Johanne Dalgaard: Konsulenter er symp­tomet, nedskæringer er sygdommen

At ville reducere i statens forbrug af private konsulentydelser er ubestrideligt en vindersag. Alene betegnelsen "ekstern konsulent" klinger eftertrykkeligt af den uskønne kombination af kølig beregning, floskuløst managementsprog og manglende indsigt i faglige virkeligheder. Og når man samtidig lover at finansiere "varme hænder" for pengene, så er ikke et øje tørt.

Ingen i hverken den siddende regering eller i oppositionen vil forsvare, at staten de sidste to år har brugt 9.100.000.000 kroner på indkøb af de eksterne ydelser. Lige siden Thorning-regeringen har der været konsensus på tværs af det politiske spektrum om, at disse udgifter var for høje. Alligevel er de over en årrække blevet ved med at stige. Hvorfor?

Én væsentlig faktor er landets endnu efter vejret gispende skatteforvaltning, der ifølge minister for offentlig innovation, Sophie Løhdes, svar til Folketingets Finansudvalg alene har stået for indkøb af konsulentydelser for 2,5 milliarder kroner i 2017-2018. Hvad pengene konkret er brugt på, kunne det være interessant at høre nærmere om.

Men det er nok ikke tilfældigt, at så stor en del af udgiften er gået til et område af forvaltningen, der for et årti siden med fuldt politisk overlæg blev skåret ned til sokkeholderne, og som nu er blevet pålagt at genetablere sig i ikke mindre end syv nye organisationer, der skal bygges op fra grunden.

De kompetencer, man skaffede sig af med i nullerne og siden undlod at opdyrke, mangler formodentlig i systemet nu, og må så hentes ind udefra – formodentlig til overpris.

Gennem tiden har jeg både i kommunalt og statsligt regi skulle indhente private ydelser for offentlige kroner. Min erfaring er grundlæggende, at man som offentlig kunde hos private er aldeles magtesløs, hvis man ramler ind i en samvittighedsløs leverandør. Og det gør man. Det har at gøre med incitamenter, og det har at gøre med principal-agent-relationen mellem det offentlige og den givne leverandør.

De kompetencer, man skaffede sig af med i nullerne og siden undlod at opdyrke, mangler formodentlig i systemet nu.

Johanne Thorup Dalgaard

Brugen af private virksomheder giver en anden incitamentstruktur, end det ville gøre at have de relevante kompetencer integreret i forvaltningens egen embedsstruktur gennem et ansættelsesforhold. Det offentlige i Danmark er en notorisk tålmodig kunde, en notorisk stabil betaler og en notorisk langsom klager.

Det måske mest groteske offentligt kendte eksempel på det forhold er nok DSB's milliardindkøb af de såkaldte IC4-tog, der skulle have udgjort rygraden i togtrafikken mellem danske landsdele, men som først ikke blev leveret og siden blev leveret ufærdige for i dag primært at tjene på regionalstrækningerne med meget lav driftsstabilitet.

Men anderledes resolut kan der handles, når staten eller kommunen indtager rollen som arbejdsgiver.

Ikke hermed sagt, at samtlige 9,1 milliarder nødvendigvis er gået til vigtige formål. Generelt er det selvfølgelig udmærket at have en løbende diskussion om, hvad de offentlige midler går til.

Eksempelvis kunne det også være interessant at diskutere, hvorfor staten og kommunerne fra 2010 til 2018 har ansat henholdsvis 25 procent og 53 procent (!) flere medarbejdere med journalist- eller kommunikationsbaggrund.

Det kan virke ekstremt paradoksalt, når man som borger samtidig konstant oplever gradvise forringelser i kernevelfærdsydelserne og kan se, hvor presset medarbejderne i social-, sundheds- og uddannelsessektorerne er.

Men måske er det slet ikke et paradoks – måske hænger det tværtimod sammen: Jo større nedskæringer og deraf følgende berettiget kritik, de offentlige organer har at forsvare sig imod, jo mere føler ledelserne behov for at have nogen ansat, hvis opgave alene går ud på at legitimere organernes eksistens.