Julekalender: Der skete noget med Morten Dahlin, da Fogh stod fast på ytringsfriheden

11. DECEMBER: Muhammed-krisen tændte en politisk ild i Morten Dahlin som teenager. I sommer debuterede han i Folketinget for Venstre, men det var alligevel større at blive forlovet. Mød Morten Dahlin, der skifter parti, før han skifter fodboldklub, bag Altingets 11. julelåge.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Jeppe Sahlholdt

Har du en særlig juletradition?
"Vi mødes altid hos min mor den første advent i julen og bygger honningkagehuse. Min mor bager væggene og tagene på forhånd, og så limer vi dem sammen og pynter med slik. Jeg sætter en ære i, godt nok ikke at lave det pæneste, men altid det mest velsmagende kagehus."

Hvad var din største fordom, inden du kom på Christiansborg? Og er den gjort til skamme nu?
"Min største fordom er nok, at politikerne ikke aner, hvad der sker ude i virkeligheden. Den er dog ikke blevet bekræftet så meget, som jeg havde troet. Der er nogen, som jeg ikke vil sætte navne på, som er lidt langt fra virkeligheden. Men der er også utroligt mange folketingspolitikere, som har fingeren på pulsen, og som lever fuldstændigt almindelige liv."

Vil du sige, at du selv ved, hvad der sker ude i virkeligheden?
"Jeg lever i hvert fald stort set mit liv, som jeg gjorde, inden jeg kom i Folketinget. Jeg handler stadig i Bilka i Hundige, hvor jeg også arbejdede som ungarbejder."

Hvilken politisk modstander har du mest respekt for?
"Der er mange dygtige på den røde side af Folketinget. I valgkampen var jeg i mange debatter med Kaare Dybvad fra Socialdemokratiet, og selvom jeg ikke er enig i alt, hvad han siger, så tror jeg faktisk på, at han oprigtigt brænder for at gøre Danmark til et bedre sted. Det har jeg respekt for."

Jeg sætter en ære i, godt nok ikke at lave det pæneste, men altid det mest velsmagende kagehus.

Morten Dahlin
MF V

Hvilken politiker har været en inspiration for dig?
"Jeg har altid været imponeret af mennesker, som ofrer noget for det, de tror på. Der kan man nævne sådan en som Ayaan Hirsi Ali, som jo også fik Venstres frihedspris for nogle år siden. Hun ofrede virkelig meget for det, hun troede på."

Kan du pege på en konkret episode, som har formet din politiske overbevisning?
"Der skete noget for mig under Muhammed-krisen. Jeg var jo ikke vanvittigt gammel, men var så småt begyndt at gå op i politik, og det gjorde et eller andet ved mig, da Anders Fogh Rasmussen stod fast på ytringsfriheden. Det gav mig en tro på den måde, vi har bygget vores samfund op på."

Hvad er det bedste, som er sket for dig i 2019?
"Hvornår bringer i det her? Jeg er blevet forlovet med min kæreste, og vi har ikke fortalt det til alle endnu. Men det er helt klart nummer ét, og jeg vil også sige, at det er større end at blive valgt ind i Folketinget."

Kan du anbefale en podcast til juleferien?
"Så skal man høre 1989 med Lykke Friis og Nynne Bjerre. Den handler om begivenhederne op til og efter murens fald. For mig, som er født i netop 1989, har den skabt en større forståelse for, hvor vanvittigt det, der skete, rent faktisk var. Det er stadig svært at vænne sig til tanken om, at der i min levetid har eksisteret et kommunistisk diktatur så tæt på Danmark."

Hvad gør du for at koble af?
"Jeg forsøger at se alle Brøndbys kampe, så mange som muligt på stadion. Så kobler jeg i hvert fald af fra det politiske. Og jeg skifter parti, før jeg skifter fodboldklub."

Læs også

Dokumentation

Julekalender med politikerne

I Altingets julekalender taler vi hver dag frem mod jul med et folketingsmedlem om alt fra juletraditioner til politiske forbilleder.

Mød blandt andet en række nyvalgte folketingsmedlemmer, nye ministre og et par, som du nok også kender i forvejen.

Blå bog

Morten Dahlin er født den 1. maj 1989 i Hvidovre. 

Han blev i sommer valgt ind i Folketinget for første gang med 6.471 personlige stemmer.

Mellem 2011 og 2013 var han formand for Venstres ungdomsparti, og siden 2010 har han siddet i Greves byråd.

Morten Dahlin blev i 2012 uddannet bachelor i virksomhedskommunikation og erhvervsøkonomi fra Copenhagen Business School. 

Han er Venstres indfødsretsordfører, integrationsydelsesordfører og ungeindsatsordfører.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Dahlin

Minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde (V), MF
HA (kom.) (CBS 2012)

0:000:00