Jonas Herby: Staten er nødt til at gøre menneskeliv op i kroner og øre

KOMMENTAR: Ingen bryder sig om at tænke logisk i en følelsesladet diskussion om død. Men staten er nødt til at gøre menneskeliv op i kroner og øre, skriver Jonas Herby.

Danmark har været igennem en lang periode med en nedlukning af landet, som stadig gælder flere steder.

Men står de voldsomme omkostninger ved nedlukningen mål med gevinsten i form af sparede menneskeliv? Stiller man spørgsmålet, risikerer man nemt et stormvejr på Twitter.

For ingen bryder sig om at tænke logisk i en følelsesladet diskussion om død. For bør staten ikke redde alle uanset omkostningerne i stedet for at gøre menneskeliv op i kroner og øre?   

Men staten er nødt til at gøre menneskeliv op i kroner og øre. Men inden jeg forklarer hvorfor, så lad mig lige udrydde en udbredt misforståelse. Det handler ikke om, at nogen mener, at penge er vigtigere end liv.

Vi ved alle, at penge ikke har værdi i selv sig, og derfor vil penge aldrig kunne veje højere end liv eller livskvalitet. Problemet er imidlertid, at penge kan købe os både livskvalitet og længere liv.

Sat lidt på spidsen er diskussionen om prisen på liv en afvejning mellem livets kvalitet og livets længde.

Staten kan for et givent budget både give os livskvalitet ved for eksempel at bygge bedre veje, så vi kan tilbringe mere tid med vores familie i stedet for på vejene, eller ved at give os skattelettelser, så vi selv kan købe noget, der gør vores liv bedre, og længere liv ved for eksempel at købe bedre behandlinger. Den er nødt til at vælge mellem livskvalitet og længere liv.

Som individer er vi vant til at lave denne afvejning. Hvis du kigger ind i en villahave, vil du for eksempel se, at de færreste forældre har professionelt faldunderlag under legetårnet, selvom det potentielt vil kunne redde børnenes liv. Og mange kører rundt i en gammel bil, selvom de kunne købe en nyere og mere sikker.

Men både faldunderlag og den nye bil vil kræve, at man giver afkald på fornøjelser som ferier, is og koncerter. Og her vurderer vi alle, at der trods alt er en øvre grænse for, hvor meget vi vil betale for potentielt at redde livet.

Men i sundhedsvæsenet – som i høj grad er offentligt – er det ikke den enkelte, der vælger og betaler for behandlingen. Derfor må det offentlige afgøre, hvornår omkostningerne står mål med gevinsterne.

Dette gælder også på andre områder som for eksempel transport og miljø. Når staten for eksempel overvejer at anlægge en omfartsvej, indgår sparede uheld som en gevinst, der kan være så stor, at den retfærdiggør anlægget af vejen.

Liv sættes direkte i forhold til anlægs- og driftsudgifter. Og begge dele opgøres i kroner og øre.

Staten sætter pris på menneskeliv. Og det gør den blandt andet, fordi vi ved at sætte en pris på liv bedre kan sikre, at vi får mest mulig værdi for pengene.

Det går ikke, at vi bruger 100 millioner kroner på at redde ét menneskeliv, hvis de samme penge kunne have reddet tre liv et andet sted. For så redder vi to liv mindre, end vi kunne. Og det er dårlig udnyttelse af samfundets ressourcer.

Men staten sætter også pris på liv, fordi den ved at anvende samme pris overalt sikrer, at den dybest set betragter borgerne som lige meget værd. Vi vil betale lige så meget for at redde en mand fra Vedbæk fra at dø af prostatakræft, som vi vil betale for at redde en kvinde fra Lolland fra at dø i et trafikuheld.

Igen: Det går ikke, at vi bruger 100 millioner kroner på at redde ét menneskeliv, hvis de samme penge kunne have reddet tre liv et andet sted. For så behandles to ellers ens borgere ikke ens. Og dét strider mod princippet om ligeværd i et liberalt demokrati.

Her kommer vi til et vigtigt punkt i debatten om covid-19. Hvis vi bruger væsentligt flere ressourcer på at forhindre dødsfald relateret til covid-19 end dødsfald andre steder i samfundet, bryder det med det centrale ligebehandlingsprincip. Hvorfor skal kræftpatienter og trafikofre nedprioriteres i forhold til covid-19-patienter?

