Kampklar Marianne Jelved genopstiller: "Man skal aldrig lade andre sidde alene ved bordet"

INTERVIEW: Marianne Jelved er et af de folketingsmedlemmer, der har siddet længst tid på Christiansborg, og hun er mere end klar til at tage en tørn mere. En af Altingets yngste journalister har taget en snak med en af Christiansborgs ældste politikere.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Andreas Arp

(Interviewet blev bragt første gang 6. maj på Altinget: christiansborg)

Hvorfor stiller du op igen?

”Hvorfor skulle jeg ikke?”

Lad mig spørge på en anden måde så. Både Holger K. Nielsen og Mogens Lykketoft stopper …

Fakta
Blå bog: Marianne Jelved
Født 5. september 1943 i Charlottenlund
  • Cand.pæd. i dansk fra Danmarks Lærerhøjskole i 1979
  • Lærereksamen fra Hellerup Seminarium i 1967
  • Lærer ved Ny Østensgård Skole i Valby, 1967 til 1975
  • Lærer ved Jyllinge skole i Gundsø, 1975 til 1989
  • Timelærer ved Danmarks Lærerhøjskole, 1979 til 1987
Politisk karriere:
  • Medlem af byrådet i Gundsø Kommune, 1982-1989
  • Viceborgmester i Gundsø Kommune, 1982-1985
  • Medlem af Folketinget siden 8. september 1987
  • Partileder for Radikale, 1990 til 2007
  • Økonomiminister, 1993 til 1994
  • Økonomiminister og minister for nordisk samarbejde, 1994 til 2001
  • Kulturminister, 2012 til 2015
  • Kulturminister og kirkeminister, 2014 til 2015

Kilde: Folketinget
Foto: Bjarke Ørsted/NF/Ritzau Scanpix
Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

”Men det gør Bertel Haarder jo ikke,” afbryder Marianne Jelved (R) så og følger op med endnu et grin og et drillende smil.

Hun kigger mig så i øjnene med et blik, der både indgyder øjeblikkelig respekt, men også gemmer på en venlig opfordring: Jeg går ikke med på din præmis. Det kan du gøre bedre.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

Hvorfor gør I så ikke det?

”Jeg gør det, fordi jeg gerne vil fortsætte. Det er meget enkelt,” siger hun, holder en pause og afslutter så den indledende dans om styringen med at svare på spørgsmålet:

”Jeg har en idé om, at alle aldersgrupper skal være repræsenteret i sådan en demokratisk forsamling, som Folketinget er. Så må jeg jo selv foregå med et godt eksempel.”

Jelveds fire adelsmærker
Marianne Jelved fyldte i efteråret 75 år og er derfor ud over at være en af Folketingets længst siddende medlemmer også blandt de absolut ældste.

Den tidligere folkeskolelærer blev valgt til Folketinget for første gang tilbage i 1987, og når nordjyderne senere på året skal til valg, vil hun endnu engang være at finde på stemmesedlen.

Det rutinerede folketingsmedlem fortæller, at hun ligesom ved de forrige valg stiller sig til rådighed, fordi hun mener, at hun kan bidrage med noget, og hun har derfor heller ikke gjort sig nogen tanker om, hvorvidt den kommende valgperiode bliver hendes sidste.

Marianne Jelved tager tre mærkesager med ind i den kommende valgkamp, men hun kommer også med erfaring og viden fra de seneste 32 år på Christiansborg. Den røde tråd i hendes politiske ambitioner er dog stadig en evig kamp for fire specifikke rettigheder:

”Jeg kæmper for de frihedsrettigheder, der er malet på muren ved grundlovene. Det er fire begreber, som jeg har gjort til mine adelsmærker. Retsind, lovsind, frisind og storsind. Det er de frihedsrettigheder, som borgerne har taget til sig gennem flere hundrede år, og som har skabt det samfund, som vi har i dag,” siger Marianne Jelved og tilføjer:

”De frihedsrettigheder er truet i vores tid. Der bliver lavet flere og flere love, der begrænser de frihedsrettigheder. Jeg tror eksempelvis, at vi har lavet mindst én stramning på de frie skoler, hvert år siden Anders Fogh Rasmussen kom til i 2001.”

