næppe instrukssagen så meget som det generelle kaos i den regeringsbærende koalition og en forsinket borgerlig vejring af velfærds- og klimapolitiske strømninger, der flyttede noget i den anledning.

Den nok mest indlysende parallel til minkmisèren er i øvrigt sagen om daværende skatteminister Kristian Jensen (V), der i 2009 brød grundloven, idet han uden om Folketinget implementerede en endnu ikke vedtaget lov, som skulle udsætte virksomheders frister for betaling af A-skat. Det udløste en "næse", og så talte man ikke mere om det.

Talrige andre eksempler taler til samme pointe. Claus Hjort Frederiksens (V) forvaltning af sit embede som beskæftigelsesminister inkluderede blandt andet ulovlige aktiveringsforsøg med syge borgere, bestillingen af misvisende tal fra embedsværket til at underbygge den totale omkalfatring af beskæftigelsesindsatsen i forbindelse med strukturreformen i 2007 og ulovlig sletning af belastende dokumenter i embedsværket.