Johanne Dalgaard: Hvis alle gør som Radikale, går de virkelige krænkere fri

At det lige skulle være Morten Østergaard, der blev den første i dansk politik til at gå af som følge af en Metoo-sag, var der nok ikke ret mange, der havde set komme.

Reaktionerne på sociale medier og i kommentariatet har da også været forudsigelige i deres heftighed såvel som i indholdet. Lotte Rod, der havde delt sin oplevelse i solidaritet med mange andre kvinder med andre oplevelser, er blevet svinet godt og grundigt til og beskyldt i kraftige vendinger for at være både sart og ondsindet. Morten Østergaard portrætteres som ofret i fortællingen.

Debatten er hidsig, og man orker næsten ikke at gentage, at det ikke var selve hånden på låret for ti år siden, der var udslagsgivende for, at Radikale Venstres folketingsgruppe mistede tilliden til Morten Østergaard, selvom den udlægning passer godt ind i det narrativ om de radikale som verdensfjerne, politisk korrekte hysterikere, som deres politiske modstandere til enhver tid nidkært sørger for at holde i live.

Det, der tilsyneladende skete, var at Morten Østergaard på umusikalsk vis overspillede den hånd, han blev tildelt af Lotte Rod, da hun aftalte med ledelsen i folketingsgruppen at holde hans identitet fortrolig.

Han fumlede og var nødt til at korrigere sit svar, efter han i et interview havde svaret nej til, om det var ham, der havde befølt Lotte Rod. Han udtalte også, at den ansvarlige i sagen havde fået en påtale. Samtidig kastede han sig uforfærdet ind Metoo-kampen på sociale medier og i andre sammenhænge.

Selvfølgelig måtte den pinagtige strategi i sidste ende briste – navnlig i et parti, der som Radikale Venstre altid slår sig op på at være de gode og progressive på vistnok alle værdipolitiske dagsordener. Det var en fejlkalkule, og den kostede ham altså lederposten. For nu.

Netop løgn og fortielse og neddysning og mere eller mindre åbenlyst hykleri, er noget af det, der går igen og igen i de mange, mange beretninger fra kvinder i forskellige brancher

Johanne Thorup Dalgaard

Det betyder ikke, som mange nu forsøger at udlægge det, at vejen nu er banet for at alle mænd, der nogen sinde har vist nogen antydning af seksuel interesse i en juniorkollega, fremover kan væltes fra deres eventuelle lederposter. For hvad var der sket, hvis Morten Østergaard af egen drift havde insisteret på rene linjer, da sagen dukkede op for tre uger siden?

Hvis han var gået ud og havde sagt ”Prøv at høre, det var mig, der rørte ved Lotte på en grænseoverskridende måde, dengang hun var ny i politik og jeg var partiets kronprins. Det skulle jeg ikke have gjort, og det ser jeg meget klart nu”?

Det er min klare overbevisning, at hvis han fra starten havde haft modet til at fremsætte sin beklagelse af episoden i offentligheden fremfor i fortrolighed, så havde han stadig været leder af Radikale Venstre i dag.

Men netop løgn og fortielse og neddysning og mere eller mindre åbenlyst hykleri, er noget af det, der går igen og igen i de mange, mange beretninger fra kvinder i forskellige brancher, som er væltet frem til overfladen i de forgangne uger.

Det er de tilbøjeligheder og mekanismer i vores institutioner, der beskytter de virkelige krænkere og lader dem blive siddende i positioner, hvor de fortsat udøver magt over andre mennesker, selvom alle ved, at de er sådan nogle, der misbruger den magt.

Jeg er personligt ikke tilbøjelig til at glædes over Morten Østergaards fald. Hele forløbet er uskønt og trist for de involverede.

Og i lyset af det virvar af sager, man lige nu hører om, hvor mænd er sluppet afsted med deciderede grænseoverskridelser og krænkelser på arbejdspladsen, uden mærkbare konsekvenser for deres karriere, så fremstår det ærligt talt uretfærdigt, at lige han er faldet.

Men netop derfor håber jeg også, at sagen kommer til at stå som eksempel på, hvordan man som ledelse ikke skal håndtere sådan nogle sager.

Åbenhed og direkte kommunikation er en langt mere gangbar strategi, hvis målet er at beskytte både ofrene for krænkelser og dem, der bare har dummet sig lidt til en julefrokost - fremfor dem, der systematisk krænker andre. Lad os endelig tale åbent om tingene.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.