Julekalender: Ritt Bjerregaard holder aldrig jul, men elsker at læse Europas klassiske feminist

19. DECEMBER: Det er "helt ved siden af naivt", når nogen forestiller sig, at Danmark kan ende med formandsposten i EU. Det siger tidligere EU-kommissær Ritt Bjerregaard, som er bag dagens låge. Hun giver sit bud på det vigtigste valgtema, og på hvad danskerne er "rædsomme" til.

Der er dejligt u-julet i Mellemøsten, mener tidligere kommissær Ritt Bjerregaard (S), som hellere vil rejse eller skrive på sine erindringer end at deltage i "et stort forbrugsræs".
Der er dejligt u-julet i Mellemøsten, mener tidligere kommissær Ritt Bjerregaard (S), som hellere vil rejse eller skrive på sine erindringer end at deltage i "et stort forbrugsræs".Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Kristine Korsgaard

Hvilken kommissærpost skal Danmark gå efter i den nye kommission?
Det der med formandsposten lyder flot, men det anser jeg for at være helt ved siden af naivt i forhold til, hvad et lille land med forbehold kan regne med at få. I gamle dage satsede vi meget på landbruget, men det synes jeg, man skal holde sig fra, for det handler kun om tilskud. Men der er masser af gode muligheder på de andre områder.

Hvilken politisk modstander i EU-regi har du mest respekt for?
En belgisk politiker, som hedder Maria Arena, fordi hun har været ordfører på forslaget om ligestilling og øremærket fædreorlov i EU. Noget, som vi jo ikke har implementeret endnu i Danmark.

Det var jo S-regeringen under Thorning, som droppede den øremærkede barsel til mænd, selv om de havde givet det som valgløfte?

Ja, det var så dårligt, virkelig. For de havde muligheden for at gøre det; de havde et flertal for det. Og noget af det mere pinlige var jo, at det var på Mette Frederiksens område. Hun var beskæftigelsesminister og havde selv støttet øremærket barsel. Da de bare droppede planerne om at øremærke barslen, faldt mange års arbejde til jorden. Det var så trist.

Andre europæere kan lære af os at satse på velfærd, at behandle almindelige mennesker ordentligt, at satse på miljøet – her glemmer vi lige vores svineproduktion – og at sørge for god børnepasning.

Ritt Bjerregaard (S)

Hvad er det bedste ved at arbejde med EU-politik?
Noget af det fuldstændig enestående var, at det var muligt på tværs af landegrænserne at gøre noget for miljøet. Dengang jeg var kommissær, kom jo nye øst- og centraleuropæiske lande som Bulgarien og Slovenien med i EU, og der var virkelig, virkelig brug for at gøre noget for miljøet i de lande.

Hvad er så det værste?
Da jeg var der, var det klart bureaukratiet og selve konstruktionen med både parlamentet, rådet og kommissionen. Der er mange ændringsforslag og mange synspunkter og frem og tilbage. Som dansk politiker får man virkelig brug for de evner, man får opbygget fra at sidde i mindretalsregeringer. Man skal hele tiden lave kompromiser.

Og så er det bekymrende med den stigende nationalisme rundt om i landene.

Hvilke temaer synes du skal på dagsordenen i EP-valgkampen?
At få bedre styr på finanssektoren efter alle de historier med hvidvask og aftaler på kryds og tværs for at undgå at betale skat. Det er ret indlysende, at landene ikke kan løse problemerne hver for sig.

Hvem er din europæiske yndlingsforfatter?
Elena Ferrante, der har skrevet serien fra Napoli, hvor første bind hedder Min geniale veninde. En social fortælling om to veninders opvækst, hvor den ene får chancen for at få en uddannelse, og den anden ikke får den.

Og så bliver jeg ved med at dykke ned i Simone de Beauvoir, der skrev Det andet køn om, at man ikke fødes som kvinde, men bliver det. Hun har også skrevet sine erindringer, og hun har skrevet om alderdommen, så der er flere bøger, jeg vender tilbage til.

Hvordan fejrer du jul?
Så lidt som muligt. Vi har ingen børn, så vi har ikke nogen forpligtelser. Da min mand, Søren (Mørch, red.), for mange år siden var leder af mellemøststudier ved SDU, rejste vi altid til Mellemøsten i julen for at slippe for alt det julehalløj. Dernede kunne vi højst komme ud for, at der stod et lille plastikjuletræ i et hjørne.

Vi juler stadig ikke. Jeg ser noget familie og venner, og vi spiser god mad den 24., men der er ingen, der siger, det skal være and eller flæskesteg.

Julen er blevet et forjaget forbrugerræs med alt for mange gaver og alt muligt, man skal gøre på en bestemt måde. Vi har mere lyst til nogle gode, fredelige dage med tid til at læse og skrive.

Hvad kan europæerne lære af danskerne, og hvad kan vi lære af andre europæere?
Andre kan lære af os at satse på velfærd, at behandle almindelige mennesker ordentligt, at satse på miljøet – her glemmer vi lige vores svineproduktion – og at sørge for god børnepasning.

Og vi burde først og fremmest lære at køre ordentligt i bil. Danskerne kører rædsomt i bil, de pukker på deres ret og holder ikke tilbage. Det er helt anderledes i andre lande.

Dokumentation

Ritt Bjerregaard
Født 19. maj 1941 i København.

EU-kommissær med ansvar for miljø i 1995-99.

Tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet og har været hhv. overborgmester i København, undervisningsminister, socialminister og fødevareminister.

Europæisk jul 
I det nye år skal danskerne til stemmeurnerne for at vælge nye medlemmer af Europa-Parlamentet. 
I den anledning sætter Altinget i årets julekalender fokus på europæisk politik gennem 24 afsnit med landets europapolitikere og en enkelt embedsmand fra EU-Kommissionen.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ritt Bjerregaard

Fhv. minister (S) & MF, fhv. EU-kommissær, fhv. overborgmester, København
lærer (Emdrupborg 1964)

0:000:00