Lige vilkår for danske børn, klimaet og internationalt samarbejde. Det er de tre mærkesager, som Radikales Marianne Jelved tager med ind i den kommende valgkamp. [Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget]

For meget symbolpolitik
Nu sidder Marianne Jelved over for en af Altingets yngste journalister, der er født ni år efter, at hun startede sin arbejdsgang på Christiansborg. Og som derfor også helt oprigtigt kan spørge, hvad den største forskel er på at være politiker i 1987 og 2019:

”Der er rigtig meget symbolpolitik i dag,” svarer hun efter en lang tænkepause og nævner smykkeloven som et eksempel.

”Inger Støjberg har fået mere end 100 love igennem. Jeg kan nævne smykkeloven, men jeg kan ikke nævne ret mange af de andre. Men ikke desto mindre har hun fået dem igennem. Det kunne være interessant, hvis en universitetsstuderende lavede en gennemgang over, hvor mange af de love der har været brugt. Det vil være en rigtig god opgave,” konstaterer den tidligere skolelærer.

Anbefaling til unge politikere
Symbolpolitikken er ikke den eneste markante forskel fra Marianne Jelveds første år i dansk politik. Den tidligere minister bemærker også et stigende antal unge politikere på Christiansborg.

Og det kan blive et problem:

”Vi har brug for, at folk, der kommer på Christiansborg, har noget med sig fra samfundet. Det har de selvfølgelig også som politikere, fordi de færdes i samfundet, men det er en ting at gøre det som politiker. En anden ting er at have et arbejde, hvor du rent faktisk skal præstere noget og får nogle erfaringer og noget kendskab til, hvordan verden også er skruet sammen. Så det er en stor anbefaling, som jeg vil give videre til de unge. Det er bedst – også for deres egen skyld – at de får noget erfaring i et arbejdsliv, inden at de kommer ind,” siger Jelved, der selv var lærer i 20 år, før hun kom i Folketinget første gang.

På et spørgsmål om, hvad Jelved skal nå, inden hun kan tage sin berømte håndtaske og forlade Slotsholmen, påpeger hun også, at virkeligheden er mere pragmatisk end ideologisk:

Er der noget bestemt, du skal nå, før at du kan stoppe?

”Nej, og sådan fungerer systemet heller ikke. Det er ikke karakteriseret ved, at du har mulighed for at lave noget bestemt om på en afgrænset periode på fire år. Det handler om kontinuitet. Og det er faktisk meget lærerigt,” siger Marianne Jelved og nævner socialområdet, som hun har været ordfører på flere gange, som et eksempel.

I dag taler politikerne om, at der mangler retssikkerhed på området, men det er i høj grad takket være løbende dialog med forskellige organisationer, mener Jelved:

”Det er ikke noget, som jeg har planlagt. Situationen bliver pludselig synligt betænkelig, fordi at vi har foreninger, som varetager bestemte gruppers interesser. Scleroseforeningen er bare et eksempel. Det er dem, der kommer med oplysningerne til os, fordi vi sidder jo ikke herinde og kan lave det regnestykke. Derfor er en meget vigtig del af det her arbejde også at være i dialog med alle mulige instanser i samfundet. Og det lærer man utrolig meget af. Derfor siger jeg faktisk heller aldrig nej, når nogen kommer og beder om et møde med mig,” siger hun.

Marianne Jelved anbefaler unge politikere at få noget erfaring, inden at de kommer i Folketinget. I slutningen af 80'erne blev hun selv valgt ind for første gang efter 22 år som lærer. Her ses hun i 1988, hvor hun afløste Niels Helveg Petersen som formand for Radikales folketingsgruppe. [Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix]

Hyldest til det danske civilsamfund
Den løbende dialog med forskellige organisationer og foreninger har i løbet af Marianne Jelveds politiske liv åbnet hendes øjne for, hvor stærkt det danske civilsamfund er.

I den kommende valgperiode vil hun derfor også arbejde hårdt for at fastholde og videreføre dets betydning for den politiske proces på Christiansborg:

”Jeg interesserer mig rigtig meget for, hvad der skaber et samfund, og hvorfor Danmark er så vellidt og respekteret, som vi er. Hvad er det, vi kan?”

Hun holder en lang pause og kigger eftertænksomt ud i luften. Så fortæller hun en historie fra sin tid som økonomiminister, hvor en fransk minister fortalte hende, at de danske soldater i Bosnien og Hercegovina var de bedste, han nogensinde havde set. Jelved spurgte ham, hvad han mente, og han svarede, at soldaterne var utroligt dygtige til at forebygge konflikter i lokalsamfundet. Hvor havde de lært det henne, ville han vide.

