Johanne Dalgaard: Har folk et latent had til svagere mennesker end dem selv?

Herfra hvor jeg sidder, ligner den danske forsommer for så vidt helt sig selv i 2020.

Mennesker vælter ud i gaderne og på strandene, så snart solen pibler frem mellem skyerne.

Roséen flyder i stride strømme i parker og på fortovscaféer og på Instagram. På Vestegnen, hvor jeg bor, lyder høj pop og umchi-musik fra naboernes have, og der dufter overalt af grill. DMI lover regn i weekenden. Altså: fuldstændig som det plejer at være.

Man skulle ikke tro, vi var midt i en pandemi med en lumsk og dødelig virus, der på få måneder har bragt selv avancerede samfunds sundhedsvæsener i knæ og slået bunden ud af verdensøkonomien.

Og selvfølgelig er det lykkeligt og befriende, at vi officielt har fået vores samfund igen, at vi officielt gerne må se alle dem, vi holder af, og at vi igen kan tænke og tale om alt muligt andet end den modbydelige virus og dens konsekvenser.

Alligevel føler jeg en vis skepsis over for den stemning, der tilsyneladende breder sig, af at faren er forbi og alt er business as usual.

Det er tilsyneladende ikke nok for nogle mennesker, at de selv kan skide højt og flot på alle forholdsregler - deres egne asociale indstilling til omgivelserne skal tilsyneladende også internaliseres af alle mennesker, de møder på deres vej, for at de kan være tilfredse. 

Johanne Thorup Dalgaard

Jeg fornemmer det nogle steder i min egen omgangskreds, men også det offentlige rum, når nogen himler med øjnene over, at jeg viger tilbage, når de kommer for tæt på, eller ser spottende på mig, idet jeg gnider hænderne i håndsprit på vej ind i supermarkedet.

Driften tilbage mod ”normaltilstanden” er meget stærk, og for nogle indebærer den tilsyneladende også en uimodståelig trang til at være demonstrative i deres overlagte brud på de retningslinjer for smittereducerende adfærd, der trods alt stadig gælder.

Jeg kan godt leve med de spottende blikke og himlende øjne. Og hvis smitten som forventet stadig er løs, når jeg skal til at være togpendler igen efter sommeren, så vil jeg være iført åndedrætsværn i FFP2-kategorien under hele rejsen.

For jeg er personligt bedøvende ligeglad med, om fremmede mennesker synes, jeg er hysterisk eller ser dum ud, og jeg kan simpelthen ikke se ulempen ved mundbind i offentlig transport under en pandemi.

Men i den noget mere alvorlige ende kan TV2 fortælle historien om, hvordan kronisk syge mennesker – børn, til overflod - bliver mødt med vrede og hånlige tilråb, når de bevæger sig rundt i verden iført de værnemidler, der for dem er en indiskutabel nødvendighed. 

Det er tilsyneladende ikke nok for nogle mennesker, at de selv kan skide højt og flot på alle forholdsregler - deres egne asociale indstilling til omgivelserne skal tilsyneladende også internaliseres af alle mennesker, de møder på deres vej, for at de kan være tilfredse. 

Men hvad er det for en mekanisme, der ansporer voksne mennesker til den her type opførsel.

Føler man på en eller anden måde, at man tager revanche over covid-19, når man anstrenger sig for at gøre opmærksom på sin respektløse indstilling til andre mennesker?

Får man en form for sadistisk nydelse ud af at vade ind over et andet menneskes personlige grænser iført træsko? Er det udtryk for et latent had til mennesker, man regner for svagere end én selv? Eller er det bare indestængt bøvethed, som man ikke har fået udlevet under samfundsnedlukningen, og som nu vælter ud?

Hvad det end er, der driver det, så håber jeg virkelig, at behovet for at være demonstrativt uciviliseret snart er tilfredsstillet, så vi igen kan gå tilbage til at være – om ikke høflige, så i det mindste hæmmede og skandinaviske i vores omgang med hinanden i det offentlige rum.

Den normalitet, folk går og sukker efter, kan alligevel ikke vindes ved at trampe på dem, der er mest udsatte under pandemien.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.