Johanne Dalgaard: Det er indlysende idiotisk at gøre muslimer til corona-syndebukke

Det er jo ikke, fordi det som sådan kommer som en overraskelse. Det var selvfølgelig kun et spørgsmål om tid, før nogen i offentligheden fandt en anledning til at bebrejde muslimerne for covid-19-krisen.

Det har været sløje tider for populismen, siden coronavirus begyndte at buldre gennem verden. Foruden død, recession og anden elendighed elendighed, har pandemien også ført meget dårlige betingelser for virkelighedsfornægtelse med sig.

Kærkomment var det derfor selvfølgelig, da nyheden breakede om, at en somalisk begravelse med et meget stort antal sørgende gæster havde bidraget kraftigt til at sprede smitten i Aarhus, der er pandemiens aktuelle hotspot. Senere viste det sig til overflod, at 70 procent af de smittede i uge 32 var af anden etnisk herkomst end dansk.

På sociale medier havde alle de sædvanlige en forudsigelig, men alligevel i særklasse usympatisk fest med den glædelige nyhed. ”DE SKAL IKKE BERØVE OS VORES FRIHED”, skrev Pernille Vermund på Facebook, og med ”de” mente hun borgere med anden etnisk baggrund end dansk, og med ”os” mente hun borgere med dansk stamtavle og tilhørende tradition for betragte stegt svinehud som en lille let snack. ”De” havde smadret ”danskernes” store indsats, fordi ”de” ”åbenlyst ingen respekt har for det danske fællesskab”.

Guderne skal vide, at det ikke lyder specielt smart at holde begravelse med 500 deltagere i den aktuelle situation. Det lyder faktisk meget, meget dumt. Ikke desto mindre er det jo en fuldstændig indlysende idiotisk påstand, at det er islam og dens følgere, der er årsag til den aktuelle acceleration af smitten.

For det første sker stigningen i antallet af smittede jo parallelt med tilsvarende eller større stigninger i resten af Europa og verden i øvrigt. For det andet er det næppe overraskende, at når samfundsmaskinen er ved at være oppe i gear og mange mennesker på én gang begynder at gå fysisk på arbejde, ud at spise, på værtshus som eller på shopping i storcentret som de plejer, samtidig med at en smitsom virus stadig er i samfundet, så betyder det, at den virus får bedre betingelser for at sprede sig.

Og for det tredje behøver man ikke at gøre andet end at gå en tur i supermarkedet eller køre en tur med offentlig transport for at konstatere, at de fleste borgere er væsentligt mindre observante omkring afstand og afspritning end de var for bare en måned siden. Folk glor enten forlegent eller vredt i mine lokale supermarkeder, hvis man træder tilbage for at holde afstand, idet de møver sig ind foran én ved køledisken. Kun sporadisk er der nogen, der brug spritdispenseren på vej ind i butikken. I morgentoget har måske hver 8.-10. passager dækkede næse og mund, og man står tæt og venter på at dørene åbner, når man skal ud.

Jeg er også selv skyldig i at slække på det hele. I juli var jeg til studenterfest host min kusine i den anden ende af landet, hvor jeg kyssede og krammede familiemedlemmer fra alle mulige egne af Jylland. Jeg var endda også på et fødselsdagsbesøg hos en ven i hans barndomshjem med hans mor, kone, børn, søskende og kusiner.

Så vidt jeg ved er ingen i den anledning blevet syge, men det kunne de jo – rent principielt – lige så godt være blevet. Og i så fald ville jeg være medskyldig, fordi jeg tog den chance, fordi jeg gerne ville se mennesker, som jeg elsker og har savnet i månedsvis.

Jeg tror ikke, der er ret mange tilbage, der kan sige sig fri for at have slækket på forholdsreglerne henover sommeren. De fleste etniske danskere gør det formodentlig ikke af religiøse grunde, men så er det i stedet på grund af det, der nu betyder noget for den enkelte person. Eller det er fordi man ikke har ressourcerne eller muligheden for at beskytte sig selv og andre. Eller det er fordi, man ikke anstrenger sig for at holde sig årvågen.

Men virus er ligeglad med folks bevæggrunde. Og derfor ville ingen ansvarlig politiker under en pandemi begynde at udpege befolkningsgrupper til syndebukke.

En ansvarlig folkevalgt ville derimod bruge sin platform til at opfordre os alle sammen til at tænke os bedre om og blive ved med at passe på hinanden. Heldigvis er førstnævnte kategori aktuelt i undertal.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.