”Jeg svarede: i skolen. Og det mener jeg. Den måde, som vi har skole på i Danmark, hvor meningen er, at børnene skal udvikle sig i et fællesskab, hvor man tager hensyn til hinanden og lærer at handle sammen, gør, at vi har et stærkt foreningsliv i Danmark. Hvor borgerne selv tager aktion og selv går sammen og siger, nu gør vi noget ved det her,” siger hun.

Og det er ikke kun i indretningen af skolesystemet, at Jelved kan finde eksempler på det danske civilsamfunds betydning. Realkreditobligationerne er et andet af slagsen:

”Idéen er, at hvis du er medlem, så hæfter du for alle de andre medlemmer. Så foreningen garanterer, at man betaler sine lån tilbage. Det er idéen med realkreditobligationerne, og der er ingen andre lande, der har dem. De andre lande forstår ikke, at vi har nogle obligationer, som er lige så sikre som statsobligationer. Det kan de ikke forstå, men det er de. Der er aldrig et realkreditinstitut, der er gået konkurs. Det er da fantastisk,” siger Marianne Jelved.

Er der gået inflation i mængden af ultimative krav på Christiansborg? Ifølge Marianne Jelved skal man mest af alt forstå de seneste i rækken som et udtryk for, hvilken retning man gerne vil have, Danmark skal gå i. [Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget]

Resultater og fortrydelse
Når Jelved bliver bedt om at reflektere over højdepunkterne i hendes 32 år i dansk politik, nævner hun også sine år som kulturminister fra 2012 til 2015, hvor hun ved sine besøg rundtom i hele landet på nærmeste hold opdagede styrken ved det lokale foreningsliv.

På resultatsiden fremhæver hun årene som økonomiminister i Nyrup-regeringen, hvor hun sammen med daværende finansminister Mogens Lykketoft (S) satte gang i økonomien:

”Selvom vi fik at vide fra alle mulige sider, at det ikke kunne lade sig gøre, formåede vi både at skabe overskud på betalingsbalancen, overskud på de offentlige budgetter og fuld beskæftigelse. Alle tog sig til hovedet og sagde, at det ikke kunne lade sig gøre på én gang. Enten måtte man have overskud på betalingsbalancen eller de offentlige budgetter. Det var den måde, man tænkte på, og det var det, som gjorde det exceptionelt,” siger hun med en tydelig stolthed i stemmen.

Er der noget, som du ville ønske, du kunne have gjort om i de seneste 32 år?

”Selvfølgelig er der ting, hvor jeg nu tænker, at det var ikke klogt, det der, og jeg kan give dig ét eksempel. Da Ulla Tørnæs var undervisningsminister i 2002, lavede hun en aftale med Frank Jensen om ændring af folkeskolen, hvor der første gang kom krav om, at staten satte nogle verbale mål for folkeskolen. Det var vi meget imod. ”Vi” var SF og Radikale, Aage Frandsen og jeg, hvis du ved, hvem Aage Frandsen er?”

Ja.

”Altså, ved du det godt?”

Ja, det ved jeg godt.

”Nå, okay. Men altså vi var meget imod, og derfor gik vi ikke med i forligskredsen. Og det fortryder jeg meget i dag, fordi så havde vi ikke nogen indflydelse på de mange ændringer folkeskoleloven i de følgende år. Hvis jeg havde siddet med i den gruppe, kan det være, at vi ikke havde haft nationale tests. Det er selvfølgelig ikke sikkert, men jeg lærte den lektie, at man aldrig skal lade andre sidde alene ved bordet,” siger hun.  

Marianne Jelved ser med stolthed tilbage på tiden som økonomiminister i 90'erne, hvor hun i samarbejde med daværende finansminister Mogens Lykketoft (S) satte gang i økonomien. Den igangværende valgperiode bliver Lykketofts sidste, mens Jelved håber at fortsætte. [Foto: Bjarke Ørsted/NF/Ritzau Scanpix]

Udlændingepolitik og ultimative krav
Da du startede på Christiansborg i 1987, var Radikale et midterparti, der kunne gå i regeringer til begge sider og bestemme, hvem der blev statsminister. I 2019 kan Radikale hverken gå i en blå eller en rød regering. Hvad er der sket?

