Johanne Dalgaard: Det er svært at fastholde tilliden til regeringens strategi

I Danmark måler man typisk en meget høj grad af social tillid blandt borgerne sammenlignet med andre lande.

De fleste danskere tror på, at de kan stole på hinanden og på myndighederne. Den tillid er til enhver tid et værdifuldt aktiv for et samfund, men i et samfund ramt af en livsfarlig epidemi er den det i særdeleshed.

Når statsministeren appellerer til borgerne om at vise samfundssind ved at blive hjemme, droppe sammenkomster, holde afstand og følge strenge forskrifter om hygiejne, så har det kun den ønskede effekt, fordi borgerne har et vist mål af tillid både til hende, til den demokratiske institution, hun repræsenterer, og til hinanden.

I netop denne situation er det derfor også utroligt vigtigt, at regeringen ikke skalter og valter med befolkningens tillid på en måde, der risikerer at sætte den over styr.

Og der er flere faldgruber at navigere imellem. Dårlig og selvmodsigende kommunikation i kombination med lukkethed om beslutningsgrundlagene for de meget store beslutninger, der løbende træffes, er tilsammen en væsentlig faldgrube.

En tilbagevendende diskussion er den om, hvorvidt de danske myndigheder reelt lægger deres strategi ud fra en idé om, at det er muligt at opnå flokimmunitet mod covid-19 via "kontrolleret smittespredning" af virus til mellem 60-70 procent af danskerne over tid, når samfundet genåbnes.

Når myndighederne ikke vil oplyse et estimat for, hvor mange dødsfald coronavirus vil føre til under deres nuværende strategi, så vakler tilliden yderligere.

Johanne Dalgaard

Det vil, hvis man tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens estimat om en dødelighed på mellem 0,3 og 1 procent, kunne betyde mellem 10.800 og 36.000 dødsfald i Danmark.

Statens Serum Instituts Kåre Mølbak har tidligere udtalt følgende i et interview i Politiken: "Målet med vores strategi er ikke nødvendigvis at stoppe smitten, men det er at opbygge en flokimmunitet på en kontrolleret måde, så sundhedsvæsnet ikke knækker."

Den udtalelse har han siden forsøgt at moderere, og både Mølbak og Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm synes nu at have lagt en talelinje, der hedder, at målet er at undgå, at folk bliver syge.

På pressemødet om kontrolleret genåbning mandag 6. april afviste også Mette Frederiksen, at målet for strategien er at opnå flokimmunitet via smittespredning.

Når diskussionen ikke dermed er lagt endegyldigt i graven er det dels, fordi myndighederne til stadighed undviger at svare direkte på opklarende spørgsmål fra medierne om hensigterne, hvad angår flokimmunitet.

Og dels er det, fordi det erklærede mål om at "undgå at folk bliver syge" ikke synes entydigt afspejlet i de retningslinjer, Sundhedsstyrelsen lægger for ansatte i sundhedssektoren eller for børn og personale i skoler og institutioner, som ventes at genåbne fra 15. april.

De retningslinjer siger nemlig, at både personale og børn skal møde på arbejde og i skole, selv om de bor sammen med én, der har coronavirus, eller sammen med én, der er i risikogruppen.

Sundhedsstyrelsens retningslinjer synes dermed at ignorere noget af det væsentligste, man faktisk ved om denne virus, nemlig at den kan smitte, selv om smittebæreren er asymptomatisk – og at mange smittebærere er asymptomatiske. Og dermed pålægger man reelt pårørende til folk i risikogrupperne at bringe smitten med sig hjem.

Hvis målet reelt er at hindre så mange som muligt i at blive syge, samtidig med at samfundet holdes åbent, så forekommer det ulogisk, at man ikke lægger større vægt på at bryde smittekæderne i almindelighed, og i særdeleshed dem, der risikerer at nå frem til udsatte grupper.

I andre lande farer man mere aggressivt frem, og nogle steder med en decideret målsætning om at holde sygdommen stangen så længe som muligt, mens man håber på udviklingen af effektive behandlinger og eventuelt en vaccine, der udgør en anden vej til flokimmunitet.

I Sydkorea og New Zealand har man med succes fulgt WHO's anbefalinger om omfattende tests, smittesporing og isolation af sygdommen. Også i Norge og Tyskland har man lagt meget mere vægt på disse redskaber og har dermed fået situationen bragt hurtigt under kontrol.

Når danske myndigheder alligevel fortsat synes at regne de såkaldte inddæmningsredskaber for tæt på ligegyldige, er det derfor svært at fastholde tilliden til, at deres strategi reelt sigter mod at hindre så mange som muligt i at blive syge.

Og når myndighederne samtidig ikke vil oplyse et estimat for, hvor mange dødsfald coronavirus vil føre til under deres nuværende strategi, så vakler tilliden yderligere.

Og når tilliden svinder, får fantasien mere plads at boltre sig på. Lyver Mette Frederiksen, når hun siger, målet ikke er at tillade smitte af 60-70 procent af danskerne for at opnå flokimmunitet? Lyver Søren Brostrøm og Kåre Mølbak, når de siger, målet er, at folk ikke skal blive syge?

Og hvis de ikke lyver, hvorfor svarer de så ikke bare på mediernes uddybende spørgsmål om uoverensstemmelserne mellem tale og handling? Og hvis de lyver, er det så, fordi de har en formodning om, at det på en eller anden måde vil koste mindre – økonomisk eller menneskeligt – at lade smitten sprede sig? Og hvis det er, hvad bygger de så den formodning på?

-----

Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.