Josephine Fock: Genstart Danmark gennem grøn omstilling

DEBAT: Der skal tænkes grønt og anderledes, når vi skal sætte gang i genstarten af Danmark efter coronakrisen. Vi skal for eksempel omskole ledige til aktiviteter, der fremmer omstillingen, skriver Josephine Fock (ALT). 

Af Josephine Fock (ALT)
Politisk leder

Som følge af coronakrisen er mange tusinde danskere blevet arbejdsløse. Hvis vi efter krisen ikke hurtigt igen får flest muligt tilbage på arbejdsmarkedet, vil det få katastrofale konsekvenser for den økonomiske balance.

Samtidig har krisen vist os behovet for en grøn og bæredygtig genstart, ligesom vi alle har oplevet, hvor hurtigt vi kan omstille samfundet, når vi vil. Det vil derfor være dumt ikke at tænke på en anderledes og mere grøn måde, når vi skal have sætte gang i genstarten. 

Derfor mener vi i Alternativet, at der er behov for, at omdrejningspunktet for genstarten af Danmark bliver en grøn omstilling, der ikke må have en social slagside. 

Det må ikke som efter finanskrisen være dem medde laveste indtægter, der skal betale gilder. For at sikre, at det denne gang ikke bliver sådan, er der mange håndtag, vi kan dreje på: Vi kan omlægge skatten med en skatteafgiftsreform, så forureneren betaler, og pengene sendes retur til grønne virksomheder og forbrugerne, for eksempel ved indførelse af en grøn check.

Det vigtigste er dog, at vi både af hensyn til klimaet og de arbejdsløse gør noget, der gavner nu. Vi har ikke tid til at vente på politisk tovtrækkeri, der for alvor vil vælte læsset for mange små erhvervsdrivende.

I Alternativet har vi i mange år arbejdet med bud på, hvordan man laver en fair omstilling. Herunder følger fem konkrete bud på, hvordan vi kunne indrette os lidt anderledes, og få et stærkere, grønnere og mere bæredygtigt samfund:

Omskoling til en mere bæredygtig fremtid
Borgere, der har mistet deres arbejde i coronakrisen bør tilbydes omskoling til aktiviteter, der fremmer omstillingen til en grønnere fremtid. Giv ledige lov til at starte mikrovirksomheder, og giv iværksættere i grønne og bæredygtige virksomheder mulighed for at optage statsgaranterede lån.

Gennemfør en grøn afgiftsreform, der sætter en fast høj pris på klimagasser
Udfasningen af gas-og oliefyr er allerede i gang, men der skal fokuseres mere på omstillingen fra naturgasopvarmning til fjernvarme, varmepumper eller hybridvarmepumper. Alternativet vil støtte omstillingen af bygningsopvarmning og gerne skubbe på en hurtig omstilling.

Alle støtteordninger skal bygge på grønne kriterier
Når staten støtter igangsætningen af erhvervslivet, bør der følge konkrete og ambitiøse krav om bæredygtig omstilling med. Få miljø-og klimamæssig bæredygtighed ind som vægtede parametre i offentlige indkøb og udbud og gør det muligt for danskerne at investere i bæredygtige projekter ved at udstede grønne statsobligationer.

Naturen og landbruget skal prioriteres hånd i hånd
Der er brug for mere og vildere natur og mindre belastende landbrug. En lavere kødproduktion frigør så store arealer, at de mindst produktive landbrug med størst natur potentiale kan omdannes til natur. Det er altså win-win for landbrugets klimaindsats og naturen. Skab rammerne til at landmænd kan komme ordentligt i gang med omstilling til økologisk landbrug og alternative afgrøder.

Skru op for omstillingen af vedvarende energi og afviklingen af fossil energi
Transporten skal slippe båndet til fossil energi. Benzin, diesel, skibsolie og flybrændstof skal udfases af transporten og erstattes af el, brint, biogas og en række andre energiformer. Sæt turbo på udbygningen af ladestandernettet og andre virkemidler, der vil gøre det attraktivt for flere danskere at vælge elbilen.

Ovenstående er bare et uddrag af de mange forslag til et rummeligere, grønnere og mere bæredygtigt Danmark, som, vi i Alternativet mener, er et kig værd. For os har coronakrisen i hvert fald gjort en ting mere tydeligt end nogensinde: Der er altid et alternativ.

Forrige artikel Forsker om ny undersøgelse: Forældre til børn med handicap er blevet fredløse Forsker om ny undersøgelse: Forældre til børn med handicap er blevet fredløse Næste artikel Morten Østergaard i Europa-manifest: Corona viser, at det er Europa eller kaos Morten Østergaard i Europa-manifest: Corona viser, at det er Europa eller kaos
Podcast: Er 20 års forebyggelse spildt, Søren Brostrøm?

Podcast: Er 20 års forebyggelse spildt, Søren Brostrøm?

POLITISK STUEGANG: Når det går den forkerte vej med danskernes sundhed, har 20 års forebyggelsesindsats så været forgæves? Søren Brostrøm svarer i Politisk Stuegang. Her taler vi også om ”kæmpe kvalitetsdyk” i dele af psykiatrien, og styrelseschefen kommer med en opsang til unge læger. Og han forudser store udfordringer for Lægeforeningens nye formand.