Kommentar af 
Johanne Thorup Dalgaard

Johanne Dalgaard: Medierne får #Metoo til at handle om hævngerrige kvinder

KOMMENTAR: Medier og debattører har en foruroligende tendens til at få enhver #Metoo-debat til at handle om "kvindens svigefulde natur" i stedet for at forholde sig til fakta i de konkrete sager, skriver Johanne Dalgaard.

Fantasien fik i særdeleshed frit løb i medierne i efteråret, da Forfatterskolens bestyrelse på uelegant vis udsendte en pressemeddelelse, hvori den meddelte rektor Jeppe Brixvolds (billedet) fyring, skriver Johanne Dalgaard.
Fantasien fik i særdeleshed frit løb i medierne i efteråret, da Forfatterskolens bestyrelse på uelegant vis udsendte en pressemeddelelse, hvori den meddelte rektor Jeppe Brixvolds (billedet) fyring, skriver Johanne Dalgaard.Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

At Danmark er stedet, hvor #Metoo-bevægelsen går hen for at dø, konstaterede den norske venstrefløjsavis Klassekampen allerede for et års tid siden.

I denne måned påviste lektor Camilla Møhring Reestorff så ved en kortlægning af mediers Facebook-opslag om emnet i perioden oktober 2017-november 2018, at fænomenet i den danske offentlighed dækkes primært som sladder- og opinionsstof.

Og vinklen er overvejende, at #Metoo har negative konsekvenser i samfundet, mens bevægelsens oprindelige formål, at gøre op med overgreb og tavshedskultur, ikke fylder meget.

Som det efterhånden er tilfældet med de fleste ligestillingsspørgsmål, har debatten om overgrebskultur i Danmark primært handlet om, hvordan mænd potentielt kunne komme til at lide overlast i dens kølvand.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

I den danske offentlighed handler debatten om skilsmisse og forældremyndighed ofte om mødre, der manipulerer og lyver for at skubbe fædre ud af børnenes liv, ligesom debatten om voldtægt handler om mænds udsathed i forhold til falske anklager fra kvinder.

Og debatten om mænds stadige dominans i topledelse og politik handler om, at mænd nok er bedst kvalificerede og/eller naturligt mere inklinerede til at udrette noget stort i livet end kvinder.

Det er udtryk for en besynderlig tilbøjelighed til indædt at hæge om teorier, der får sager om seksuelle overgreb til at handle om "kvindens svigefulde natur", frem for at forholde sig til de på et givent tidspunkt forhåndenværende fakta.

Johanne Dalgaard

Selvom de eneste danske mænd, der har været omtalt ved navn i #Metoo-sammenhæng er Zentropa-duoen Lars von Trier og Peter Aalbæk, præges debatten til stadighed af en forloren stemning af bekymring for, om jagtsæsonen på mænd nu er gået ind, og æraen kommet for kvindesammensværgelser og folkedomstole.

Forstå mig ret: Jeg er ikke ligeglad med mænds retssikkerhed. Og det er selvfølgelig kun fornuftigt at forholde sig kritisk, endda skeptisk, til anklager, der uden videre fremføres i offentligheden, så længe man bevarer evnen til at skelne mellem det, man tror, og det, man ved.

Men fantasien fik i særdeleshed frit løb i medierne i efteråret, da Forfatterskolens bestyrelse på uelegant vis udsendte en pressemeddelelse, hvori den på én gang meddelte rektor Jeppe Brixvolds fyring og etableringen af en whistleblower-ordning som reaktion på et bekymringsbrev fra en række forfattere omhandlende "vedvarende rygter" om krænkelser og chikane på skolen.

Spekulationer om sammensværgelse og magtspil føg gennem luften. Berlingske og Radio24syv var efter den ikke-medievante og nyligt tiltrådte bestyrelsesforkvinde som blodhunde.

Universitetslitteraterne Marianne Stidsen og Mette Høeg beskyldte åbent to kvindelige forfattere for at have spredt rygter og pisket en stemning op omkring Brixvold, fordi forfatterne hver især selv ville have været rektor på forfatterskolen.

Ingen konkrete rygter om krænkende adfærd fra Brixvolds side er dog på noget tidspunkt kommet frem i offentligheden.

Hvad der til gengæld er kommet frem er, at han genansatte en lærer, der tidligere var bortvist grundet sin grænseoverskridende adfærd, og at han efterfølgende undlod at informere bestyrelsen, da samme lærer igen opførte sig uacceptabelt under et besøg på den svenske forfatterskole på Biskops-Arnö.

Når man tager med, at den bestyrelse, der besluttede at fyre Brixvold, også var sammensat af andre mennesker end den, der i sin tid besluttede at ansætte ham, er det ikke svært at forstå, at dette kunne betragtes som et alvorligt tillidsbrud.

Denne krølle på historien gik imidlertid stort set ubemærket hen i kommentariatet, da Politiken bragte den til torvs i starten af december. Den passede umiddelbart ikke ind i narrativet om, at Jeppe Brixvold var et sagesløst offer for en #Metoo-faciliteret hetz iværksat af ondskabsfulde og hævngerrige kvindelige kollegaer.

Bestyrelsens håndtering af sagen var, som nævnt, uelegant, og man kan ikke fortænke nogen i, at den katastrofalt dårlige kommunikation pirrede deres nysgerrighed.

Men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at der ikke fulgte nogen refleksion fra dem, der så skråsikkert fremførte åbne anklager om sammensværgelse og slette motiver, efter at offentligheden blev præsenteret for historien om det, der forekommer at være en både fuldstændig plausibel og aldeles lødig fyringsgrund.

Da Forfatterskolen for få uger siden offentliggjorde, at man havde modtaget 43 indberetninger om mulige krænkelser omhandlende 11 personer, var vinklen hos Radio24syvs kulturmagasin, AK 24syv, således stadig, at Brixvolds fyring udgjorde et fordækt mysterium, og at bestyrelsen skyldte offentligheden svar på spørgsmål vedrørende hans personalesag.

Læs også

Et lignende mønster er evident i debatten om skandalen i Det Svenske Akademi og voldtægtsanklagerne mod Jean-Claude Arnault; selv efter talrige kvinders anklager og rettens domfældelse over Arnault ser for eksempel Marianne Stidsen kun et overgreb begået af kvinder imod en sagesløs mand i et gryende svensk matriarkat.

Det er udtryk for en besynderlig tilbøjelighed til indædt at hæge om teorier, der får sager om seksuelle overgreb til at handle om "kvindens svigefulde natur", frem for at forholde sig til de på et givent tidspunkt forhåndenværende fakta.

Mens jeg skriver dette, kan jeg mærke, at jeg næsten ikke orker det. Jeg overvejer hele tiden at sadle om, at starte forfra, skifte emne, simpelthen at tale om noget andet end kønsdebatter og – yikes – Sverige.

Fordi intet er mere forudsigeligt i denne verden end de ubehagelige kommentarer og beskeder, der vil tikke ind ad diverse kanaler, så snart teksten bliver offentliggjort.

Det er ikke, fordi den slags ligefrem gør mig utryg, jeg har efterhånden prøvet det så tit. Men det fyrer op under min ulmende desillusion og gør mig i dårligt humør, fordi det understreger, hvor langt vi er fra at kunne have en civiliseret offentlig samtale om kønsproblematikker.

---

Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er kommentarskribent på Altinget. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johanne Dalgaard

Freelanceskribent, specialkonsulent
cand.scient.pol (Københavns Uni.)

0:000:00