Kommentar af 
Johanne Thorup Dalgaard

Johanne Dalgaard: Rød sejr må ikke blive til ydmygende nederlag igen

KOMMENTAR: Der hersker ængstelig stemning blandt venstreorienterede, for selvom valgets resultat ligner en knockout-sejr til centrum-venstre, kan det ende som i 2011, hvor det endte med totalsejr til borgerlig økonomisk politik, skriver Johanne Dalgaard.

S-formand Mette Frederiksen er blevet udnævnt som forhandlingsleder og ses her til regeringsforhandlinger på Christiansborg.
S-formand Mette Frederiksen er blevet udnævnt som forhandlingsleder og ses her til regeringsforhandlinger på Christiansborg.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Dagen efter valget tikker nyhederne drypvist ind om, hvilke højrefløjsprofiler der må forlade Borgen. Dansk Folkepartis tilslutning er halveret, Liberal Alliances beskåret med mere end to tredjedele, og spærregrænsen lurer truende i baggrunden.

Som venstreorienteret vil jeg ikke savne hverken Martin Henriksen eller Joachim B. Olsen et sekund. Det føles som et symbolsk farvel til brutaliteten og den ublu foragt for henholdsvis nytilkomne og socialt udsatte medborgere. Og at Cirkus Paludan ikke skal turnere på Christiansborg i de kommende fire år, er i sig selv nok til at føle sig taknemmelig.

Anskuet som en boksekamp mellem to parter fremstår folketingsvalget i 2019 som en overbevisende knockout-sejr til centrum-venstre. Regner man Alternativet med, får de hidtidige oppositionspartier tilsammen overbevisende 96 mandater at gøre godt med.

Ikke desto mindre hersker der ængstelig stemning blandt de meningsfæller, jeg taler med. For det er, som om vi har stået her før.

Fakta
Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

I min generation var valget i 2011 første gang i vores voksne liv, at venstrefløjen så ud til at få et ben til jorden i dansk politik. Jeg siger "så ud til", fordi det i virkeligheden endte i en totalsejr til borgerlig økonomisk politik og et generelt nederlag til progressive og grønne ambitioner.

Der kom ikke nogen øremærket fædrebarsel, og der kom ikke nogen betalingsring rundt om København.

Selv har S-politikerne da også været flittige til at distancere sig  fra Thorning-perioden i en sådan grad, at det næsten føles, som om Mette Frederiksen står til at blive den første kvindelige statsminister i Danmark.

Johanne Dalgaard

Til gengæld blev dagpengeperioden halveret, præcis som den foregående regering havde aftalt med De Radikale, og oven i hatten smed den såkaldte centrum-venstre-regering en kontanthjælpsreform, der yderligere forringede sikkerhedsnettet for danske lønmodtagere. Uligheden i samfundet steg.

Dong blev solgt til Goldman Sachs, der få år efter kunne trække sig ud med en gevinst på 12,4 milliarder kroner. Hvorfor Socialdemokratiet på så hell-bent vis syntes, at en af skurkevirksomhederne bag finanskrisen på den måde skulle begunstiges med et stykke billig dansk infrastruktur, står stadig hen i tågerne.

Generelt har der nok været en tendens på venstrefløjen til alene at tilskrive den højreorienterede økonomiske politik til en kombination af de Radikales indflydelse og Bjarne Corydons personlige tilbøjeligheder.

For det virker jo ubegribeligt, at Socialdemokratiet på den måde skulle ville bidrage til at lægge sin egen raison d'etre, velfærdssamfundet, i graven.

Selv har S-politikerne da også været flittige til at distancere sig fra Thorning-perioden i en sådan grad, at det næsten føles, som om Mette Frederiksen står til at blive den første kvindelige statsminister i Danmark. Hvorvidt denne positionering tilbage til de ideologiske rødder har noget substantielt på sig, eller den blot er en skinmanøvre, vil vise sig.

For det vil ikke kun kræve strategisk talent, men også holdningsmæssig rygrad at forhandle sig et sted hen med Radikale, hvor man oprigtigt kan tale om en ny politisk retning uden samtidig at fremmedgøre centrum-højre-segmentet, som man fortsat er afhængig af.

Den socialdemokratiske plan om differentieret pensionsalder har ikke et flertal bag sig – det har til gengæld den endnu siddende regerings aftale om seniorpension, som også Radikale er med i.

Den substantielle forskel på de to projekter er det svært at sige noget klogt om, al den stund S behændigt har undladt at konkretisere og opstille klare kriterier for, hvem deres model skal omfatte.

Men det ligner et nederlag, og det ligner en gentagelse af den ydmygelse, som dagpengereformen var for venstrefløjen ved Thorning-regeringens spæde begyndelse.

Alligevel vil jeg tillade mig en afdæmpet optimisme. Den er dels baseret på håbet om, at partierne har taget ved lære af historien, dels på indtrykket af, at der fortsat er god stemning efter de indledende samtaler mellem Frederiksen og de potentielle allierede.

Selvom medierne har haft stort fokus på potentielle "ultimative krav" i valgkampen, så er det hidtil gået nogenlunde med at manøvrere uden om nogen voldsomt ødelæggende grøftegravning. Det bliver næppe til et tektonisk skift, men måske bliver tingene bedre, end de har været længe.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johanne Dalgaard

Freelanceskribent, specialkonsulent
cand.scient.pol (Københavns Uni.)

0:000:00