Kirkens Korshær: Systemet svigter de svageste

Af Helle Christiansen 
Chef for Kirkens Korshær

Opbakningen til velfærdssamfundet hænger uløseligt sammen med 'allemandsretten' – det universelle princip, at alting som udgangspunkt er til for alle. Det er et flot princip, der dog er voldsomt udfordret i disse år.  

I hvert fald når man, som jeg, ser det gennem udsatte mennesker i Danmarks øjne. 

Systemet, der skulle gribe, når alt andet koksede, griber ikke, når du er psykisk syg, ensom, hjemløs, misbrugende eller fattig. Rådet for Socialt Udsatte har i sin rapport om udsattes møde med sundhedsvæsenet (2018) dokumenteret faldet mellem to stole. Hvordan systemet er blevet en arena for de stærkeste. Den, der kan hoppe hjemmevant rundt i den digitale verden, researche og google sig frem til ydelser, behandlingsmuligheder og rettigheder. Den, der kan finde ud af at kræve sin ret og gøre sin pligt. Den, der kan definere sine behov og kræve dem.

Det sker ikke kun i udsattes møde med sundhedsvæsenet. Det sker i udsattes møde med alt, hvad der er offentligt. For den, der kræver, skal yde. Og når man ikke kan yde, hvor står man så?

Man kommer i hvert fald ikke ombord på toget med endestation "kureret" eller bare "en tålelig tilværelse". Hvis man overhovedet er kommet så langt som til at finde sin perron, står man i bedste fald tilbage, mens det danske velfærdssamfund kører fra en.  

Alle årets dage og nætter bliver udsatte i Danmark overladt og forladt af det system, der burde passe på dem. 

Helle Christiansen
Chef i Kirkens Korshær

Udsatte bliver forladt af Velfærdsdanmark 
Det er den virkelighed, vi ser i Kirkens Korshær. Hver dag. Alle årets dage og nætter bliver udsatte i Danmark overladt og forladt af det system, der burde passe på dem. Silotænkning, kasseopdeling og ansvarsfordelinger sætter den udsatte ud af spillet. Han eller hun kan ikke opfylde de krav, systemet stiller, og kan ikke tage kampen op, men overgiver sig måske til livet på gaden. Uden en krone på lommen, måske med en psykisk sygdom og måske med et misbrug oveni.  

Vi ser flere og flere psykisk syge i vores sociale arbejde. Og deres problemer er ofte mange og komplekse. Nogle udskrives direkte til os, for de har ikke andre steder at gå hen. Nogle gange er det ikke kun psyken, de kæmper med. Nogle gange følger en eller flere alvorlige somatiske sygdomme med. Og det kan være så som så med evnen til at følge en behandling. Tage sin medicin til tiden. Eller i det hele taget få medicin i tide.

Det komplekse billede gør det vanskeligt for velfærdssamfundet at håndtere dem. For hvad skal man tage først? Den psykiske sygdom? Den somatiske? Misbruget? Noget skal regionen tage sig af. Noget skal kommunen tage sig af. Resultatet bliver nogle gange, at ingen tager sig af det. Og så står de hos os. Ubehandlede eller ikke færdigbehandlede.  

Mange har for meget
Hjemløshed? Det burde vi ikke have i et af verdens rigeste lande. Men vi har det – desværre i rigt mål. Vi ved, at tilgange som 'housing first' virker – hvis det bliver fulgt op af den rigtige støtte, der er tilpasset den enkelte.  

Fattigdom? Det burde vi heller ikke have. Men det har vi. Vi ser den hver dag. Mennesker, der ikke ejer andet end det, de går og står i. Familier, hvor forældrene springer måltider over, og madpakker til skolebørn er noget, de henter hos os. Hvor sommerferien er en evighed af afsavn. Hvor nødvendig medicin bliver prioriteret bort. Hvor vinterjakken til lillebror er en uoverstigelig økonomisk udfordring. Ligesom jul, fødselsdage og helligdage i det hele taget. 

Der er nogle i vores land, der har for meget. Når topchefernes lønninger stikker af fra resten af os, når hvidvask, svindel og unddragelse af skat synes at blive dagligdag i erhvervslivet, så rykker det ved den så forjættede sammenhængskraft i vores land. For nu har mange for meget, og mange har for lidt.  

Nyt regeringsgrundlag for udsatte
Kære gryende regering. Lad mig foreslå et par punkter til det regeringsgrundlag, I er ved at forhandle på plads: 

Gør op med fattigdom og hjemløshed i Danmark. I lighed med Finland ønsker vi, at hjemløsheden er halveret i 2023 og helt ophørt i 2027.  

Sæt en stopper for fattigdom i Danmark. Mens en ydelseskommission arbejder på et overblik og en ny indretning af ydelser i Danmark, kunne I indføre en overgangsydelse, der sikrer, at de syge og de arbejdsløse, mennesker ramt af kontanthjælpsloft, integrationsydelse og 225-timers regel kan leve et anstændigt liv uden basale mangler. For vi tror ikke på, at pres og stress er det, der kan løfte mennesker op og videre til en ny og bedre tilværelse med uddannelse og arbejde.  

Skab et samfund, hvor lighed mellem mennesker er i højsædet, for ethvert menneske er uendeligt værdifuldt. Toppen må ikke stikke af, og bunden må ikke falde ud. Det gælder ikke kun økonomisk og socialt. 

Ligestil psykiatrien og somatikken. Sørg for at samle misbrugsbehandling og psykiatrisk behandling. Og tilbyd mennesker, der er ramt af hjemløshed, misbrug og/eller sygdom én indgang til vores offentlige systemer. Giv udsatte i Danmark den støtte, hjælp og behandling, de hver især har brug for.  

Anerkend civilsamfundet for de huller i vores samfund, som vi udfylder. Giv muligheder for et tættere samarbejde mellem det offentlige og de civile organisationer, for vi ved, at de humanitære hjælpeorganisationer, der virker i Danmark, løser opgaver, der kommer vores samfund til gavn.  

Omform satspuljesystemet til et programsystem, som vi kender det fra udviklingsområdet. Det skal både sikre, at der er midler til social innovation og til at understøtte drift på det sociale område.  

Skab et tilsynssystem, der er gennemskueligt og gennemsigtigt – og hvor der er tilstrækkelig finansiering til at sikre ly for natten i herbergerne. 

Og sidst, men ikke mindst: Skab et nyt socialt velfærdssystem, der sikrer, at eksempelvis socialrådgivere har den tid og de ressourcer, der skal til for at hjælpe borgerne. Vi ser med bekymring på meldinger fra faggruppen om, at de er så pressede, at de ikke kan overholde lovgivningen.

Derfor skal det nye system fokusere på behov og tilrettelægges ud fra et princip om 'så lidt som muligt, så meget som nødvendigt'. Det gælder ikke kun i den konkrete lovgivning, men også i de muligheder, socialrådgiverne har for at støtte og hjælpe borgeren. 

Der kunne skrives meget mere til. Hvis I får brug for input, så siger I bare til. I ved, hvor vi er, og I ved, at hos os er døren altid åben.