Julekalender med Tommy Ahlers: "Jeg tænkte fuck, da Lars Løkke ringede"

22. DECEMBER: Han skulle brække to tæer, før han læste en bog til ende, og han mener, at politik er langt bedre end sit rygte. Mød brætspils-entusiast og tidligere iværksætter Tommy Ahlers bag dagens låge.

Den tidligere Løvens Hule-investor syntes, det var nervepirrende at skulle pitche sit eget – politiske – projekt og se, om nogen ville investere i det. 
Den tidligere Løvens Hule-investor syntes, det var nervepirrende at skulle pitche sit eget – politiske – projekt og se, om nogen ville investere i det. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Laura Hattens

Hvad var din første tanke, da Lars Løkke ringede og bad dig blive minister?
"Hvor er det vildt, at jeg får den mulighed". Den næste tanke var "Fuck – kan jeg finde ud af det her?". Jeg var usikker på, om jeg kunne slå til, for politik er jo en helt anden verden end den, jeg kommer fra. 

Men jeg kan helt klart bruge min erfaring fra min tid som iværksætter. 

Dels i forhold til at turde tro på, at man ud af ingenting kan opnå enormt meget ved at tage det bid for bid. Men særligt i forhold til hele tiden at være opmærksom på at komme ud og snakke med folk – ude i virkeligheden. For Christiansborg har virkelig tendens til at lukke sig om sig selv.

Hvornår oplevede du første gang at have en stærk holdning til noget?
Jeg syntes som 12-årig, at det var dybt uretfærdigt, at der fandtes konsekvenser: Når min mor havde sagt, at jeg skulle være hjemme fra byfest klokken 21, og jeg så først var hjemme 21.15, så måtte jeg ikke komme derned dagen efter.

Jeg havde to fordomme: Politik nytter ikke, og politikere er ikke interessante. Men jeg har oplevet, at det kan lade sig gøre at flytte ting på forholdsvis kort tid, og at de mennesker, der er i politik, sgu da egentlig er ret fede – dem vil jeg faktisk gerne drikke en øl med.

Tommy Ahlers
MF (V)

Det syntes jeg simpelthen var så unfair!

I Løvens Hule investerede du i andres projekter. Hvordan var det at skulle få danskerne til at investere i dit projekt?
At gå ud til befolkningen, pitche mit politiske projekt og se, om nogen ville investere i mig – det var helt vildt nervepirrende.

Heldigvis var der en del, der ville smide en stemme i mit projekt. Og det var en fantastisk fin oplevelse at se, hvor engagerede folk egentlig er i politik, hvis man formår at servere det på en lidt anden måde. 

Hvordan har dine fordomme om Christiansborg harmoneret med virkeligheden?
Hvis man tidligere havde spurgt mig, hvad politikerne kunne gøre for mig, ville mit svar være: holde sig væk.

Jeg havde to fordomme: Politik nytter ikke, og politikere er ikke interessante.

Men jeg har oplevet, at det kan lade sig gøre at flytte ting på forholdsvis kort tid, og at de mennesker, der er i politik, sgu da egentlig er ret fede – dem vil jeg faktisk gerne drikke en øl med. På den måde er politik meget bedre end sit rygte. 

Jeg har prøvet meget andet, men jeg synes godt nok, det er spændende at være i politik – og jeg er her helt klart stadig om ti år.

Hvem inspirerer dig?
Når vi skal nå et mål, tager vi ofte udgangspunkt i, hvor vi er lige nu, plus 10-20 procent, og så flytter man ikke rigtigt noget.

En mand som Elon Musk satte sig med Tesla et mål om at lave en elbil, folk faktisk gerne ville have. Det var en helt vild tanke, men alligevel fik han mennesker til at knokle for det, og nu står folk i kø for at købe den. Den forestillingsevne er ret vild og virkelig inspirerende.

Hvad gør du for at koble af? 
Jeg spiller Risk, Matador, Uno, Ticket to Ride, Hotel et eller andet – jeg elsker brætspil. I efterårsferien brækkede jeg begge storetæer, dagen før jeg skulle have rejst med mine børn. Vi endte derfor med bare at være hjemme – og det sker virkelig sjældent.

Men det var helt fantastisk. Vi spillede bare matador ti gange, og sådan et spil tager altså lang tid.

Jeg er også vild med at gå i haven med børnene: Få dem til at save en gren af, se en død rotte, der har spist rottegift, og forstå, at selvom vi bor på Østerbro, findes der også natur.

Jeg kobler også meget af i julen. Vi er den samme hårde kerne hvert år, der sker præcis det samme, og det sjove er, at jeg hvert eneste år synes, at det er den bedste jul nogensinde. Og det kan altså noget!

Hvad er den bedste bog, du har læst i år? 
De fleste bøger er jeg aldrig blevet færdig med. Jeg tager måske fat i "Astrofysik for travle mennesker", læser 30 sider og føler virkelig, jeg bliver klog, men så er der en anden bog, jeg også synes er interessant. Der er simpelthen for lidt tid og for meget, der er spændende.

Men på grund af de brækkede tæer var der jo pludselig tid i efterårsferien, og der læste jeg faktisk en bog til ende – Niels Krause-Kjærs meget interessante "Mørkeland".

Hvilken konkret politisk forandring ville få dig i julestemning?
Hvis der kom en måling i Altinget, der viste, at danskerne gik allermest op i erhvervspolitik – måske lige næst efter klimaet.

At alle danskerne mente, at vi burde sikre bedre vilkår for de virksomheder, der knokler og spiser glas hver eneste dag – sådan kan det nogle gange føles at drive en virksomhed med risiko. Det kunne være dejligt, hvis Altinget kunne lave den måling!

Dokumentation

Julekalender med politikerne
I Altingets julekalender taler vi hver dag frem mod jul med et folketingsmedlem om alt fra juletraditioner til politiske forbilleder.

Mød blandt andet en række nyvalgte folketingsmedlemmer, nye ministre og et par, som du nok også kender i forvejen.

Blå Bog
Tommy Ahlers er uddannet jurist fra Københavns Universitet i 2001 og var indtil 2004 strategikonsulent hos McKinsey & Company.

Herefter fulgte en lang årrække som iværksætter og investor, hvor han blandt andet stiftede ZYB Technologies ApS, blev chef for Location Based Services i Vodafone og blev tidlig investor og administrerende direktør i Podio.

I 2018 blev han Uddannelses- og Forskningsminister under Lars Løkke Rasmussen og bestred denne post indtil folketingsvalget i 2019, hvor han blev valgt til Folketinget i Københavns Storkreds.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tommy Ahlers

Bestyrelsesmedlem, Concito, iværksætter, fhv. MF og uddannelses- og forskningsminister (V)
cand.jur. (Københavns Uni. 2001)

0:000:00