Johanne Dalgaard: Et varsel om undergang for venstrefløjen i Europa

Den sidste uge inden jul har jeg inviteret min kæreste til Athen. Det var hans 40-års fødselsdagsgave: en ferie, hvis fokus udelukkende er at få set så mange gamle sten som muligt. Akropolis, den gamle agora, den romerske agora, Kerameikos-kirkegården, Hadrians bibliotek, det arkæologiske museum, den kykladiske kunstsamling.

Vi skal se det hele, vi skal trave byens forskellige kvarterer tynde og opleve atmosfæren, og så skal vi spise middelhavsmad og drikke vin og læse og snakke.

Det er vidunderligt. Her er ikke varmt, men solens eksistens er konstaterbar med det blotte øje og den bare ansigtshud, hvad der føles som en enorm lettelse efter de sidste ugers altomsluttende mørke hjemme i nord. Og så den fryd, det er, for en tid kun at beskæftige sig med lige præcis det, der interesserer én i det givne øjeblik. Privilegiet ved at kunne vende sin fulde opmærksomhed mod noget, man har lyst til at engagere sig i.

Jeg nærer en meget stor ærefrygt for det, den antikke græske kultur har givet os. Kunst, filosofi, demokrati. På museet ved den gamle agora står en anordning, kaldet Kleroterion, som har været brugt i antikkens Athen til at udvælge jurymedlemmer og dommere blandt borgerne via et tilfældighedsprincip for at undgå korruption. Det er altid den, jeg tænker på først, når jeg tænker på, hvad der er at se i Athen.

Det sindrige system kan måske for den moderne beskuer virke komisk på en Asterix-agtig måde: en stentavle med ti kolonner af små huller, hvori borgere fra de ti athenske stammer skulle stikke deres navnelodder, og så et messingrør, igennem hvilket hvide og sorte kugler blev hældt i tilfældig rækkefølge – en hvid kugle betød, at indehaveren af lodden blev udvalgt som jurymedlem, en sort, at han ikke blev valgt.

Men det er en svimlende tanke, at der for flere tusinde år siden var et samfund og nogle mennesker, der gjorde så meget ud af at udtænke måder, hvorpå man kunne undgå magtfordrejning og snyd imod fællesskabet.

Personligt ser jeg dem med deres halvfordøjede sprogteori og poststrukturalistiske floskelfyrværkeri som et varsel om undergang for venstrefløjen i Europa. 

Johanne Dalgaard

Og med det svimlende følger jo det forstemmende, at magten stadig i det, vi kalder moderne demokratier, i høj kan fordrejes, misbruges og forvanskes. Vi er ikke som samfund og fællesskab og demokrati færdige med at tæmme magten, men nogle gange føles det, som om vi helt er gået i stå med projektet, eller som om vi decideret er gået i gang med at afvikle det.

Som når det for eksempel kommer frem, at landets største bank, banken, der bærer nationens navn, banken, som varetager statens egne betalinger, har bistået gemene tyveknægt med at hvidvaske 1.500.000.000.000 kroner, og dens direktør derefter lystigt kan valse ud af døren med et gyldent håndtryk svarende til 50-100 gennemsnitlige danske årsgager.

Eller bare når vores regering åbent angriber institutioner som Rigsrevisionen, Ombudsmanden og Statsrevisorerne og truer med fysisk at flytte dem væk fra hovedstaden og dermed fra de magthavere, som de er sat i verden til at holde opsyn med.

Under en hvilepause i Airbnb-lejligheden i Athen kommer jeg for skade at tjekke Facebook. Jeg opdager nyheden om, at nogen på CBS har følt sig krænket/ekskluderet over afsyngningen af ”Den danske sang er en ung blond pige” – og at ledelsen på CBS har givet vedkommende en undskyldning.

Jeg skriver noget kritisk-sarkastisk om sagen og bliver det efterfølgende døgns tid formelig belært i kommentartråden af en meget nedladende person, der bare sådan ville ønske, at ”nogen ville lære noget” af sagen i stedet for at kritisere, og som ”abonnerer på et sprogsyn, hvor det, vi siger, er det, vi gør, og det, vi gør, er det, vi siger”.

Hvis nogen er i tvivl om, hvad dét betyder, så kan jeg ikke fortænke dem i dét, men så vidt jeg kan dechifrere, betyder det, at folks intentioner med deres handlinger og ord fremover ikke tæller for noget som helst, når tyngden af deres skyld skal estimeres – og det skal den på nærmest gammeltestamentlig manér. Hver dag. Sætning for sætning. Højskolesangvalg for højskolesangvalg.

Det betyder også, at historiske dokumenter kan og bør kastes på møddingen, fordi de beskriver noget, som ikke længere er, såsom et monokulturelt samfund. Jeg tænker på Kleroterion, på det athenske demokrati, som ikke var et rigtigt demokrati, fordi kvinder ikke var borgere.

Ikke desto mindre er det jo fundamentet for al demokratisk tænkning, og det er deraf, min ærefrygt udspringer, når jeg står og glor på den på museet. ”Tider skifter og sæder mildnes”, som der står i ”Den danske sang er en ung blond pige”.

Udvekslingen i kommentarsporet slutter et sted, hvor personen erklærer, at historien er på hens side, og at folk har ”flegnet” sådan, som jeg åbenbart gør, ”every step of the way” til nu, hvor det er sanktioneret fra universitetsledelsers side, at personers subjektive følelse af at være trådt for nær er at sidestille med en krænkelse af de personers værdighed.

Jeg sidder i Athen og forestiller mig personens blik, optændt af en retfærdig ild i den skrivende stund, optændt af den oprigtige tro på sin egen avantgardisme. Det, der står klarest for mig, er infantilismen og historieløsheden. Den her person, de her personer, tror virkelig, de er fremtiden.

De tror, at det er progressivt at tæve løs på menneskers ”race” som en ikke-transcenderbar kategori, ud fra hvilken samfundet skal ordnes. De tror, man vinder folkeligt momentum ved at usurpere og misbruge sanktioneringsmekanismer på vidensinstitutioner til deres egne snævre politiske formål. De tror, at hvis de taler til voksne mennesker, som om de var uartige og uoplyste børn, så vil de siden rette ind.

Personligt ser jeg dem med deres halvfordøjede sprogteori og poststrukturalistiske floskelfyrværkeri som et varsel om undergang for venstrefløjen i Europa. Hvis de er avantgarden, fortroppen for noget, så er det en ideologi, der ødelægger menneskelig kommunikation ved at tvinge dybt subjektive tolkninger ned over enhver ytring uden overhovedet at lade sig begrænse af nogen empirisk virkelighed.

Som politisk bevægelse vil det – heldigvis – aldrig vække gennemsnitsborgerens begejstring og engagement. Dertil er det for obskurt rodfæstet i franske 70’er-teoretikeres knap læselige tænkning.

Til gengæld kan det tjene til at fjerne fokus fra de kampe og dagsordener, der ellers burde finde bred opbakning. Som for eksempel kampen mod globale oligarkers magtudøvelse eller kampen for at redde klimaet eller kampen for en værdig behandling af verdens mange millioner flygtninge.

Dermed udgør bevægelsen en gave, der bliver ved med at give for den nationalistiske højrefløj, den ellers betragter som sin ærkefjende.

---

Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er kommentarskribent på Altinget. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner.