Johanne Dalgaard: Pernille Vermund gør afstumpethed til ideologi

Når den ydre venstrefløj gør sig bemærket med identitetspolitiske markeringer i offentligheden, bliver den uafvendeligt mødt med hån, spot og latterliggørelse fra – primært – det borgerlige Danmark.

Intet eksempel på venstreorienteret ømskindethed er for småt til at blive eksponeret op til fuld artikelstørrelse eller til at generere en til to ugers vrissen på sociale medier og i Berlingskes opinionsspalter.

Og fair nok – der er vitterligt et stort latterlighedspotentiale i den stædige insisteren på at skanne ethvert tænkeligt udsagn for noget, man kan blive stødt på sin identitet over.

Og i den mere alvorlige ende kan man måske med rette føle sig foruroliget over en udvikling, der synes at gå i retning af mindre frisind og åbenhed i de sociale omgangsformer. Enhver ideologisk strømning rummer et potentiale for det totalitære, hvis den får lov at stå uimodsagt, afpolitiseret.

Det sidste er der ikke tegn i sol eller måne på kommer til at ske, for så vidt angår venstrefløjens identitetspolitiske positioner.

Men der er altså også en anden grøft, man kan ende i. Det er den grøft, hvor det at støde, såre og vække vrede i sig selv bliver gjort til et højere formål. Hvor det, man ytrer, ikke handler om at sætte sig imod nogens magt, hvor det ikke handler om at kritisere institutioner eller idéer eller handlinger, hvor det ikke handler om at demonstrere noget som helst andet end sin egen totale foragt for "den anden".

Her ville det klæde alle at sige fra. Det ønsker jeg mig til jul: et opgør med afstumpetheden som ideologi.

Johanne Dalgaard

Det er den grøft, Pernille Vermund sidder i. Når hun forsvarer sin brug af ordet "perker" om andre mennesker i det her samfund, og når hun kræver, at dem, hun omtaler sådan, skal "lære at sige pyt".

"Lad os nu kalde tingene, hvad de er. Er man en neger, så er man neger, hvis man er indvandrer, så er man indvandrer, hvis man er perker, så er man perker," udtaler hun, uden at uddybe, hvordan en såkaldt "neger" eller en såkaldt "perker" adskiller sig fra dem, hun kalder "indvandrere".

I stedet giver hun sig til at synge en løgnagtig sang om, at ordene slet ikke er nedsættende og i virkeligheden betyder noget helt andet end det, der står i ordbogen, og som alle, der kan dansk, udmærket godt ved, de betyder.

En rød tråd i Vermunds forsvar for sin sprogbrug er forsøget på at koble den sammen med frisind. "Ærligt talt, så er jeg nok et frisindet og bramfrit menneske," skriver Vermund på Facebook.

Hun vil ikke "lave om på sig selv" af hensyn til andre. Personligt tror jeg også nok, mine omgivelser regner mig for et bramfrit menneske. Et karaktertræk, som jeg overhovedet ikke oplever som en hindring, når det gælder bestræbelsen på at omgås andre mennesker med respekt og eksempelvis ikke bruge racistisk ladede skældsord, når jeg omtaler dem.

Pernille Vermund er ikke dum. Hun kan godt læse, og hun er godt bekendt med politisk konsekvensberegning.

Hendes måde at forholde sig på her kan ikke meningsfuldt afkodes som andet end en overlagt bestræbelse på at tækkes et bestemt segment af landets mest forhærdede racister under dække af mainstream borgerlig ytringsfrihedsentusiasme og den almindelige danske selvforståelse af frisindets højborg.

Her ville det klæde alle at sige fra. Det ønsker jeg mig til jul: et opgør med afstumpetheden som ideologi.

En kollektiv, tværpolitisk insisteren på, at vi faktisk forsøger at have en civilisation her, og at når man opfører sig på en utvetydigt røvhulsagtig måde over for helt sagesløse medborgere, så er den civiliserede måde at tackle det på ikke at benægte røvhulsagtigheden, men at forsøge at demonstrere, at man også rummer andre menneskelige træk end lige præcis dén.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.