Debat: Udflytningen skaber dårligere ledelse

Af Jannik Skadhauge Sano
Cand. jur., tidligere embedsmand ved Nævnenes Hus, Viborg.

Udflytningen af statslige arbejdspladser eksemplificerer det midlertidige og uigennemtænkte aspekt af den offentlige ledelsespolitik, der føres nu.

For alt imens ansatte i stigende grad arbejder hjemmefra, alt imens digitaliseringen skyller ind over arbejdsmarkedet som en ressourcefrigivende flodbølge, alt imens den ikke-fysiske kommunikation nærmest udelukkende præger det akademisk arbejdsmarked, påstår regeringen, at den fysiske udflytning vil skabe vækst.

Samtidig har de statslige myndigheder af natur ikke vækstskabelse som primært eksistensgrundlag.

De statslige myndigheder har primært til opgave at forvalte lovgivers vilje.

Udflytningsprojektet har tydelig karakter af at være mindst lige så meget et politisk instrument som et økonomisk vækstprojekt. Formålet med udflytningen er i høj grad at tjene regeringsledelsens politiske behov, hvad der er bred enighed om i debatten.

Formålet med udflytningen er i høj grad at tjene regeringsledelsens politiske behov, hvad der er bred enighed om i debatten.

Jannik Skadhauge Sano
Jurist

Derfor er fundamentet for hele projektet skrøbeligt, hvad man nu ser tegn på i og med, at der pågår ekstra politiske diskussioner om Miljøstyrelsens udflytning.

For det burde ikke være afgørende for spørgsmålet om udflytning eller ej, om det drejer sig om et klagenævn, Skat eller Miljøstyrelsen.

Problemer med ledelsesmotivationen
Ikke nok med at formålet med udflytningen forplumres fra politisk, ledelsesmæssig side, der skabes også chefer og en offentlig ledelse, som mestendels har det geografiske arbejdssted som sin primære motivationsfaktor. Arbejdets indhold burde være den primære motivationsfaktor.

Udflytningen er de hjemvendtes paradis. De arbejdstagere, som længes efter provinsens hjemstavn, er udflytningens store vindere, for hvem chefstillingerne, grundet efterspørgslen, er inden for rækkevidde.

Det skaber ledere rundt omkring i styrelser og nævnssekretariater, som slet ikke har den menneskelige erfaring og motivationsmæssige tyngde, som modsvarer de ressourcer, som de arbejdstagere, der rykker rødderne op, lægger for dagen i deres arbejdsliv.

Logikken om, at der skal skabes vækst for lokalsamfundene, risikerer tilmed at marginalisere de medflyttende københavnere.

Udflytningens omkostninger kræver beslutsomhed
At lovgiver for tiden tøver med den politiske opbakning til udflytningen af Miljøstyrelsen, vidner om, at der politisk er tvivl om formålet og villigheden til at risikere ressourcetab. For det er ikke småting, som afkræves af først og fremmest de medflyttende medarbejdere.

Så meget desto mere skylder staten de medarbejdere fuld moralsk støtte. Hvis staten vakler i dørtrinet med hensyn til Miljøstyrelsens udflytning, viser Folketinget den politiske opmærksomhed omkring udflytningsomkostningerne, som længe har været efterspurgt. På den anden side skyldes erhvervslivet klarhed omkring udsigterne for miljø- og industrigodkendelserne.

Det kan kort sagt skade vores erhvervsliv, hvis beslutningen om Miljøstyrelsens udflytning splittes. For så vil det halte med de ledelsesmæssige ressourcer i udflytningsprojektet, både lokalt og i centraladministration, hvilket hverken projektets rygte eller erhvervslivets behov kan bære.

Christiansborg vil kort sagt gøre de medarbejdere fra Miljøstyrelsen, der allerede er involveret, en tjeneste ved at give fuld opbakning.

I et sådant projekt forbundet med høje personlige omkostninger er der brug for en form for kollektivitet omkring projektet. Og det burde ikke komme som en overraskelse for Christiansborg, at udflytningen skaber længere sagsbehandlingstid, også for Miljøstyrelsen.

Behov for en mere åben og inkluderende ledelseskultur
Det offentlige arbejdsmarked fokuserer i stigende grad på kompetencer, som ikke har noget at gøre med det offentliges hovedarbejdsopgaver.

Debatten om Miljøstyrelsen har vist, at evnen til at holde tand for tunge under udflytningens kaos er en højt skattet kompetence, fordi den offentlige ledelse ikke ønsker, at deres ansatte skal blive til en slags whistleblowere, der bekymrer sig i debatten.

Den tendens kunne man forstå, hvis altså landet var i krig eller lignende.

Sammenlagt er det er uomtvisteligt, at udflytningen øger udbuddet af offentlige arbejdspladser i provinsen, men det er ikke en selvfølge, at vi vedbliver at have en offentlig ledelseskultur, som vidner om en høj grad af fællesskab, efter udflytningen er løjet af.