Marianne Jelved sender mig et undrende blik og svarer så med et stort smil på læberne:

”Hvad ved du om det?”

Hun lader mig svede et øjeblik, inden at hun giver sit bud. Selvom Radikale også har rykket sig naturligt med tiden, er det særligt Socialdemokratiets og Venstres prioriteringer, som forklarer udviklingen, mener hun:

”Siden Fogh kom til, har skiftende blå regeringer og nu også Socialdemokratiet samarbejdet tæt med Dansk Folkeparti, og særligt politikken på udlændingeområdet kan Radikale ikke forene sig med. Vi ser også gerne, at vi fører en stram udlændingepolitik, men den skal bare også være human. Det er forskellen.”

Netop udlændingepolitikken er op til det kommende folketingsvalg igen kommet på dagsordenen, efter at Radikales politiske leder, Morten Østergaard, åbent har tilkendegivet, at partiet ikke kan støtte en S-regering, der samarbejder med Dansk Folkeparti på området.

Kravet er blot det seneste i en længere række af mere eller mindre ultimative krav i dansk politik. Også Enhedslistens Pernille Skipper har meldt ud, at de ikke er klar til at støtte Mette Frederiksen for enhver pris, og i den seneste valgperiode var det Liberal Alliances Anders Samuelsen, der ville have statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at se ham i hans stålsatte øjne.

Er det ikke noget nyt, at der bliver stillet så mange ultimative krav?

Marianne Jelved tøver lidt og er ikke meget for at svare. Selv stillede hun som formand for Radikale i 00’erne flere ultimative krav for at deltage i en eventuel socialdemokratisk regering – et af dem, at hun selv skulle være statsminister.

Hun når frem til, at de ultimative krav ikke er nye. Vi er blot begyndt at forstå dem anderledes, mener hun:

”Jeg tror, at man skal se det, som bliver kaldt ultimative krav, som et udtryk for, hvilken retning man gerne vil have, Danmark skal gå i. Det er sådan set det, som det handler om. Både for Pernille Skipper og for Morten (Østergaard red.). Man skal mest af alt forstå dem, som en af mange måder at angive, hvilken retning politikken skal gå,” siger hun kortfattet.

Man kan ikke gå igennem 32 år i dansk politik uden at ville gøre noget om. Marianne Jelved ærgrer sig i dag særligt over, at hun og SF's daværende gruppeformand Aage Frandsen i 2002 ikke gik med i forligskredsen om folkeskoleloven og dermed lod de andre sidde alene ved bordet i de efterfølgende år. [Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget]

Mærkesager og ministerdrømme
Bliver Marianne Jelved valgt ind på ny, venter der, hvis man skal tro de seneste meningsmålinger, en valgperiode med de røde ved magten, hvor Radikale kommer til at være tættere på indflydelse.

Og hvad er det så helt præcist, at det garvede folketingsmedlem vil arbejde for politisk?

Det er særligt tre mærkesager, som optager Marianne Jelved, fortæller hun. En massiv indsats for lige vilkår til alle børn i Danmark, klimaet og internationalt samarbejde.

”Vores fremtid afhænger af det her. Meget præcist og klart synligt afhænger vores fremtid af løsningen på de tre opgaver. Alle de tre ting er nogle, der skal handles på nu.”

Går valgsejren til rød blok, har Mette Frederiksen gjort det klart, at hun ønsker at danne en etpartiregering, og der venter derfor næppe en ny periode som regeringsparti for Radikale.

Marianne Jelved har da også allerede både været økonomiminister, minister for nordisk samarbejde, kulturminister og kirkeminister og er efter Bodil Koch den kvinde, der har været minister i flest år.

”Så jeg har sådan set fået min del af det,” påpeger hun afdæmpet, inden at hun igen kigger mig i øjnene og venligt påminder:

”Men ingen er så kvajet, at de siger nej til at blive minister. Det gør man jo ikke.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marianne Jelved

Fhv. økonomiminister, kultur- og kirkeminister, MF 1987-22 og politisk leder (R), fhv. viceborgmester i Gundsø 1982-85
lærer (Hellerup Seminarium 1967), cand.pæd. i dansk (Danmarks Lærerhøjskole 1979)

0:000:00