Julekalender med Mai Villadsen: "Min farmors generation har kæmpet for mange af de rettigheder, som vi tager for givet i dag"

8. DECEMBER: Mødet med en flygtningelejr og en farmor, der var aktiv i fagforeningslivet, skabte fundamentet for Mai Villadsens retfærdighedssans. Hun er inspireret af dem, der kæmper andres sag, læser i øjeblikket danske kvindelige forfattere, og så er hendes kolonihave i Herlev det bedste sted i verden. 

Mai Villadsen er nyvalgt folketingsmedlem for Enhedslisten. Hun har fået tildelt hele seks ordførerskaber.
Mai Villadsen er nyvalgt folketingsmedlem for Enhedslisten. Hun har fået tildelt hele seks ordførerskaber.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Albert Birk Morgen

Hvorfor gik du ind i politik?
Min farmor var syerske, og som lille tog jeg tit med ind til hendes fagforening. Hun arbejdede på en af de mange fabrikker i Herning, hvor der blev produceret tøj. Der var ikke de bedste forhold eller løn, og det er vanvittigt fascinerende, hvordan de organiserede sig og skabte forbedringer. Min farmors generation har kæmpet for mange af de rettigheder, som vi tager for givet i dag. Min inspiration har været de folk i mit liv, der har kæmpet andres sag.

Kan du huske første gang, du havde en holdning til noget?
Jeg kommer fra Kibæk, og på et tidspunkt kom der en flygtningelejr til lidt uden for byen. Det gik op for mig, at der var uretfærdighed og krig i verden. Det snakkede jeg måske lidt for meget om i skolen, for min matematiklærer foreslog, om jeg ikke skulle begynde at lave politik og gå ind i elevrådet.

Fik I gennemført noget, mens du sad i elevrådet?
I syvende klasse blev vi undervist i barakker. Det var voldsomt varmt om sommeren og bidende koldt om vinteren. Vi startede en underskriftsindsamling og gik til kommunalbestyrelsen. Det endte med, at der blev lavet en ny bygning til mellemtrinet. Ved åbningen blev vores underskriftsindsamling nævnt. Det var jeg meget stolt over. 

Er der en politisk modstander, du respekterer?
Det er lidt en kliché, men jeg bliver nok nødt til at sige Mette Abildgaard (K). Hun er simpelthen et af de mest behagelige mennesker på Christiansborg. Hun har den kvalitet, at hun ikke bare lirer indlærte holdninger af, men går ind i en debat for også selv at blive klogere. Det er en kvalitet og en indstilling, som flere godt kunne have. Desuden går vi begge meget op i klimaet, og selvom vi er uenige om vejen derhen, skal vi nok nå dertil.

Havde du nogen fordomme om at arbejde på Christiansborg?
Jeg har haft mulighed for at arbejde herinde før, så jeg var en smule forberedt. Det, man ser udadtil, er ofte de store uenigheder, og dem er der også mange af. Men i virkeligheden er der rigtig meget, vi er enige om på Christiansborg. Det lægger man ikke mærke til, når man står på den anden side.

Det, man ser udadtil, er ofte de store uenigheder, og dem er der også mange af. Men i virkeligheden er der rigtig meget, vi er enige om på Christiansborg. Det lægger man ikke mærke til, når man står på den anden side.

Mai Villadsen
MF (EL)

Hvordan er hverdagen som folketingspolitiker?
Jeg er enormt overvældet over, hvor travlt man har. Jeg er grundig og vil gerne gøre mit arbejde godt og vide, hvad jeg snakker om. Jeg har seks ordførerskaber, nogle af dem relativt store, og der er enormt travlt. Det er vigtigt at lave noget, der ikke bare er reaktioner på andres arbejde, men også at fremsætte sine egne forslag.

Hvad gør du for at koble af? 
Min kæreste og jeg har en kolonihave i Herlev, der er det bedste sted i verden. Der kan man bare gå og luge ukrudt og tænke på alt andet end politik. Det betyder meget for mig at kunne komme ud og gå i noget grønt eller luge i en have. 

Hvad er den bedste bog, du har læst i år?
Jeg har i øjeblikket et projekt med at læse de kvindelige danske forfattere, som jeg synes er blevet overset. ’Gift’ af Tove Ditlevsen er min yndlingsbog. Den er almengyldig, selvom historien foregår for mange år siden. Jeg glæder mig til at læse både Morten Papes nye bog og Thomas Korsgaards 'Tyverier'. De er begge socialrealistiske forfattere, så man skal nok have en ferie, før man går i gang, men jeg synes, at de er fantastiske og vigtige i vores offentlige samtale.

Forfattere og kunstnere kan portrættere vores samfund og nogle skæbner på en helt anden måde, end vi nogensinde ville få indblik i. Jeg ville aldrig få et indblik i, hvordan det var at vokse op i Vestjylland ved at læse en rapport, som når jeg læser Thomas Korsgaard.

Er der en konkret politisk forandring, der kan få dig i julehumør?
Vi har sat det som et krav i forhandlingerne om forståelsespapiret, at der skal lande en klimalov inden jul. Jeg kan ikke rigtigt holde jul og slappe af, inden det er lykkedes. Der er ingen tvivl om, at jeg kommer til at stå og ødelægge mange menneskers juleferie, hvis ikke det lykkes at få en klimalov igennem. 

Dokumentation

Julekalender med politikerne

I Altingets julekalender taler vi hver dag frem mod jul med et folketingsmedlem om alt fra juletraditioner til politiske forbilleder.

Mød blandt andet en række nyvalgte folketingsmedlemmer, nye ministre og et par, som du nok også kender i forvejen.

Blå bog

Mai Villadsen blev i sommeren 2019 valgt ind i Folketinget for Enhedslisten.

I 2010 blev hun medlem af bestyrelsen og forretningsudvalget for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. Hun var formand fra 2012.

Fra 2013-2015 arbejdede hun som ungdomskonsulent i HK. 

Fra 2015-2019 var hun politisk rådgiver i Enhedslisten. 

I dag er Mai Villadsen blandt andet ordfører for: forskning, klima, kultur, ligestilling, miljø, og uddannelse.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mai Villadsen

MF (EL), fhv. politisk ordfører

0:000:00