Julekalender: Pernille Weiss vil have klima øverst på dagsordenen i valgkampen

17. DECEMBER: Det er nødvendigt at tænke klima ind i alle politiske beslutninger. Det mener Konservatives spidskandidat til europaparlamentsvalget, Pernille Weiss, der gemmer sig bag dagens låge.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Emma Qvirin Holst

Hvilken politisk modstander i EU-regi har du mest respekt for? 
Jeg har allermest respekt for Christel Schaldemose (S), fordi hun er seriøs, hun er en slider, og så er hun samarbejdende. Derudover er hun et sympatisk menneske, og hun var en af de første ud over Bendt (Bendtsen, red.), som jeg talte med om livet som medlem af Europa-Parlamentet.

Derudover har jeg stor respekt for, at hun aldrig forfalder til at tale dem og os. Hun basher ikke EU, og hun har en saglig tilgang til politik, og hun emmer af, at hun er der for at løse problemer og ikke for at komme i fokus som person. 

Nævn et sted, hvor EU har gjort en konkret forskel for danskerne inden for de seneste par år? 
Det er simpelthen så usexet at sige det, men det er bare så dejligt konkret. Det er det nyeste bygningsdirektiv, som Bendt Bendtsen har stået i spidsen for, hvor han også har samarbejdet med Jeppe Kofod og Morten Helveg. Vi i Danmark er kendte for, at vi bor i nogle relativt sunde bygninger med godt indeklima, men det gør rigtig mange andre lande ikke – også i Europa. Det er faktisk sådan, at cirka en tredjedel af klodens samlede CO2-belastning kommer fra dårligt isolerede bygninger.

Der har dansk forskning og danske virksomheder en masse grønne bygningskomponenter. Det er alt fra vinduer til termostater til isoleringsmateriale, som der er gode danske arbejdspladser i. Der er det bygningsdirektiv, som blev vedtaget tilbage i foråret, en ny platform for endnu mere dansk erhvervsudvikling.

Fakta
Pernille Weiss er født 12. marts 1968 og er Konservatives spidskandidat til europaparlamentsvalget. Hun afløser Bendt Bendtsen, der ikke genopstiller.
Hun er uddannet sygeplejerske og cand.scient. i sundhedsvidenskab. Derudover har hun også en master i 
ledelse og innovation.

Europæisk jul
 
I det nye år skal danskerne til stemmeurnerne for at vælge nye medlemmer af Europa-Parlamentet. 
I den anledning sætter Altinget i årets julekalender fokus på europæisk politik gennem 24 afsnit med landets europapolitikere og en enkelt embedsmand fra EU-Kommissionen.

Så det er en forskel, der både gør noget godt for klimaet og for dansk erhvervsliv.

Hvilke temaer synes du, skal på dagsordenen i EP-valgkampen? 
Helt klart klima. Helt overordnet set skal klimaet ind i alle beslutningsprocesser og alle emner, fordi klimaet bærer på godt og ondt det aftryk, som vi mennesker sætter med vores beslutninger. Derfor bliver vi nødt til hele tiden at tænke klimaet ind i de ting, som vi beslutter.

Det er også vigtigt, fordi det smitter af på vores anden store udfordring, nemlig migration. Derudover er der et tredje emne, der også er vigtigt at tale om, og det er handel og det indre marked. Vi skal finde ud af, hvordan de tre ting hænger sammen. For vi kan ikke arbejde med det ene spørgsmål, uden vi er opmærksomme på, hvordan det påvirker de andre dagsordner.

I hvilket europæisk land får man den bedste mad?
Jeg er vildt glad for pomfritter. Men ellers er den bedste mad for mig også den sundeste mad, og der er jeg altid glad for at vende tilbage til det danske køkken, som har langt flere fibre og flere friske grøntsager.

Hvem er din europæiske yndlingsforfatter? 
Thomas Mann, uden tvivl. Og det har det været siden, at jeg som ret ung så 'Huset Buddenbrook'. Men han har også fulgt mig så at sige, eller jeg har trukket på ham lige siden og især de seneste ti år af mit liv, hvor jeg har fundet de danske præster, der trækker Thomas Manns menneskelogikker og psykologier ind i den evige snak om, hvor fjollet vi som mennesker med alle vores begrænsninger og behov.

Hvordan fejrer du jul?
For hvert eneste år er det noget nyt. Jeg har ikke nogen tradition, bortset fra ønsket om julefred. I år bliver det formentlig min datter og jeg, der holder jul sammen. Min ene søn er i Vietnam og kommer først hjem i januar. Så jeg tror, at vi kommer til at lave en minijul på Christianshavn, hvor vi går på Skype og holder jul med ham, som sidder et sted ude i Vietnam.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Weiss

MEP (K)
sygeplejerske, cand.scient. i sundhedsvidenskab (SDU 2004), master i ledelse og innovation (CBS), certificeret sexolog

0:000:00