Jonas Herby: Staten er nødt til at betale borgerne for at blive coronatestet

Regeringen lancerede tirsdag igen en teststrategi – en såkaldt "offensiv teststrategi" – som ud over test af personer med symptomer også indbefatter kontaktopsporing, så myndighederne deltager i arbejdet med at finde frem til dem, som de smittede har været i kontakt med.

Om det var den nye offensive teststrategi, som fik direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, til at aflyse den andenbølge, som hans egne folk bare få dage tidligere havde anset for at være en "betydelig risiko", er uvist.

Men man kan godt få den mistanke, at sundhedsmyndighederne, der ikke – som blandt andet økonomer – er trænet i at tænke i incitamenter og tilskyndelse, kan se test, kontaktopsporing og isolation som en ren teknisk løsning, som blot kræver, at der er kapacitet nok.

Hvis det er tilfældet, kan de risikere at blive negativt overrasket. For mennesker er ikke brikker, som man flytter rundt, som man ønsker.

Mennesker reagerer på incitamenter og information, og det betyder, at det kan blive langt sværere at få nok til at deltage i teststrategien, end det er at bygge kapaciteten op.

Allerede i dag vurderer seruminstituttet, at cirka 40 procent af de indkaldte undlader at booke tid og møde op. Det tal kan sagtens stige, når nyhedsinteressen for covid-19 til efteråret er mindre.

Som enkeltperson har du nemlig mange gode grunde til ikke at lade dig teste. Helt jordnært er der mange steder i landet meget langt til nærmeste testcenter.

Bor du for eksempel i Skive, skal du køre cirka en halv time i bil til Viborg for at blive testet, og skal du med kollektiv transport, er rejsetiden betydeligt større. Desuden er det nok ikke særlig smart at sætte sig ind i bussen eller toget, hvis du potentielt er smittet med covid-19.

Hvis det underliggende smittetryk – hvor mange personer som en smittet person selv smitter (R0) – er 2,5, betyder 40 procents ikke-deltagelse, at vi er under det teoretiske niveau for, hvor stor en andel af befolkningen der skal deltage, for at vi kan holde smitten i ave alene ved hjælp af en teststrategi.

Realistisk set skal mindst 80 procent af befolkningen, eller i hvert fald de smittede, deltage i en teststrategi, hvis den skal være effektiv.

Sagt på en anden måde: Hvis en person i Skive konstateres positiv og har været i kontakt med ti personer, skal mindst otte af dem køre til Viborg for at blive testet, hvis vi på nogen måde skal kunne holde smitten i ave. Og helst samme dag. Ikke noget med at udskyde til næste dag.

Det forekommer urealistisk at nå så høje tal, medmindre man giver folk en betydelig belønning for at deltage. Og selv i disse tilfælde kan det være problematisk at nå så høje tal.

Til sammenligning har kun 20 procent taget stilling til organdonation, og kun cirka halvdelen af de ældre tager imod den gratis influenzavaccine, der potentielt kan redde deres liv.

Hvis smitten skal holdes nede, så vi kan danse med covid-19, til der måske er en vaccine engang i fremtiden, er der brug for at kombinere teststrategien med andre tiltag.

Her kan det blive et problem, at en effektiv teststrategi fungerer som et subsidie til risikobaseret adfærd. Det var lidt teknisk formuleret, men i bund og grund betyder det, at den enkelte har mindre tilskyndelse til at passe på med for eksempel god håndhygiejne, hvis en effektiv teststrategi holder smittetrykket nede.

Jo mere effektiv teststrategien og andre tiltag er, jo færre smittede er der ude i samfundet, og jo mere kan vi alle opføre os, som vi gjorde, før covid-19 blev kendt i Danmark.

Denne adfærdstilpasning kan meget vel være en af forklaringerne på, at Tyskland har set et stigende smittetryk på det seneste.

Det betyder ikke, at en teststrategi er en dårlig idé. For det første vil et lavere smittetryk gennem en teststrategi være en fordel uanset hvad.

Blandt andet fordi det har omkostninger for den enkelte at holde social afstand. Selvom folk fra epidemiologisk synspunkt modarbejder formålet med en teststrategi, vil det ikke være værdiløst set fra et samfundsøkonomisk synspunkt, fordi det giver os bedre mulighed for eksempelvis at mødes med bedsteforældre.

Men det betyder, at det er noget, som man bør forholde sig til politisk, hvis målet er en lang dans med covid-19. For det første skal adfærden tænkes ind i de politikker, som man indfører for at supplere teststrategien.

Det er ikke nemt at finde løsninger, som samtidig giver folk tilskyndelse til at passe bedre på, men som minimum bør regeringen melde ud, hvis det er dansen, som den går efter, så danskerne kan gå i takt med landets mål.

For der har været stor usikkerhed om, hvad det langsigtede endepunkt for regeringen er, og det er på tide, at den usikkerhed fejes tydeligt af banen.