Alt det her ikke kun noget, som liberale økonomer mener. Statsminister Mette Frederiksen (S) har også lavet denne afvejning mellem liv og omkostninger, for politikerne kunne godt have lukket mere ned eller undladt at lukke op igen og – i hvert fald på den korte bane — have reddet flere menneskeliv. Men det gjorde de ikke, fordi omkostningerne blev for høje.

Reelt set går diskussionen alene på, om regeringen og Folketinget har holdt sig til de priser på liv, som vi normalt anvender, eller om de har givet køb på principperne om ligebehandling af borgerne og om at redde flest mulige for et givent budget.

Og her tyder de analyser, der indtil videre er lavet, på, at vi med nedlukningen har betalt langt mere per reddet liv, end vi normalt gør. Og det er et problem i forhold til at bruge ressourcerne effektivt og behandle borgerne lige.

Men bemærk, at det ikke betyder, at hele nedlukningen var problematisk.

Der er nemlig tale om et gennemsnit af mange tiltag, hvoraf nogle sandsynligvis har været gode målt på prisen per reddet liv, mens andre har været meget dårlige.

For eksempel vurderer de norske myndigheder, at lukningen af skoler og børnehaver – som Sundhedsstyrelsen heller ikke anbefalede i Danmark – havde lille eller ligefrem negative effekter. Meget tyder altså på, at man skulle have lukket meget mindre ned, end man gjorde.

Men det største problem i mine øjne er, at regeringen og Folketinget ikke har udvist større interesse for at udnytte ressourcerne effektivt og behandle borgerne lige – i hvert fald ikke ifølge det materiale, som man har offentliggjort.

Blandt andet har Folketingets partier ukritisk givet regeringen udvidede magtbeføjelser og blandt andet tilsidesat en epidemilov, som netop kunne sikre, at ministre med få måneders relevant erfaring kunne overtrumfe sundhedsmyndighederne årelange ekspertise og forberedelser til situationer som disse – også selvom meget tyder på, at de ikke var så godt forberedt, som mange nok havde forventet.

Det er klart, at de analyser, der forsøger at stille omkostningerne op over for gevinsterne, er usikre.

Men alternativet med hverken at have en pris på liv eller forsøge at styre efter denne pris er værre. For uden en ensartet pris på liv sikrer vi ikke, at vi får mest muligt for ressourcerne, og at borgerne behandles ens af staten.

Derudover er der noget helt principielt i forhold til at agere under uvished. Hvis situationen er meget usikker, og man kun har lidt viden om den konkrete situation, kalder det i mine øjne på mindre indgriben fra magthaverne – ikke mere.

Det havde i mine øjne for eksempel været langt bedre at sikre, at den enkelte beboer på et plejehjem selv kunne vurdere, om beboeren ville løbe risikoen ved at få besøg af familie og venner, end at lukke plejehjemmene helt for besøg.

Det ville selvfølgelig kræve, at man ændrede på plejehjemmene, så den enes handlinger ikke endte med at smitte alle andre – for eksempel ved at have åbne og lukkede afdelinger på plejehjemmene. Til gengæld skulle de ældre ikke nødvendigvis undvære familie og venner i store dele af slutningen af deres liv.

Problemet er, at når magthaverne griber ind og ensretter samfundet, mister vi som samfund også evnen til at agere i forhold til ny viden og i forhold til vores egne ønsker og behov. For én person dominerer frygten for at dø, men for en anden dominerer frygten for at dø alene.

Det kan central planlægning aldrig tage højde for. Og særligt, når der er stor usikkerhed, er problemet stort. Derfor bør man, når usikkerheden er størst, overlade mere magt til borgerne – ikke mindre.

-----

Jonas Herby (født 1978) er specialkonsulent i Cepos og debatterer med en klar liberal kant. Han har især fokus på betydningen af den offentlige regulering og prioriteringer i den offentlige sektor. Jonas Herby er cand.polit. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Jens Chr. Grøndahl: Europas fremtid bliver afgjort nu Jens Chr. Grøndahl: Europas fremtid bliver afgjort nu Næste artikel Martin Lidegaard: Socialdemokratiet og Venstre svigter Europa, Danmark – og sig selv Martin Lidegaard: Socialdemokratiet og Venstre svigter Europa, Danmark – og sig selv
Hvem stemmer på Radikale? Her er partiets kernevælger

Hvem stemmer på Radikale? Her er partiets kernevælger

VÆLGERPROFIL: Er Radikales vælgere unge eller gamle? Og hvilken uddannelsesbaggrund er mest udbredt blandt partiets vælgere? Altinget ser nærmere på den typiske R-vælger på dagen for partiets landsmøde.